Candyfloss Musical

Teenagerne Danny (Travolta) og Sandy (Newton-John) har haft en kort sommer-romance, men da det efter ferien viser sig at de mødes igen på en highschool i Californien er tingene ikke så ligetil endda. Danny har jo sit image som hård negl at tænke på og Sandy er en konservativ pige.

”Grease” er som film og musical en sukkersød lyserød candyfloss, blottet for ægte nærig i form af noget dybere eller troværdigt, men man kan ikke tage fra den, at den er noget nær perfekt til at gøre en i et godt humør, da dens lette og friske tone ganske enkelt smitter af på dem der tør lade den gøre det.

Musikken og de mange sangnumre er indrømmet både banale og poleret, men også morsomme og kække og de svinger, hvad enten man gider dem eller ej. Travolta og Newton-John er også for gamle til at man tror på dem som teenagere, men ikke desto mindre slår de gnister sammen og spiller rollerne med så stort et glimt i øjet og skøn charme, at de er svære ikke at holde af.

Det er en hvalpet kærlighedshistorie og pink pigefantasi langt hen ad vejen, bygget på den berømte scene-musical, den er på mange måder let at kritisere for dens overfladiske karakterer og glatte historie og Sandy’s forvandling fra pæn-pige til sej tøs er så usandsynlig som det kan være, men det er også alt sammen kun i underholdningens navn og her vinder filmen stort.

Den blev en kæmpe succes i sin tid og vel rettelig og den er elsket og populær den dag i dag og man forstår hvorfor, for selv om den foregår i 50’erne, er temmelig repræsentativ for de 70’er den er lavet i, så forekommer den tidløs i al sin enkelthed.

Det er musikalsk og romantisk eskapisme når det både er værst og bedst, men filmen tillader sig da også at antyde til sidst, at det her kun er en drøm, at den slags ikke er realistisk, så derfor kan Danny og Sandy flyve væk i bilen til slut, til et lykkeligt liv sammen af den slags man sjældent for ikke at sige aldrig, finder i virkeligheden.

Efterfølges af den stærkt kritiserede og vel i dag næsten glemte ”Grease 2”.