Rå og brutal

Jeg skulle lige fordøje Sin city et stykke tid, for filmen ligner ikke noget man har set før, og med sin voldsomme historie skulle jeg lige tygge på den før jeg kunne bedømme den, men som i kan se kom jeg frem til at det var en suveræn film.

Sin city består af en masse historier vævet ind i hinanden, men man kan lige nævne de tre vigtigste.
Marv ( Mickey Rourke) vågner op ved siden af sit livs "kærlighed", luderen Goldie (Jamie King), som er blevet myrdet. Han går på jagt efter at få hævn, ved at myrde sig frem til informationer om hvem der slog hende ihjel, hvilket viser sig at strække sig op igennem de højst rangede i byen.

Strømeren Hartigan (Bruce Willis) finder på sin sidste nat på jobbet frem til den sadistiske sexforbryder, senatorsønnen Roark, og redder hans planlagte offer Nancy. Han bliver dog selv anklaget, og efter mange år i fængsel, er der kun en ting der betyder noget, at beskytte Nancy (Jessica Alba) mod hans fjender.

Dwight (Clive Owen) roder sig ud i en hel masse problemer, da han og gamle flamme, luderen Gail (Rosario Dawson) og hendes piger, slår Dwight's kæreste's voldelige eks kæreste ihjel. Det viser sig desværre at svinet var strømer, og det bliver et kapløb med tiden for at forhindre både Mafiaen og politiet i at finde ud af hvd de har gjort.

Skuespillerne er alle perfekte i rollerne, ikke en eneste fejlcasting efter min mening. Mest begejstret blev jeg for Clive Owen's rå Dwight, og Benicio del Toro's psykopatisme. Men også Mickey Rourke var fantastisk med sin lidende brutalitet. Bruce Willis var god, men leverede mest den samme ærlige men hårde "good guy".
På den kvindelige side blev jeg meget positivt overrasket over Jessica Alba's sødme og åbenhed. Ikke at forglemme var også Rosario Dawson glimrende i rollen som den sexede og blodtørstige Gail, og heller ikke en udmærket Jamie King i rollen som Wendy og Goldie skal man kimse af.

Filmen er fantastisk rent grafisk, sort hvid, med enkelte farveeksplosioner danner et dystert og råt miljø for den brutale storby. Historien er måske ikek så nytænkende, men man tænker ikke over det, når man bliver suget ind i Sin city's voldsomme og voldelige verden. Filmen er ekstremt voldelig, men volden bliver ikke sminket til at være andet end den er, brutal og klam. Desuden ser man tydeligt Tarantino's groteskt voldelige humor ved filmens morsomme steder, som især kommer til udtryk i Dwight's del af historien. Det eneste jeg savner lidt i dette storstilede blodbad er en smule håb. Filmen er sort, sort sort uden noget lys.