Tynd kop tis
2.0
Medmindre at man som Patrick Schwensen (eller Braad Thomsen) er i stand til at nyde en film primært pga. dens skjulte referencer til andre forhold, bliver man overordentlig slemt skuffet over denne ligegyldige sejtrækker af en forfølgelses/suspense-film, som oven i købet må kæmpe med ualmindeligt kedsommelige skuespilpræstationer.
Jeg er ude af stand til at værdsætte såvel dialogen, der er hinsides enhver form for indelvelse (tydeligt understreget af det ferske skuespil - Moxys repetitioner nedenfor gør intet indtryk), som det aldeles uholdbare handlingsforløb, som allerede gennemhulles, da vor træmand Roger Thornhill (Cary Grant, 55 år) midt i sit oprigtige forfølgelsesvanvid ikke undrer sig det fjerneste over den på daværende tidspunkt aldeles fremmede miss Kendalls pludselige kendskab og kontakt til den mystiske George Kaplan. Det er en eklatant brøler, som ikke står alene.
Uden at jeg vil geråde mig ud i nøjere gisninger om Hitchcocks egne mentale lidelser, så fremstår hans tydelige fascination af sit eget sterile (u)menneskeunivers inderligt ligegyldigt, hvilket - må man tilføje - i særlig grad udgør et problem i en film, hvor vi rent faktisk skal synes om hovedpersonen for at kere os det mindste om denne lidet troværdige forfølgelses-eskapade.
Filmen havde fungeret bedst i nedkogt form som en kort Hitchcock-fortælling. Som den tager sig ud, er en James Bond film (som den genremæssigt lægger sig tæt op ad) så afgjort at foretrække.
"North by Northwest" er en inderligt ligegyldig film, som bortset fra en elegant kameraovergang fra ude- til indendøre i tog-scenen ejheller filmteknisk er noget at råbe hurra for. At bedømme den som et filmisk mesterværk må bero på en totalt disproportioneret grad af "filmbufferi".
Jeg er ude af stand til at værdsætte såvel dialogen, der er hinsides enhver form for indelvelse (tydeligt understreget af det ferske skuespil - Moxys repetitioner nedenfor gør intet indtryk), som det aldeles uholdbare handlingsforløb, som allerede gennemhulles, da vor træmand Roger Thornhill (Cary Grant, 55 år) midt i sit oprigtige forfølgelsesvanvid ikke undrer sig det fjerneste over den på daværende tidspunkt aldeles fremmede miss Kendalls pludselige kendskab og kontakt til den mystiske George Kaplan. Det er en eklatant brøler, som ikke står alene.
Uden at jeg vil geråde mig ud i nøjere gisninger om Hitchcocks egne mentale lidelser, så fremstår hans tydelige fascination af sit eget sterile (u)menneskeunivers inderligt ligegyldigt, hvilket - må man tilføje - i særlig grad udgør et problem i en film, hvor vi rent faktisk skal synes om hovedpersonen for at kere os det mindste om denne lidet troværdige forfølgelses-eskapade.
Filmen havde fungeret bedst i nedkogt form som en kort Hitchcock-fortælling. Som den tager sig ud, er en James Bond film (som den genremæssigt lægger sig tæt op ad) så afgjort at foretrække.
"North by Northwest" er en inderligt ligegyldig film, som bortset fra en elegant kameraovergang fra ude- til indendøre i tog-scenen ejheller filmteknisk er noget at råbe hurra for. At bedømme den som et filmisk mesterværk må bero på en totalt disproportioneret grad af "filmbufferi".
13/07-2005
