Absolution Igennem Vold
4.0
Afdanket og samvittighedsplaget tidligere CIA-agent (Washington), lader sig hyre som bodyguard i Mexico, for at passe på en lille pige (Fanning), da hendes familie er bange for at hun skal blive kidnappet.
At instruktør Tony Scott, bror til renommerede Ridley Scott, kan skrue en god effektiv spændingsfilm sammen er ingen hemmelighed, det har han bevist mange gange med agtværdige film som ”Crimson Tide”, ”Enemy Of The State” og andre vellykkede produktioner. Når det kommer til originalitet og dybde kniber det til gengæld ofte, for ikke at sige næsten altid (undtagelsen er vel den lidt stilforvirrede, men ellers fantastiske ”True Romance”), lidt mere.
”Man On Fire” er heller ingen åbenbaring på mange punkter. Historien om den livstrætte agent, der først divergerende, men siden bevidst, søger absolution igennem den pige han skal passe på og her finder et værdigt motiv for sine evner, noget at kæmpe for og tro på og siden vælger at gøre det han gør bedst, da ulykken er sket, er intet særligt, selv om den trods alt alligevel fungerer i al sin enkelhed og er en god katalysator for en spændingsmættet fortælling om en mands indre rejse og kamp med sig selv og ydre kamp for retfærdighed.
Visuelt er filmen til gengæld noget nær perfekt, med en fantastisk klippestil, suveræn kameraføring, tilsat exceptionel action og tårnhøj spænding og det er ofte her, at Scott’s evner kommer til sin ret, her er han altså virkelig god. Men også i sin sceneopbygning i en ofte brutal og lidt skummel naturalistisk stil, fungerer filmen og den ellers forholdsvis lange spilletid bliver af den grund aldrig kedsommelig og kan forsvares, også i de mere stille og eftertænksomme scener.
Der er forsøg på dybde, som da Washington i filmen slipper en fugl fri af sit bur, hvad der er en klar hentydning til, at han selv føler sig fanget i et bur, blot inde i sig selv, og selv om det ikke er en dårlig metafor, så bliver den eller andre tiltag i samme retning, aldrig rigtigt vedkommende, trods det at det giver en filmen en følelse af lidt større dybde end mange andre film i samme genre.
Underlægningsmusikken understøtter fint filmen og skaber en god afmosfære, til de stemningsmættede billeder og valget af diverse sange er ramt godt til temaet.
Washington giver en troværdig præstation, man tror på hans figur, men også Fanning gør det egentlig godt. Resten af skuespillerne formår generelt at overbevise, nogle mere end andre, men ingen falder for alvor igennem, men deres roller er ofte intet særligt.
Ellers er ”Man On Fire” en solid og vellykket spændingsfilm i den mere hårdkogte ende, den kan jeg klart anbefale.
Historien der er bygget på en bog af en A. J. Quinnell, blev første gang indspillet tilbage i 1987 i en italiensk version med Scott Glenn i hovedrollen.
At instruktør Tony Scott, bror til renommerede Ridley Scott, kan skrue en god effektiv spændingsfilm sammen er ingen hemmelighed, det har han bevist mange gange med agtværdige film som ”Crimson Tide”, ”Enemy Of The State” og andre vellykkede produktioner. Når det kommer til originalitet og dybde kniber det til gengæld ofte, for ikke at sige næsten altid (undtagelsen er vel den lidt stilforvirrede, men ellers fantastiske ”True Romance”), lidt mere.
”Man On Fire” er heller ingen åbenbaring på mange punkter. Historien om den livstrætte agent, der først divergerende, men siden bevidst, søger absolution igennem den pige han skal passe på og her finder et værdigt motiv for sine evner, noget at kæmpe for og tro på og siden vælger at gøre det han gør bedst, da ulykken er sket, er intet særligt, selv om den trods alt alligevel fungerer i al sin enkelhed og er en god katalysator for en spændingsmættet fortælling om en mands indre rejse og kamp med sig selv og ydre kamp for retfærdighed.
Visuelt er filmen til gengæld noget nær perfekt, med en fantastisk klippestil, suveræn kameraføring, tilsat exceptionel action og tårnhøj spænding og det er ofte her, at Scott’s evner kommer til sin ret, her er han altså virkelig god. Men også i sin sceneopbygning i en ofte brutal og lidt skummel naturalistisk stil, fungerer filmen og den ellers forholdsvis lange spilletid bliver af den grund aldrig kedsommelig og kan forsvares, også i de mere stille og eftertænksomme scener.
Der er forsøg på dybde, som da Washington i filmen slipper en fugl fri af sit bur, hvad der er en klar hentydning til, at han selv føler sig fanget i et bur, blot inde i sig selv, og selv om det ikke er en dårlig metafor, så bliver den eller andre tiltag i samme retning, aldrig rigtigt vedkommende, trods det at det giver en filmen en følelse af lidt større dybde end mange andre film i samme genre.
Underlægningsmusikken understøtter fint filmen og skaber en god afmosfære, til de stemningsmættede billeder og valget af diverse sange er ramt godt til temaet.
Washington giver en troværdig præstation, man tror på hans figur, men også Fanning gør det egentlig godt. Resten af skuespillerne formår generelt at overbevise, nogle mere end andre, men ingen falder for alvor igennem, men deres roller er ofte intet særligt.
Ellers er ”Man On Fire” en solid og vellykket spændingsfilm i den mere hårdkogte ende, den kan jeg klart anbefale.
Historien der er bygget på en bog af en A. J. Quinnell, blev første gang indspillet tilbage i 1987 i en italiensk version med Scott Glenn i hovedrollen.
15/07-2005
