Vanilla Sky

Jeg kan se mange af de kritikpunkter der gives udtryk for når man taler om Vanilla Sky og lad det være sagt: Ja, filmen er bygget på Abre Los Ojos, en fremragende Spansk film, men altså så jeg Vanilla Sky først, derfor forholder jeg mig til den som et originalt filmværk, som jeg elsker! Jeg så den to gange i biffen lige efter hinanden og var helt væk i den.
Og for nu at gå anmeldernes kritik om at den er pseudo-dyb i møde, så vil jeg gerne sige at jeg forstår 100% hvad de mener. Filmen er ikke filosofisk eller politisk korrekt, den er ikke en begavet og fin diskussion, men bærer en mere spirituel tilgang til livet, der pr definition ikke er velkommen i pressen.
Måske skal man være en følsom sjæl for at finde denne film vidunderlig, men jeg synes man skal være noget kynisk for slet ikke at falde for denne historie om at vælge livet som det er, fremfor at leve på uvirkelige fantasier. Jeg synes det er smukt hvordan David til sidst vælger the real life fremfor paradiset med Penelope hvor han har mulighed for at leve et uendeligt liv- noget mange jo drømmer om og som jo fx ligger til grund for den kristne kultur- at sikre sig en plads i himlen.. Her i filmen forstår man bare at himlen er en illusion, at der ikke findes noget paradis, men at livet består af the sour and sweet og kun kan opleves så længe vi har modsætninger at sammenligne fx. det gode og det dårlige..
Måske er det banalt, men jeg synes at filmen fremlægger nogle sandheder i livet på en smuk måde.
Filmen vil virkelg noget i modsætningen til 90 % at alle hollywood- såvel som danske film, der meget tit virkelig er banale!