Maveopsprætning og ære
6.0
Dette Samurai-epos instrueret af Kobayashi Masaki (”Kwaidan”, ”The Human Condition") er en mørk fortælling om ære eller mangel på samme i Tokugawa-periodens Japan. For Kobayashi viser med sin film, at ære er en tom værdi. At liv er mere værd end ære. Og han viser dette på en absolut fremragende måde. ”Seppuku” (internationalt kendt som "Harakiri") er så smukt fortalt, at jeg er tilbøjelig til at mene, at det er den flotteste film om Tokugawa-periodens Japan. Ja, jeg er tilbøjelig til at mene, at den overgår Kurosawas ”Yojimbo”, og at den er på højde med ”De Syv Samuraier”.
”Seppuku” er en lang og mørk fortælling om en mand, der er fast besluttet på at begå rituelt selvmord. Tokugawa-shogunatet opløste i starten af det 17. århundrede en masse feudale borge og gods, hvilket gjorde tusindvis af samuraier til herreløse og æreløse ronins. Den aldrende Tsugumo Hanshiro (den stadig aktive Nakadai Tatsuya kendt som hovedpersonen i Kurosawas ”Kagemusha”) er en sådan ronin, der dukker op ved lensherren Saito Kageyus (Mikuni Rentaro) gods for at begå selvmord. Saito Kageyu mistænker ham for at bluffe sig til penge, da Saito før har betalt selvmorderiske ronins for at holde sig væk.
Men det er ikke penge som Tsugumo hungrer efter. Han vil have hævn. Saito havde nemlig tvunget Tsugumos svigersøn (Ishihama Akira) til at sprætte sin mave op med sit sløve bambussværd (i sin fattigdom havde han skamløst solgt sit rigtige sværd), da svigersønnen havde bluffet med at begå selvmord i håb om at få penge. Dette grusomme tvungne selvmord er filmet så flot og effektfuld, at det er svært at glemme. Hvor filmen indtil dette punkt har været filmet roligt og superkontrolleret, bevæger kameraet i denne selvmordsscene sig pludseligt, men præcist, i close-ups og i skæve vinkler. Man fornemmer svigersønnens vrede og sorg og panik, samtidig med at man kan mærke Saitos vrede over denne æreløse mand, der er faldet så dybt, at han forsøger at snyde sig til penge ved at bluffe med sin ære. Men det virkelige spil foregår mellem roninen Tsugumo og lensherren Saito, da Tsugumo ligesom sin svigersøn påstår, at han vil begå selvmord. Jeg vil ikke afsløre hvordan, men i sidste ende er det Saito der fremstår som æreløs og derfor dobbeltmoralsk i en usandsynlig grad.
Tsugumos kamp mod denne æresideologi er virkelig revolutionerende for sin tid, da mange film i 50'erne netop dyrkede ”de gode gamle dage” i film om heltemodige og ærefulde samuraier. Instruktøren Kobayashi Masaki giver os et andet billede, og han gør det i form af en elegant og spændende fortælling, hvor billedopsætning, lyd og skuespil med mere er helt utroligt flot. Man bliver suget ind i filmen på grund af de sort/hvide billeder med en knivskarp kontrast og cinematografien alene.
Men filmens kerne er kampen om ideologi og system mod mennesket og menneskets overlevelse. Man kan sagtens drage en parallel til universet i filmen og det univers som Kobayashi Masaki voksede op i, nemlig Japan før og under krigen. Man kan for så vidt drage paralleller til hvad som helst, da sådanne tragedier kan opstå i alle samfund, alle steder. Filmen er i mine og mange andre filmelskeres øjne et mesterværk, som man ikke må gå glip af.
”Seppuku” er en lang og mørk fortælling om en mand, der er fast besluttet på at begå rituelt selvmord. Tokugawa-shogunatet opløste i starten af det 17. århundrede en masse feudale borge og gods, hvilket gjorde tusindvis af samuraier til herreløse og æreløse ronins. Den aldrende Tsugumo Hanshiro (den stadig aktive Nakadai Tatsuya kendt som hovedpersonen i Kurosawas ”Kagemusha”) er en sådan ronin, der dukker op ved lensherren Saito Kageyus (Mikuni Rentaro) gods for at begå selvmord. Saito Kageyu mistænker ham for at bluffe sig til penge, da Saito før har betalt selvmorderiske ronins for at holde sig væk.
Men det er ikke penge som Tsugumo hungrer efter. Han vil have hævn. Saito havde nemlig tvunget Tsugumos svigersøn (Ishihama Akira) til at sprætte sin mave op med sit sløve bambussværd (i sin fattigdom havde han skamløst solgt sit rigtige sværd), da svigersønnen havde bluffet med at begå selvmord i håb om at få penge. Dette grusomme tvungne selvmord er filmet så flot og effektfuld, at det er svært at glemme. Hvor filmen indtil dette punkt har været filmet roligt og superkontrolleret, bevæger kameraet i denne selvmordsscene sig pludseligt, men præcist, i close-ups og i skæve vinkler. Man fornemmer svigersønnens vrede og sorg og panik, samtidig med at man kan mærke Saitos vrede over denne æreløse mand, der er faldet så dybt, at han forsøger at snyde sig til penge ved at bluffe med sin ære. Men det virkelige spil foregår mellem roninen Tsugumo og lensherren Saito, da Tsugumo ligesom sin svigersøn påstår, at han vil begå selvmord. Jeg vil ikke afsløre hvordan, men i sidste ende er det Saito der fremstår som æreløs og derfor dobbeltmoralsk i en usandsynlig grad.
Tsugumos kamp mod denne æresideologi er virkelig revolutionerende for sin tid, da mange film i 50'erne netop dyrkede ”de gode gamle dage” i film om heltemodige og ærefulde samuraier. Instruktøren Kobayashi Masaki giver os et andet billede, og han gør det i form af en elegant og spændende fortælling, hvor billedopsætning, lyd og skuespil med mere er helt utroligt flot. Man bliver suget ind i filmen på grund af de sort/hvide billeder med en knivskarp kontrast og cinematografien alene.
Men filmens kerne er kampen om ideologi og system mod mennesket og menneskets overlevelse. Man kan sagtens drage en parallel til universet i filmen og det univers som Kobayashi Masaki voksede op i, nemlig Japan før og under krigen. Man kan for så vidt drage paralleller til hvad som helst, da sådanne tragedier kan opstå i alle samfund, alle steder. Filmen er i mine og mange andre filmelskeres øjne et mesterværk, som man ikke må gå glip af.
18/07-2005
