Miller time it's not

Batman Begins har været ventet med spænding af mange batfans verden over. Efter den rædsomme behandling af figuren i "Batman & Robin", så mange frem til en langt bedre film. Jeg betragter mig selv som "kender" mht Batman, hvis ikke en direkte batfan, og alligevel vil jeg uden tøven udpege Joel Schumacher's "Batman & Robin" som en af de dårligste film, der nogensinde er lavet (bortset fra Alicia Silverstone i kropstæt latex-kostume - det er guf, men film og plot er det ikke...).

Med dystre og dybe film som "Memento" i bagagen ventede man sig derfor unægteligt en del mere af Christopher Nolan's behandling af den klassiske superhelte figur, så det var spændende at se, hvad man havde fundet på.

Det begynder sådan set helt pænt. I de fleste Batman-film bruges hans oprindelseshistorie med mordet på hans forældre foran ham som en ren anekdote, der lige skal kastes ud, så motivet er etableret for at en millionær klæder sig ud i flagermus-kostume og kravler rundt på hustagene om natten, mens almindelige mennesker sover eller ser Lykkehjulet, eller hvad de nu laver i privatlivets fred.

Det vil Nolan dog ikke nøjes med, og dermed bliver hele den første del af filmen en gennemgang af Bruce Wayne's indre spind af frygt, skyldfølelser over forældrenes død, selvynk, hævntørst og alle de andre følelser, der tager over, når tragedien indtræffer.

Her vil ægte Batman-fans nok allerede rynke lidt på næsen over valget af bifigurerne. Bruce Wayne opsøges af den mystiske Ducard (Liam Neeson), der bringer ham i lære hos den yderst hemmelighedsfulde Ra's al Ghul, der er leder af ninja-gruppen kaldet "The Leage of Shadows". De tre navne har oprindeligt intet med hinanden at gøre, men med øje for at den almindelige biografgænger nok ikke ved meget om obskure figurer i Batman-universet har man altså med løs hånd hældt i gryden til en ordentlig pærevælling af dit og dat. Nu vil folk så nok sige, at det er lige meget, eftersom det kun er forstyrrede Bat-freaks og lignende, der tager sig af den slags. Problemet er bare, at folk der ikke kender disse figurer, lige så godt kunne have accepteret andre figurer, for for dem de jo bare nogle navne og ikke andet. Men for folk, der har læst de tegneserier, hvor disse figurer benyttes, er de mere end blot navne, der kan bruges løs af til højre og venstre, og derfor vildleder man den hårde kerne af tilhængere, når man bruger dem så løseligt som her. Især brugen af R'as al Ghul virker bevidst vildledende. Jeg skal ikke afsløre noget, men jeg blev ladt tilbage med følelsen af, at jeg faktisk blev straffet, fordi jeg kendte disse navne i forvejen, når man ser på hvilken udvikling historien tager henimod slutningen.

Og mens selve opbygningen af den tidlige historie og analysen af Bruce Wayne er omhyggelig og spændende, så er det nu ikke helt uden småhuller i plottet. Det er f.eks. rimeligt svært at sluge, at Bruce Wayne i flere år bliver trænet sammen med en flok ninja'er, og efter at have bevist sine evner i kampkunst så bliver forfærdet og overrasket, da de forlanger han skal myrde en mand for at bestå sin træning. Nu træner dusinvis af ninjaer i et tempel på en forladt bjergtop jo ikke ligefrem livsfarlig kampteknik for at hjælpe små børn over gaden eller optræde i cirkus...

Men derudover er hele den tidlige del af filmen faktisk meget overbevisende fortalt. Nolan tager sig tid og insisterer på at tage Batman seriøst, mens Christian Bale kæmper en brav kamp for at give figuren dybde og troværdighed. Og det lykkes faktisk også over forventning. Den der blot går ind for at se en superhelt i flagermusekostume, der klarer ærterne uden problemer, vil blive alvorligt overrasket. Jeg tror faktisk slet ikke, at flagermuskostumet er med i den første halvdel af filmen, hvilket er både modigt og interessant. Og det virker også. Scenerne hvor Bruce Wayne overværer sagen mod hans forældres morder er de mest interessante, fordi de bedre end nogen andre viser den indre konflikt og de tanker, der går gennem hovedet på ham. Her får historien virkeligt alvorlige og dybe pointer frem i figuren.

