i følelsernes magt
4.0
Reklame- og musikvideoinstruktøren Jonathan Glazer spillefilmsdebuterede med den exceptionelle og stilistiske Sexy Beast, der var en overset genistreg af de større. En ekstravagant genreblanding med hårdkogt dialog, to skuespilmæssige pragtpræstationer af Ben Kingsley og Ray Winstone, en innoverende og overrumplende visuel side, og ikke mindst et indfølt og menneskelig psykologisk aspekt. Efter sin brillante debut kategoriserede Glazer sig selv som en af nyere tids mest fascinerende og opsigtsvækkende instruktører, der havde bestået den svære overgang til filmmediet med bravur og som udviste fuld kontrol og overblik over både historien og de filmiske virkemidler. Forventningerne til hans anden film var fra min side derfor tårnhøje, måske endda urimelig høje, men jeg anede alligevel en skepsis overfor filmen, da Birth ikke fik en dansk biografpremiere, og det er på trods af, at stjernen Nicole Kidman behandlede hovedrollen. Den forholdsvis anonyme direkte-til-dvd premiere har dog intet at gøre med filmens mange kvaliteter, men nærmere fordi dette psykologiske og paranormale drama er en ukommerciel og udfordrende sag, der hverken appellerer til den brede masse eller publikums gængse filmopfattelse.
Nicole Kidman portrætterer eminent den sorgtyngede kvinde, hvis mand af uransaglige årsager døde for 10 år siden. Hun står til snart at skulle giftes igen med en succesrig og følsom herre, men opsøges af en 10-årig dreng (en endnu engang irriterende og talentløs Cameron Bright), der påstår han er hendes reinkarnerede afdøde mand. Handlingen er tynd og stedvis nærmest ikke-eksisterende, men Birth er nærmere en psykedelisk sanseoplevelse end en helstøbt filmfortælling. Ifølge min personlige fortolkning, så har Glazer bevidst klinisk renset filmen for analytisk tvetydighed, men i stedet propfyldt den med komplekse karakterer, hvis følelsesmæssige tilstand serveres suggestivt og afdæmpet. Måden hvorpå man langsomt kryber ind under huden på karaktererne er både eksperimenterende og decideret original, men kræver også en del afvæbnende tålmodighed fra publikums side. Birth besidder ingen evident dramatik, men har en konstant subtil og intimiderende spænding. Det er nemt at afskrive filmen som prætentiøs og forceret på grund af dens eksperimentale stil, men hvis man er åben for en ukonventionel og nedtonet kærlighedsfortælling uden overromantiserede og fordummende omstændigheder, så er Birth en fremragende og anbefalelsesværdig film.
Filmen omhandler problemstillinger som sorg og mulig selvindbildning og virkelighedsfornægtelse som konsekvens heraf. Glazers intention har dog ikke været at udforske disse med en poetisk tilgang, men vil hellere lade filmen udfolde sig i en naturalistisk tone. Når den hårdt prøvede nye mand i Kidmans liv, følsomt spillet af Danny Houston, får et hysterisk anfald på knægten, så føler man som publikum den tydelige afmagt, der forårsager angrebet. Og her sparkes Glazers talent som instruktør (og medmanuskriptforfatter) ind, for sjældent har menneskerne på film følt så menneskelige. I stedet for at den udfordrende og langsommelige fortællermåde har distanceret publikum, så fængsles man af den mystificerende stemning og er konstant følelsesmæssig engageret. De uglamourøse skuespilleres ekskvisitte indsatser hjælper på indlevelsen, og jeg følte især velbehag ved at se både Peter Stormare og Ted Levine yde fornemme præstationer i små, men signifikante roller.
