Da De Gode Ideer Døde

De to venner Tim (Stiller) og Nick (Black) bor side om side med hver deres familie og arbejder samme sted. Tim er en jordnær realist, der har klaret sig pænt på jobbet, mens det er værre med drømmeren Nick, indtil Nick er med til at opfinde en spray der kan opløse hundelorte i den blå luft. Dette bliver han stinkende rig af og Tim mærker misundelsen grimme ansigt stikke frem.

På plakaten ser denne komedie godt ud. Den har gode og kendte komikere i hovedrollerne, fine biroller og en respekteret instruktør (for hvem det dog er noget tid siden det sidst er lykkes at lave en rigtig god film), men filmen leverer slet ikke varen og er ikke engang tæt på.

Filmen er et forsøg på at lave en sorthumoristisk og anderledes satire eller komedie, men der er desværre langt mellem de sjove ideer og indfald og når de endelig kommer, så er de for det meste slet ikke rigtig sjove, man gider dårligt grine af dem.

Som filmen er nu, virker handlingen for løs og mangler ligesom et formål og en retning den vil køre i, den springer blot rundt uden at den på noget tidspunkt bestemmer sig for hvad den skal og hvad man egentligt vil med det hele.

Historien kunne ellers med succes være brugt til at udforske misundelsen væsen og måske endda være kommet med provokative holdninger omkring emnet, men det lykkes den ikke, for den går aldrig ind i sit stof og fordyber sig i det, men vælger at glide glat derudaf uden synderlig arrangement af hverken de medvirkende eller filmholdet bag, sådan virker det i hvert fald.

Heller ikke de to hovedpersoners indbyrdes forhold og ulige karakteregenskaber, som henholdsvis illusionsløs realist og diffus eskapist udforskes, det kunne der ellers også være kommet noget vedkommende ud af.

Stiller lirer en ligegyldig og rutinepræget præstation af, han virker nærmest uengageret og hans person fremstår ofte indholdsløs og fraværende. Black der indimellem kan være en anelse belastende med sin overgearede spillestil, men ellers normalt er ganske sjov, virker i bedste fald blot irriterende og overspillende, men uden glød eller nerve og ellers virker det bare som han ikke rigtigt gider, men rollen er også dårligt skrevet, man får aldrig en klar fornemmelse af hans person og hvem han er.

I birollerne har Walken en underlig udefinerbar rolle, man tror har en større betydning for hele affæren, men som i sidste ende stort set ingen vital betydning har. Filmens andre biroller er slet ikke værd at nævne.

”Envy” er en kikset komedie, hvor de mange gode intentioner og oplagte ideer aldrig kommer til sin ret eller blot dør i et dårligt manuskript og en ubestemmelig udført produktion, der lader sin tilskuer sidde tilbage med en følelse af, at man ikke rigtig ved hvorfor man rent faktisk har gidet lave filmen eller hvorfor.