Men vi kommer jo uundgåeligt frem til flagermusekostumet alligevel. Batman bliver dog introduceret meget omhyggeligt. I stedet for at vi bare ser en ultra-cool Batman lege rundt med skurkene, så har Nolan nemlig besluttet at lade kameraet følge skurkene og deres reaktion, når de konfronteres med den dystre flagermusmand, og det fungerer faktisk rigtigt godt og bliver helt uhyggeligt. Man overvejer helt, om det er Batman, Dracula eller en ny alien-film, man sidder og ser, og det kan ikke være helt skidt.

Bale er også fremragende til dobbeltrollen. Hvor f.eks. Michael Keaton gjorde det godt, så var dog bare Michael Keaton i flagermuskostume, når Batman kom frem på skærmen. Bale ændrer derimod helt karakter mellem Bruce Wayne and Batman. Bruce Wayne er nonchalant og vittig, mens Batman er helt igennem ubehagelig og skræmmende. Når Batman truer skurkene, så frygter man i sandhed for, hvad han kan finde på at gøre ved dem, så meget som Bale lægger vrede og ondskab i den dystre side af figuren - her er en Batman der virkelig kan skræmme forbryderne, og det ikke blot på grund af kostumet... Han råber og skriger ad dem, og Bale laver bevist sin stemme dybere, hvilket har en meget overbevisende effect - Batman *er* skræmmende!

Nu har jeg sagt pæne ting om den tidlige del af filmen, og det ville jeg sådan set også helst blive ved med. Desværre kammer afslutningen alt for meget over i superhelte-mani. Mens figuren opbygges omhyggeligt og troværdigt, så bliver det hele alligevel for fantastisk og overgearet i slutningen til at beholde troværdigheden. Det er rigtigt trist, og det sker faktisk både i effekter og i plot. Jeg havde ellers forventet mig mere, da Carmine Falcone var med, men han glemmes hurtigt, når der skal blændes op for det store og fantastiske i filmen. Trist, selv om jeg var lidt skuffet over at se Tom Wilkinson i rollen. Nu ved jeg jo godt, at det ikke i sig selv er en god ting at vælge skuespillere, der ligner figurerne fra tegneserien, men de kunne da i det mindste have farvet hans hår mere hvidt...

Nå, men den hemmelige "League of Shadows" som Bruce Wayne forlod dukker selvsagt op igen. Deres hensigter er dog så overskruede og deres motiver så paranoide, at det faktisk ødelægger plottet en del. Her går der helt og aldeles superhelt i den, og det åbenbart alene af den grund, at Batman jo skal sejre over nogle ordentlige superskurke, og i den sammmenhæng er det troværdige billede, der ellers blev tegnet åbenbart helt sekundært. Ak og ve... Herefter følger så alle de obligatoriske slåskampe og action-sekvenser, som der altså skal være i sådan en film. Jeg har sådan set ikke noget imod det, men kun hvis det tjener den større historie, og det er ikke tilfældet her. Det bliver filmen sådan set ikke ødelagt af, men den ender på den konto unægteligt med at være en ægte superheltefilm til sidst med alt, hvad det bærer med sig på godt og ondt. Men jeg havde bestemt fortrukket, at man havde holdt fast i den alvorligere side fra den første halvdel af filmen. Den var bestemt mere interessant end festfyrværkeriet til sidst.

Nu har jeg nok afsløret, at jeg var blandt dem, der håbede på at se en udgave af Frank Miller's "Batman: Year One" på det store lærred. Det var skuffende at hans planlagte projekt med Darren Aronofsky ikke blev til noget, men Christopher Nolan's film lød nu også interessant. Desværre vil den ikke gå så langt, selv om den ellers hæmningsløst stjæler fra Miller's ideer, når den har lyst - sekvensen hvor Batman tilkalder "forstærkninger" er f.eks. tyvstjålet fra Miller's "Year One". Det samme er figurerne Flass, Loeb og Falcone, selv om de overhovedet ikke ligner Millers udgaver af udseende. Også det tidlige forhold mellem Batman og Gordon er taget fra Miller, ganske som Alfreds spydige kommentarer helt tydeligt har samme oprindelse, selv om de slet ikke har samme sarkasme her.

Skuespillet er ellers ret solidt på de fleste roller. Bale er nok den bedste Batman og Bruce Wayne længe set, og Michael Caine er en uvurderlig støtte i de mere seriøse scener, især i begyndelsen af filmen. Gus Lewis kan som den unge Bruce (8 år) sagtens fremsige sine replikker med tårer i øjnene, men det kræver virkelig en skuespiller af Caines kaliber at møde den slags med det modspil, der giver sådan en scene dybde og vækker følelserne hos publikum. Det fungerer gennemsolidt, når Caine er med, og han kan samtidig aflevere spydige kommentarer på den helt rigtige måde, så det også bliver sjovt, når det skal.