Birth er en ambitiøs, original og fascinerende film, der ikke kan celebreres som fuldt ud vellykket, men som alligevel er en opsigtsvækkende og god film takket være de store, men diskret og indsigtsfuldt serverede følelser, den besidder. Glazers smukke æstetik er en integreret del af filmen, og der bydes her på både betagende og kolde billeder, filmet med et originalt øje for det visuelle. Alexandre Desplats smukke musik er en betydelig medfortæller, der svinger mellem de inderligt rørende og lidt for bombastiske. At Birth er blevet påstemplet kontroversiel er for mig at se uforståeligt. Dette skulle dog kun være på grund af den nådesløse, kraftfulde og uafrystelige slutning, der afslutter filmen uforløst og uden entydigt svar, og efterlader publikum i en meget nedtrykt sindstilstand. Glazer har med sin anden spillefilm bevist sit værd som en af øjeblikkets mest interessante og alsidige instruktører, hvis fremtidige karrierer bliver en sand fornøjelse at følge.
Nicole Kidman portrætterer eminent den sorgtyngede kvinde, hvis mand af uransaglige årsager døde for 10 år siden. Hun står til snart at skulle giftes igen med en succesrig og følsom herre, men opsøges af en 10-årig dreng (en endnu engang irriterende og talentløs Cameron Bright), der påstår han er hendes reinkarnerede afdøde mand. Handlingen er tynd og stedvis nærmest ikke-eksisterende, men Birth er nærmere en psykedelisk sanseoplevelse end en helstøbt filmfortælling. Ifølge min personlige fortolkning, så har Glazer bevidst klinisk renset filmen for analytisk tvetydighed, men i stedet propfyldt den med komplekse karakterer, hvis følelsesmæssige tilstand serveres suggestivt og afdæmpet. Måden hvorpå man langsomt kryber ind under huden på karaktererne er både eksperimenterende og decideret original, men kræver også en del afvæbnende tålmodighed fra publikums side. Birth besidder ingen evident dramatik, men har en konstant subtil og intimiderende spænding. Det er nemt at afskrive filmen som prætentiøs og forceret på grund af dens eksperimentale stil, men hvis man er åben for en ukonventionel og nedtonet kærlighedsfortælling uden overromantiserede og fordummende omstændigheder, så er Birth en fremragende og anbefalelsesværdig film.
Filmen omhandler problemstillinger som sorg og mulig selvindbildning og virkelighedsfornægtelse som konsekvens heraf. Glazers intention har dog ikke været at udforske disse med en poetisk tilgang, men vil hellere lade filmen udfolde sig i en naturalistisk tone. Når den hårdt prøvede nye mand i Kidmans liv, følsomt spillet af Danny Houston, får et hysterisk anfald på knægten, så føler man som publikum den tydelige afmagt, der forårsager angrebet. Og her sparkes Glazers talent som instruktør (og medmanuskriptforfatter) ind, for sjældent har menneskerne på film følt så menneskelige. I stedet for at den udfordrende og langsommelige fortællermåde har distanceret publikum, så fængsles man af den mystificerende stemning og er konstant følelsesmæssig engageret. De uglamourøse skuespilleres ekskvisitte indsatser hjælper på indlevelsen, og jeg følte især velbehag ved at se både Peter Stormare og Ted Levine yde fornemme præstationer i små, men signifikante roller.
Birth er en ambitiøs, original og fascinerende film, der ikke kan celebreres som fuldt ud vellykket, men som alligevel er en opsigtsvækkende og god film takket være de store, men diskret og indsigtsfuldt serverede følelser, den besidder. Glazers smukke æstetik er en integreret del af filmen, og der bydes her på både betagende og kolde billeder, filmet med et originalt øje for det visuelle. Alexandre Desplats smukke musik er en betydelig medfortæller, der svinger mellem de inderligt rørende og lidt for bombastiske. At Birth er blevet påstemplet kontroversiel er for mig at se uforståeligt. Dette skulle dog kun være på grund af den nådesløse, kraftfulde og uafrystelige slutning, der afslutter filmen uforløst og uden entydigt svar, og efterlader publikum i en meget nedtrykt sindstilstand. Glazer har med sin anden spillefilm bevist sit værd som en af øjeblikkets mest interessante og alsidige instruktører, hvis fremtidige karrierer bliver en sand fornøjelse at følge.
16/07-2005
