Everybody was kung-fu fighting
3.0
Nøj, hvor kan VHS være grimt. Det fandt jeg ud af, da jeg så actionfilminstruktøren Rob Cohens biopic om kung fu legenden Bruce Lee, som jeg gravede op af en brugtfilmsbutik. Billedet på dette VHS-bånd er mørkt, uskarpt og allerværst, det er tilskåret til 4:3 format.
Filmen i sig selv er ok kung fu underholdning, men ikke nogen god biopic. Den følger Bruce Lee fra hans debut i Hollywood til hans mystiske død. Efter den unge Bruce Lee (Jason Scott Lee) tæsker ubehøvlede britiske sømænd (der alle er voldtægtsforbrydere. Det er sjovt at se en amerikansk film påtage sig asiatisk paranoia) i bedste ”Fist of Fury”-stil, sender hans far ham til USA af frygt for dæmoner, der plager familien. Han får succes og kone og børn og masser af nævekampe til sin berømte død på højdepunktet af sin karriere.
Filmen er lidt en parodi på sig selv, da den benytter en hver lejlighed til at vise en slåskamp. Bruces første indskydelse, da en køkkenchef bliver sur over, at han flirter med datteren, er at sparke chefen over i et komfur, hvorefter køkkenchefen finder sin kødhakker frem. Eller da en flok racistiske college jocks vil smide ham ud af træningssalen, og han tæsker dem, mens han fyrer dumme one-liners af såsom, ”I'm no bastard, I'm Bruce Lee”. Eller når triaden i Californien ser sig sure på Bruce, fordi han træner ikke-asiatere, og de derfor finder en gammel kamparena til at give ham tæv.
Filmen dyrker derfor Bruce Lee, som det skrigende kung fu ikon han er i sine film, og den når ikke ind på manden, eller hvad han står for. Den forsøger at forholde sig til racisme, men kun på et overfladisk plan, da de færreste scener i filmen varer mere end 30 sek. Den forsøger at sige at racisme er skidt, mens den selv fremstiller asiatere (og amerikanere) ganske stereotypt.
Men det er jo ikke det, man ser denne type film for. Actiondelen af filmen er ganske OK uden alle de grimme CG-effekter og Wirefu-effekter, der dominerer mange film af denne type i dag. Den er heller ikke alt for fantastisk og utroværdig. Jason Scott Lee vækker lidt af den oprindelige Bruce Lees kampånd i filmen, og det i sig selv er prisværdigt. Ud over disse actionscener kunne filmen være en billig made-for-tv film med et dårligt manuskript og middelmådigt til dårligt skuespil.
Filmen i sig selv er ok kung fu underholdning, men ikke nogen god biopic. Den følger Bruce Lee fra hans debut i Hollywood til hans mystiske død. Efter den unge Bruce Lee (Jason Scott Lee) tæsker ubehøvlede britiske sømænd (der alle er voldtægtsforbrydere. Det er sjovt at se en amerikansk film påtage sig asiatisk paranoia) i bedste ”Fist of Fury”-stil, sender hans far ham til USA af frygt for dæmoner, der plager familien. Han får succes og kone og børn og masser af nævekampe til sin berømte død på højdepunktet af sin karriere.
Filmen er lidt en parodi på sig selv, da den benytter en hver lejlighed til at vise en slåskamp. Bruces første indskydelse, da en køkkenchef bliver sur over, at han flirter med datteren, er at sparke chefen over i et komfur, hvorefter køkkenchefen finder sin kødhakker frem. Eller da en flok racistiske college jocks vil smide ham ud af træningssalen, og han tæsker dem, mens han fyrer dumme one-liners af såsom, ”I'm no bastard, I'm Bruce Lee”. Eller når triaden i Californien ser sig sure på Bruce, fordi han træner ikke-asiatere, og de derfor finder en gammel kamparena til at give ham tæv.
Filmen dyrker derfor Bruce Lee, som det skrigende kung fu ikon han er i sine film, og den når ikke ind på manden, eller hvad han står for. Den forsøger at forholde sig til racisme, men kun på et overfladisk plan, da de færreste scener i filmen varer mere end 30 sek. Den forsøger at sige at racisme er skidt, mens den selv fremstiller asiatere (og amerikanere) ganske stereotypt.
Men det er jo ikke det, man ser denne type film for. Actiondelen af filmen er ganske OK uden alle de grimme CG-effekter og Wirefu-effekter, der dominerer mange film af denne type i dag. Den er heller ikke alt for fantastisk og utroværdig. Jason Scott Lee vækker lidt af den oprindelige Bruce Lees kampånd i filmen, og det i sig selv er prisværdigt. Ud over disse actionscener kunne filmen være en billig made-for-tv film med et dårligt manuskript og middelmådigt til dårligt skuespil.
19/07-2005