Faktisk fungerer den vittige dialog helt godt. Den er ikke særligt original, men den er alligevel overbevisende, hvilket må siges at være noget af et skulderklap til de skuespillere, der skal aflevere dem. Replikker som "didn't you get the memo?", "does it come in black?", eller "I've got to get one of those" er ikke særligt morsomme i sig selv, men de bruges helt rigtigt her og afleveres helt perfekt af skuespillerne. Her er både Christian Bale, Michael Caine, Gary Oldman, Morgan Freeman og endda Rutger Hauer i sin lille rolle særdeles veloplagte.

Jeg var ellers spændt på Ken Watanabe i rollen som Ra's Al Ghul, men han er stort set ikke med og fungerer næsten bare som en falsk ledetråd i filmen. Rigtigt skuffende, men måske ser vi ham igen... Katie Holmes er lidt mere interessant i sin rolle som den kvindelige side af filmen, og den helt igennem forudsigelige romance for helten. Hendes tilstedeværelse savner ellers enhver form for retfærdiggørelse, og vi burde faktisk have set Harvey Dent som den offentlige anklager, som Batman allierer sig med for at rense ud i systemet. Men han blev altså ofret for at Batman kunne få en halv kæreste. Og det er faktisk noget skuffende, når det ikke bliver til mere end det gør. Især i slutningen, hvor hun lige skal give ham tilladelse til at udsætte deres kærlighed og i stedet fortsætte på det korstog, som allerede er etableret som hans livsopgave. Bvadr! Jeg håber det sælger godt hos kvindelige amerikanske biografgængere (eller anden nationalitet), der gerne vil bekræftes i, hvor vigtige de jo naturligvis er som kvinder, for ellers er det da helt igennem spild af tid...

Af andre medvirkende bør en veloplagt Morgan Freeman nævnes i den lille (men ikke ubetydelige) rolle som Lucius Fox. Mere interessant er dog Cillian Murphy i rollen som Dr. Jonathan Crane, som nok bedre kendes som Scarecrow ("Fugleskræmslet"). Jeg kendte ham ikke, men han er i den grad listig, kynisk og manipulerende, at det er en sand fryd at se på. Hans funktion i historien er ganske vist noget værre vås, men han er virkelig ubehagelig som den slibrige lille psykolog, der med et blik kan fortælle os, at han er langt farligere og mere udspekuleret og hæmningsløs end hans "patienter". Hans giftgas, der får ofrene til at se det, de frygter mest, er også baggrunden for nogle af filmens mere interessante effekter. Når han bruger den på nogen og så tager sin maske på, så er han aldeles skræmmende. Ja, det er han faktisk også, selv om han bare nøjes med masken... Men når de ramte ser Batman, så bliver det først rigtigt uhyggeligt, da Batman her bliver til en sand ildsprudlende dæmon med hugtænder, horn og brændende øjne. Ganske effektfuldt og meget illustrativt for Scarecrow's våben - frygten.

I sidste ende gør dette Batman Begins til et spændende og underholdende bekendtskab, selv om man unægteligt efterlades med en smag af, at det hele kunne have være langt mere interessant, hvis ikke der var gået helt superhelt i slutningen. Det er som om at Batmans lange kamp for at rense ud i det betændte samfund fra skyggerne og udenfor loven pludselig bliver gjort helt overflødig henimod filmens sidste fjerdedel. Møgtrist, men sådan er det altså. Derfor bliver det et godt indtryk, men stadig ikke, hvad man kunne have håbet på, hvis man er til Miller's "Year One" historie. Det her er såmænd ganske godt, men det er så afgjort ikke Miller's Batman, og det er unægteligt lidt vel meget superhelt i slutningen. Efter at have set Miller's "Sin City" gjort levende kunne man have håbet på meget mere end det her. Miller's Batman ER faktisk lige så hård som figurerne i Sin City, omend ikke så blodtørstig, men faktisk mere skræmmende. Men dårlig er Batman Begins slet ikke, og hvis man kan overse den noget overskruede slutning, så er det hele faktisk også meget interessant. Og underholdende er det helt bestemt. Den nærmer sig de fem stjerner, men mister lidt på den noget tamme slutning.