I Las Vegas med Johnny Depp!
4.0
Terry Gilliams syretrippende og vittige satire “fear & loathing in las vegas”, der er en filmatisering af den nu afdøde forfatter og opfinder af Gonzo journalstikken, Hunter S. Thompsons berømte og berygtede bog af samme navn, har muligvis svært ved at leve op til den visionære instruktørs tidligere og storslåede værker, men er om ikke andet en ovenud morsom og skingrende vanvittig tour de force udi originalitet, karakterskuespil og surrealistisk æstetik…
Historien om de to originaler, journalisten Raul Duke (Johnny Depp) og sagføreren Dr. Gonzo, (Benicio Del Toro), og deres tur til Las Vegas i hårde stoffer og drukkens vold lægger ikke op til dybdegående samfundskritik og hårdtslående socialrealisme, men skyder alligevel med skrapt efter Den Amerikanske Drøm og andre amerikanske dyder! Deres egentlige mission om at dække et motorcykelløb og senere en narkotikakonference bliver hurtigt overskygget af et eskalerende stofmisbrug og med bagagerummet fyldt af farlige stoffer begiver de sig i stedet ud for at finde Den Amerikanske Drøm og betvivler undervejs eksistensen af samme i Las Vegas’ neonbelyste gader! Man kan anklage Terry Gilliam for at undlade de helt store samfundskritiske punkter i manuskriptet og eftersom undertegnede lige har læst bogen må det nødvendigvis også pointeres af bogens univers muligvis kommer bedre rundt i krogene og skaber et skarper blik på 70’ernes kynisme og påbegyndende materialisme end filmen! I stedet er filmen, der alligevel ligger sig umanerligt tæt op ad bogen, et vanvittigt studie i karakterskuespil og talentfulde filmtekniske udskejelser med snært af samfundsmæssig satire…
Hvad der virkelig skaber filmen er de to hovedrolleindehavere konstant overraskende og deliriske spil, der nærmest danner nye rammer for karakterskuespil! Johnny Depp er ubetalelig som den mumlende og stenede, men alligevel livlige og excentriske Raul Duke, en personifikation af forfatter Hunter S. Thompson! Benicio Del Toro leverer, ligesom Depp, en af karrierens mest hysteriske og overrumplende roller, som den fedladende og ualmindeligt grove sagfører Dr. Gonzo, der tjener som Dukes sagfører og rejsekompagnon! Sammen udgør de to et skudsikkert makkerpar og uden dem havde filmen været et trivielt og ligegyldigt trip, da de så at sige skaber filmen fra første billede til sidste! Vanen tro i Terry Gilliams film forekommer hele persongalleriet næsten ligeså vanvittigt som universet og det er ingen undtagelse i ”fear & loathing…”, da ingen personer i filmen kan påpeges at figurere helt almindeligt! Alle er mere eller mindre ude på overdrevet, hvilket virkelig er med til at give filmen sin snært af surrealisme og behjælper også at filmens dog lidt sparsomme kritik af de amerikanske værdier og normer i 70’erne får et ekstra skud…
Las Vegas er vel det oplagte miljø til en syret fortælling om jagten på Den Amerikanske Drøm, da den neofashionable og overfladiske livsstil og kitschede hoteller og lejligheder danner perfekt ramme til et syret og næsten afskåret folkefærd, der lever i deres egen illusion i en illusionernes by! Glæden og lykken er midlertidig, hvis overhovedet til stede og fordærvet og slummet lurer under den glitrende og glamourøse overflade! Og midt i al den umiddelbare glamour og det drømmende velfærd dukker så to syrehoveder op og splitter den pæne facade ad med deres grove og utilpassede væremåde! I bogen beskrives det endnu bedre hvordan man lader dem slippe af sted med næsten hvad som helst for ikke at slå hul på blæren og lade al betændelsen og fordærvet flyde op til overfladen og overtage den succesrige og glitrende forretning som Las Vegas nu engang er! Dette kommer også til udtryk på fremragende vis i Gilliams filmatisering og den konstant skiftende lyssætning, syrede settings og det maniske skuespil er typisk Gilliam, men passer som fod i hose som et billede af Las Vegas…
”Fear & loathing in las vegas” er i høj grad en film, der skal opleves for sit visuelle snit og syretrippende skuespil, for historien er på mange måder urelevant, selvom den danner glimrende grundlag for de syrede udsvævelser filmen igennem! Især bør det visuelle nævnes og eftersom Gilliam i mange facetter er en rendyrket visuel instruktør kan ingen klager berettiges på det punkt! Las Vegas er som sagt skildret som en by på en helt anden planet og med sit helt eget regelsæt og egen livsstil, hvilket gøres perfekt gennem Gilliams klassiske og let genkendelige varemærker og fingeraftryk! Skuespillet lever højt på de selvsamme fingeraftryk, da alle personer forekommer som vanvittige eksistenser ligesom tilfældet er i alle Gilliams film, og så naturligvis pga. næsten overnaturligt imponerende præstationer af Depp og Del Toro, der én gang for alle cementerer deres status som nogle af filmverdenens absolut mest seværdige skuespillere!
