Gyser åben for fortolkninger
4.0
Det er en noget misvisende handlingsbeskrivelse, som Scope-redaktionen har udstyret filmen med. Filmen opererer nemlig ikke med den meningsløse uagtsomhedsstraf, som horrorgenren normalt gør, men derimod med tro i form af frygt. "Candyman" er både en manifestation af - og et billede på vandrehistorien, spøgelseshistorien eller den grumme skæbnefortælling, som ganske vist har lidt trange kår i vore dage - måske navnlig hertillands og i resten af Europa.
Filmen, som bestemt ikke forløber konventionelt, er på det overordnede indholdsmæssige plan en kende forvirrende, da man lades grundigt i tvivl om, hvorvidt Helen Lyle (Madsen) rent faktisk har begået uhyrlighederne selv eller ej. Konklusionen er nok, at hun HAR gjort det, for ingen andre ser nogensinde myten "Candyman", men de TROR på den. Derfor ligner handlingen gudens straf over sin bespotter, som ender med selv at blive en del af samme myte (derfor "genopstår" den hævnende Helen i hendes mands fantasi til slut). Men intet af det er let at fastslå.
Der er dog andre muligheder for tolkninger: Måske en rejse ind i skizofreniens helvede. Eller en grotesk fantasi over frygten for at blive offer for for falske(?) anklager. Hybris med sadomasochistiske elementer.
Det er dog ikke uproblematisk med så mange uklarheder, og man risikerer let at få fornemmelsen af at overvære en usammenhængende instruktørfantasi, hvis man ikke forsøger at tænke i ovenstående baner. Det ville dog være synd, for filmen og Barkers litterære forlæg synes at være et ret originalt psykodramatisk påhit.
I mine øjne er filmens største problem nok Candymans lidt for kontante fysiske manifestation, som tilmed indtræffer ganske tidligt i filmen. Enhver gyser lever trods alt af frygten for det ukendte. Til gengæld er Lyles undsætning af babyen alene noget, som foregår i hendes eget hovede (er hun allerede død?) og derfor næppe en anledning til "sukker-kvababbelse".
Dukkeansigtet Virginia Madsen har underligt nok kun haft få helt store filmroller (måske bedst i "The Hot Spot" og sidste års "Sideways"). I "Candyman" løfter hun uomtvisteligt filmen qua afdæmpet og køligt spil.
Filmen, som bestemt ikke forløber konventionelt, er på det overordnede indholdsmæssige plan en kende forvirrende, da man lades grundigt i tvivl om, hvorvidt Helen Lyle (Madsen) rent faktisk har begået uhyrlighederne selv eller ej. Konklusionen er nok, at hun HAR gjort det, for ingen andre ser nogensinde myten "Candyman", men de TROR på den. Derfor ligner handlingen gudens straf over sin bespotter, som ender med selv at blive en del af samme myte (derfor "genopstår" den hævnende Helen i hendes mands fantasi til slut). Men intet af det er let at fastslå.
Der er dog andre muligheder for tolkninger: Måske en rejse ind i skizofreniens helvede. Eller en grotesk fantasi over frygten for at blive offer for for falske(?) anklager. Hybris med sadomasochistiske elementer.
Det er dog ikke uproblematisk med så mange uklarheder, og man risikerer let at få fornemmelsen af at overvære en usammenhængende instruktørfantasi, hvis man ikke forsøger at tænke i ovenstående baner. Det ville dog være synd, for filmen og Barkers litterære forlæg synes at være et ret originalt psykodramatisk påhit.
I mine øjne er filmens største problem nok Candymans lidt for kontante fysiske manifestation, som tilmed indtræffer ganske tidligt i filmen. Enhver gyser lever trods alt af frygten for det ukendte. Til gengæld er Lyles undsætning af babyen alene noget, som foregår i hendes eget hovede (er hun allerede død?) og derfor næppe en anledning til "sukker-kvababbelse".
Dukkeansigtet Virginia Madsen har underligt nok kun haft få helt store filmroller (måske bedst i "The Hot Spot" og sidste års "Sideways"). I "Candyman" løfter hun uomtvisteligt filmen qua afdæmpet og køligt spil.
20/07-2005
