60'er kitsch når det er bedst
5.0
”Barbarella” er nok noget af det dejligste 60'er camp, jeg har set. Den har det hele: Psykedeliske sci-fi effekter, en gal videnskabsmand, tætsiddende rumdragter, en dybt selvironisk humor ala James Bond, et supergroovy 60'er soundtrack og ikke mindst, en laber og smækker ung Jane Fonda som den lækre rumheltinde Barbarella, der må mange farer og så mange mænd (og kvinder) igennem, før hun redder universet.
Barbarella (Jane Fonda) er blevet valgt af præsidenten for galaksen til at finde videnskabsmanden Duran-Duran (det kendte 80'er band har taget navnet fra denne film), der truer verdensfreden med sit death ray-våben, som han har taget til en anden planet. Barbarella nødlander efter en magnetisk bølgestorm på planeten, hvor hun kommer ud i den ene fare efter den anden. Hun reddes af både en vildmarksjæger (Ugo Tognazzi), som lærer hende at værdsætte fysisk sex (i fremtiden sluger man bare følelsesforstærkende piller, og holder hinanden i hånden til håret flyver af). Hun hjælpes også af englen Pygar (John Phillip Law), som hun til gengæld hjælper med ”terapi”, så han kan flyve igen. I sidste ende må hun stå ansigt til ansigt med både den onde dronning (Anita Pallenberg), der med et forførende smil kalder hende pretty-pretty, og hendes kommandør (Milo O'Shea), der sætter hende i hans nydelsesorgel, hvor han vil slå hende ihjel med ekstrem nydelse.
Det hele lyder som ren soft-core exploitation, og det er det til dels også. Men det er dybt selvironisk og underholdende, og det bliver aldrig pornografisk (den fik endda oprindeligt en PG-rating i USA). Det hele kammer selvfølgelig over med maniske grin og dårlige effekter. Men det er samtidig et orgie i sen 60'er kitsch med alt det naive og ironiske personificeret i den smukke Barbarella. Da Barbarella tilbydes at ryge ”essence of man” i syndets hof trækker hun let på skuldrene med et ”why not?” udtryk i ansigtet og tager et hiv. Og da hun hører en flok sadister overfalde hendes engel, siger hun: ”A good many dramatic situations begin with screaming”. Hun har i det hele taget et uanstrengt forhold til det hele, fordi hendes og fremtidens mantra er ”love”. Det er fuldkommen i ånden af den naive periode filmen er lavet i, hvor rummet består psykedeliske billeder, og rumpaladser ser ud til at være designet af Andy Warhol (Hvem fik for resten den ide med at svømme i en kæmpestor vandpibe?).
I en kynisk tid som i dag er det herligt at se en film om Barbarella, der er så god, at den onde sump kaster hende op igen, da hun falder i den. Love.
Barbarella (Jane Fonda) er blevet valgt af præsidenten for galaksen til at finde videnskabsmanden Duran-Duran (det kendte 80'er band har taget navnet fra denne film), der truer verdensfreden med sit death ray-våben, som han har taget til en anden planet. Barbarella nødlander efter en magnetisk bølgestorm på planeten, hvor hun kommer ud i den ene fare efter den anden. Hun reddes af både en vildmarksjæger (Ugo Tognazzi), som lærer hende at værdsætte fysisk sex (i fremtiden sluger man bare følelsesforstærkende piller, og holder hinanden i hånden til håret flyver af). Hun hjælpes også af englen Pygar (John Phillip Law), som hun til gengæld hjælper med ”terapi”, så han kan flyve igen. I sidste ende må hun stå ansigt til ansigt med både den onde dronning (Anita Pallenberg), der med et forførende smil kalder hende pretty-pretty, og hendes kommandør (Milo O'Shea), der sætter hende i hans nydelsesorgel, hvor han vil slå hende ihjel med ekstrem nydelse.
Det hele lyder som ren soft-core exploitation, og det er det til dels også. Men det er dybt selvironisk og underholdende, og det bliver aldrig pornografisk (den fik endda oprindeligt en PG-rating i USA). Det hele kammer selvfølgelig over med maniske grin og dårlige effekter. Men det er samtidig et orgie i sen 60'er kitsch med alt det naive og ironiske personificeret i den smukke Barbarella. Da Barbarella tilbydes at ryge ”essence of man” i syndets hof trækker hun let på skuldrene med et ”why not?” udtryk i ansigtet og tager et hiv. Og da hun hører en flok sadister overfalde hendes engel, siger hun: ”A good many dramatic situations begin with screaming”. Hun har i det hele taget et uanstrengt forhold til det hele, fordi hendes og fremtidens mantra er ”love”. Det er fuldkommen i ånden af den naive periode filmen er lavet i, hvor rummet består psykedeliske billeder, og rumpaladser ser ud til at være designet af Andy Warhol (Hvem fik for resten den ide med at svømme i en kæmpestor vandpibe?).
I en kynisk tid som i dag er det herligt at se en film om Barbarella, der er så god, at den onde sump kaster hende op igen, da hun falder i den. Love.
22/07-2005