Trænger man til et syretrip uden euforiserende stoffer er ”fear & loathing…” et oplagt valg med sit visuelt fængende og fængslende udtryk og det gale persongalleri! I sandhed en vittig og original oplevelse, der må siges at være en ærværdig filmatisering af en fremragende bog og samtidig en syret og visuel overumplende perle …
"To the book-depository!!"
- Homer Simpson, "The Simpsons"
Historien om de to originaler, journalisten Raul Duke (Johnny Depp) og sagføreren Dr. Gonzo, (Benicio Del Toro), og deres tur til Las Vegas i hårde stoffer og drukkens vold lægger ikke op til dybdegående samfundskritik og hårdtslående socialrealisme, men skyder alligevel med skrapt efter Den Amerikanske Drøm og andre amerikanske dyder! Deres egentlige mission om at dække et motorcykelløb og senere en narkotikakonference bliver hurtigt overskygget af et eskalerende stofmisbrug og med bagagerummet fyldt af farlige stoffer begiver de sig i stedet ud for at finde Den Amerikanske Drøm og betvivler undervejs eksistensen af samme i Las Vegas’ neonbelyste gader! Man kan anklage Terry Gilliam for at undlade de helt store samfundskritiske punkter i manuskriptet og eftersom undertegnede lige har læst bogen må det nødvendigvis også pointeres af bogens univers muligvis kommer bedre rundt i krogene og skaber et skarper blik på 70’ernes kynisme og påbegyndende materialisme end filmen! I stedet er filmen, der alligevel ligger sig umanerligt tæt op ad bogen, et vanvittigt studie i karakterskuespil og talentfulde filmtekniske udskejelser med snært af samfundsmæssig satire…
Hvad der virkelig skaber filmen er de to hovedrolleindehavere konstant overraskende og deliriske spil, der nærmest danner nye rammer for karakterskuespil! Johnny Depp er ubetalelig som den mumlende og stenede, men alligevel livlige og excentriske Raul Duke, en personifikation af forfatter Hunter S. Thompson! Benicio Del Toro leverer, ligesom Depp, en af karrierens mest hysteriske og overrumplende roller, som den fedladende og ualmindeligt grove sagfører Dr. Gonzo, der tjener som Dukes sagfører og rejsekompagnon! Sammen udgør de to et skudsikkert makkerpar og uden dem havde filmen været et trivielt og ligegyldigt trip, da de så at sige skaber filmen fra første billede til sidste! Vanen tro i Terry Gilliams film forekommer hele persongalleriet næsten ligeså vanvittigt som universet og det er ingen undtagelse i ”fear & loathing…”, da ingen personer i filmen kan påpeges at figurere helt almindeligt! Alle er mere eller mindre ude på overdrevet, hvilket virkelig er med til at give filmen sin snært af surrealisme og behjælper også at filmens dog lidt sparsomme kritik af de amerikanske værdier og normer i 70’erne får et ekstra skud…
Las Vegas er vel det oplagte miljø til en syret fortælling om jagten på Den Amerikanske Drøm, da den neofashionable og overfladiske livsstil og kitschede hoteller og lejligheder danner perfekt ramme til et syret og næsten afskåret folkefærd, der lever i deres egen illusion i en illusionernes by! Glæden og lykken er midlertidig, hvis overhovedet til stede og fordærvet og slummet lurer under den glitrende og glamourøse overflade! Og midt i al den umiddelbare glamour og det drømmende velfærd dukker så to syrehoveder op og splitter den pæne facade ad med deres grove og utilpassede væremåde! I bogen beskrives det endnu bedre hvordan man lader dem slippe af sted med næsten hvad som helst for ikke at slå hul på blæren og lade al betændelsen og fordærvet flyde op til overfladen og overtage den succesrige og glitrende forretning som Las Vegas nu engang er! Dette kommer også til udtryk på fremragende vis i Gilliams filmatisering og den konstant skiftende lyssætning, syrede settings og det maniske skuespil er typisk Gilliam, men passer som fod i hose som et billede af Las Vegas…
”Fear & loathing in las vegas” er i høj grad en film, der skal opleves for sit visuelle snit og syretrippende skuespil, for historien er på mange måder urelevant, selvom den danner glimrende grundlag for de syrede udsvævelser filmen igennem! Især bør det visuelle nævnes og eftersom Gilliam i mange facetter er en rendyrket visuel instruktør kan ingen klager berettiges på det punkt! Las Vegas er som sagt skildret som en by på en helt anden planet og med sit helt eget regelsæt og egen livsstil, hvilket gøres perfekt gennem Gilliams klassiske og let genkendelige varemærker og fingeraftryk! Skuespillet lever højt på de selvsamme fingeraftryk, da alle personer forekommer som vanvittige eksistenser ligesom tilfældet er i alle Gilliams film, og så naturligvis pga. næsten overnaturligt imponerende præstationer af Depp og Del Toro, der én gang for alle cementerer deres status som nogle af filmverdenens absolut mest seværdige skuespillere!
Trænger man til et syretrip uden euforiserende stoffer er ”fear & loathing…” et oplagt valg med sit visuelt fængende og fængslende udtryk og det gale persongalleri! I sandhed en vittig og original oplevelse, der må siges at være en ærværdig filmatisering af en fremragende bog og samtidig en syret og visuel overumplende perle …
"To the book-depository!!"
- Homer Simpson, "The Simpsons"
19/07-2005
