ny gnist i ægteskabet

Som uhøjtidelig actionkomedie, kreeret af Hollywoods overfladiske samlebånd, lægger Mr. And Mrs. Smith sig et godt stykke over middel og underholder både fermt og effektivt. Som et Doug Liman værk er den dog yderst skuffende, uoriginal og nærmest decideret irriterende, da Liman tydeligvis har overgivet sig selv til den uinspirerende pengemaskine og er blevet leverandør af en storkommerciel og tanketom film. Vi snakker ellers her om en af de mest personlige og unikke instruktører i øjeblikket, der debuterede forrygende med den indfølte og hudløs ærlige kultfilm Swingers, der bød på mindeværdige præstationer fra Vince Vaugh og Jon Favreau, der også agerede manuskriptforfatter. Hans anden spillefilm var den Tarantino-inspirerede Go, der besad så meget energi, fortællerlyst og usandsynlig coolness, at man blev efterladt optimistisk åndeløs og udmattet. Med The Bourne Identity begik Liman en mere realistisk og troværdig alternativ til det pompøse James Bond-univers, samtidig med at han beviste, at han kunne iscenesætte eminente actionsekvenser, der holdte sig indenfor troværdighedens rammer. Alle Limans film har været i besiddelse af hans personlige signatur og en umiskendelig independent-kant, der løftede dem højt op over mængden. Med Mr. And Mrs. Smith er Liman gået på kunstnerisk kompromis og har leveret en skræmmende upersonlig og uengageret sag. Det søgte præmis indikerede dog heller ikke, at Liman for alvor havde noget på hjertet med filmen, og mine forventninger gik derfor kun til den visuelle side og de hæsblæsende actionscener. Og det er netop her, at filmen henter sine point og seværdighed hjem, da den på disse punkter ikke skuffer.

Mr. And Mrs. Smith har lidt under et produktionshelvede, og selv under indspilningsprocessen blev de involverede ikke fri for kontroverser, hvor især Liman og Angelina Jolie tilsyneladende har haft deres uoverensstemmelser. Efter sigende skulle Liman være alternativ i sin måde at iscenesætte sine film på, men de forlydende komplikationer er ikke gået ud over det endelige resultat. Brad Pitt er i humoristisk og uglamourøs topform (som han så fremragende udviste i Verbinskis The Mexican Soderberghs to Ocean’s-film), mens Angelina Jolie er en smule mere reserveret, men hun får til gengæld momentvis leveret psykologisk dramatik af den mere rørende slags. Pitt og Jolie er uden tvivl trækplastret i Mr. And Mrs. Smith, muligvis endda hele eksistensgrundlaget, og det er derfor både tilfredsstillende og opløftende at se deres gnistrende og forrygende sammenspil. Man kunne have frygtet, at deres overeksponerede tilstedeværelse i tabloidpressen kunne have haft en negativ indflydelse på filmen, men når først de yderst morsomme indledende minutter vises, glemmer man den virkelige verden omkring og suges velvilligt ind i denne eskapistiske film.

Filmens handling er papirtynd og som førnævnt håbløst konstrueret. Historien om det kedelige og anonyme ægtepar, der lever med hemmelige dobbeltidentiteter, kan læses som en metafor for manglende engagering og oprigtighed i et ægteskab, og hvorledes dette skaber følelsesmæssig distance mellem parterne. Ligeså kan man analysere deres kedelige forstadsliv med et kæmpe hus og to biler som en kritik af det materialistiske og den offentlige facade, men Mr. And Mrs. Smith er højst sandsynlig ikke tænkt som en analytiskvenlig film. Nærmere en hurtig omgang action uden indsættelse af større tanker, og på disse uambitiøse kriterier fungerer den fint. Liman har med held formået at bibeholde en konstant komisk tone (især terapiscenerne, dirigeret af en aldrig synlig William Fichtner, er yderst humoristiske), der appellerer mere til de underfundige grin end det deciderede lattervækkende. Der er komiske genistreger ind imellem, og især Vince Vaughn virker overraskende veloplagt som tvivlsom ven, der har et forskruet syn på kvinder, da han glorificerer sin mor. Dette er en skjult hilsen til Hitchcocks banebrydende Pyscho, hvor Vaughn senere spillede den forstyrrede Norman Bates i Van Sants overflødige genindspilning. Mr. And Mrs. Smith er spækket med filmiske referencer, og dette løfter kvalitetsniveauet en smule.

I den overlange spilletid skal man som publikum stå model til massive og hamrende ulogiske plothuller, men disse kan negligeres når Liman går i action- og visuel overdrive. Tempoet er ujævnt og ofte aner man, at Liman har været ligeglad med (eller ikke klar over), i hvilken retning han vil trække filmen. Jolie og Pitt karikerer dog deres karakterer og klicheerne på en herlig og indforstået overspillet måde, og det har været intelligent fra Limans side ikke at indrullerer en decideret skurk i fortællingen, hvorved man kun har fokuseret på det eskalerende forhold mellem Pitt og Jolie. Liman har indsat flere bibelske referencer, der indikerer troen på en ny chance og start, og selvom filmens forholdsudvikling og generelle udfoldelse er bundforudsigelig, så hænger man på næsten hele tiden. Dette skyldes ikke mindst de velspillende Pitt og Jolie i hovedrollerne.

Actionsekvenserne er ikke overraskende talrige, adrenalinfyldte og virtuost iscenesatte. Som actionfilm er Mr. And Mrs. Smith helt klart af den mere kvalitative kaliber, især fordi de obligatoriske kække replikker ikke føles spor forceret. Man medrives uhæmmet meget, og filmen er ren actionballet, der ville gøre selveste John Woo misundelig. Desværre aner man kun Limans originale fortællerlyst et fåtal af gange, hvorved actionaspektet aldrig for alvor bliver mindeværdigt. Kameraføringen og klippestilen er gennemført og oftest en visuel nydelse, men er til tider også så overgearet og anmassende, at man savner den naturalistiske stil fra Limans andre film. John Powell har begået bedre musikkomponeringer end her, og musikken ikke kan kaldes specielt vellykket. Fik dog indrømmet gåsehud under det store klimaks, hvor billede og musik gik op i en højere enhed.

Mr. And Mrs. Smith er en tilpas selvironisk og uprætentiøs sag, der ikke udgiver sig for at være mere, end den er. Af en Liman film er den dog alt for underambitiøs og overfladisk til at vække jubel hos en fan som mig, og de fire små stjerner går derfor udelukket til den rendyrkede underholdning. Håber meget, at Liman kaster sig fri fra de kommercielle lænker og vender tilbage til de mere personlige (mester)værker, som han så unikt mestrer.