Flugten til helvede!

Jeg må desværre indrømme, Alfred Hitchcock’s film ikke findes på min ønskeseddel, når jeg vælger at se film. I aftes stødte jeg endelig på Alfreds Psycho, og det viste sig at filmen var lige noget for mig. For os der ikke har set mange Alfreds film, måtte bare nøjes med at høre på rygterne. Man har hørt rygter om hans film og den berømte badekar-scene, som skræmte livet af folk. Man har hørt rygter om den syge Norman Bates. Man har så sandelig også hørt/læst, at Psycho skulle leve på bedste vis op til sin titel. Og det gør den. Filmen er syg i hovedet, for at sige det på godt dansk.

Filmen er egentlig ganske simpel, men det er netop den simple historie som gør filmen uforglemmelig og skræmmende. En kvinde stjæler 40.000 dollars og vælger at stikke af fra det hele. Under turen stopper hun op ved et motel for at få søvn. Og her møder hun den ellers flinke ejer, Bates. Men intet er som det ser ud til at være. Det gode ved filmen er, at instruktøren holder publikumet i spænding lige fra første scene, og spændingen stiger og stiger og man bliver helt opslugt af filmens primitive og skumle omgivelser. Man ved på forhånd, at vores dejlige Marion Crane vil på et tidspunkt stå ansigt til ansigt med psykopaten, Bates. Og man venter spændt på det møde, mens man bider neglene. Marion Crane spiller i øvrigt en kvinde, der vil flygte fra det hele, men er desværre uheldig ved at møde hendes overmand, Bates. Hendes flugt får hende til at leve under hemmelighedsfulde rammer, og man kan mærke hendes hjerte banke, når hun endelig møder djævlen. Man får faktisk heller ikke sympati for hende, da hun jo i virkeligheden er en tyv. Norman Bates karakter og dermed hans motiver afsløres selvfølgelig ved filmens overraskende og uforudsigelige slutning, som virkelig tog pusten fra mig.

Bortset fra spændingen, så er Alfred jo kendt for at opbygge en scene, som ikke alene fænger en, men tager pusten fra en. Badekar scenen er et godt eksempel, hvor man bare mærker gyset i sin krop, og det er lige før man selv kan mærke smerten af en kniv der sidder fast i ens mave, mens blodet vælter ud af en. Man sidder med tæppet over hovedet. Virkelig en skummel og ubehagelig scene, som måske ikke har den samme effekt i dag for ikke-filmfans, men er man filmfan, ville man kunne se det gode ved scenen. Mordscenen på Marion og detektiven er også mindeværdige og flot iscenesat. Alfred kan være stolt over at have skabt en film, som man ofte har prøvet at efterligne, men det er endnu ikke lykkedes at overgå den. Det gode ved Psycho er også, at den faktisk holder 100% i dag fordi den netop er den originale vare, og filmen kan ses flere gange, uden at den mister sin værdi.

Skuespillet er i særklasse. Absolut alle medvirkende formår at gøre et indtryk på en, men der er en bestemt person der skiller sig ud. Og det kan vel ikke komme bag på nogen, hvem jeg mener. Perkins er formidabel i rollen. Han forekommer som et naturligt valg til rollen som psykopat. Hans kølige udseende er nok til at skræmme sine gæster væk. En meget meget krævende rolle, som virkelig kræver talent så det batter, og han er altså fremragende. I flere scener spiller han sød og flink ejer af motellet, men man er aldrig i tvivl, at ondskaben gemmer sig et sted i ham, som skræmmer publikumet. Selv når han smiler, så er han uhyggelig.

Jeg sender hermed de varmeste anbefalinger til alle filmfans, og hvis nogen er gået glip af denne mesterlige klassiker, burde man skynde sig at få den set. Om ikke andet, så for at kende sin filmhistorie. Bedre bliver det simpelthen ikke, og filmen fortjener måske alle 6 stjerner, især pga. den fantastiske gennemtænkte slutning, hvor alt matcher og falder på plads som et puslespil. Stemningsfuld gyserfilm, som fungerer ganske glimrende også som en thriller.

En ægte klassiker!!