Bruckheimer Skammer Sig Næppe
1.0
men det burde han måske gøre.....
To venner (O’Connell, Anderson) fra New York sendes til Australien af mafiaen, for at aflevere 50.000 dollars. Da de mister pengene til en kænguru kommer de i store problemer.
Den talentløse McNally, der også instruerede den rædselsfulde ”Coyote Ugly”, har atter allieret sig med den aldeles smagsløse producent Jerry Bruckheimer, for hvem der ingen bundgrænse er for hvad han vil lægge navn til at lort, blot det tjener penge, og resultatet er blevet mere eller mindre lige så skamløst ringe som med netop ”Coyote Ugly”.
Handlingen er så tåbelig og uinspirerende, at man kunne mistænke et mindre barn for at stå bag, men det kunne man måske tilgive lidt, hvis blot filmen kunne levere et godt grin. Det kan den ikke, næsten ikke i hvert fald, for en enkelt gang eller to trækker man da overbærende på smilebåndet, det er trods alt så kønsløst at man dårligt gider blive harm, kun over at man kan sælge skidt som dette og i det helt taget prøver. Men filmen blev ufatteligt nok en økonomisk succes, så måske er der visse dele af publikum der ikke har fortjent bedre.
I hovedrollerne er O’Connell atter engang blot ludkedelig, mens Anderson er mere irriterende end egentlig sjov, ja faktisk kun irriterende. Warren er flot for os husarer måske, men også intetsigende. Jeg vil slet ikke komme ind på, hvad jeg tænker om Walken efter at have set ham i denne her pinagtighed.
Det er dilettantisk filmhåndværk når det er værst, både ideer og handling og eneste pæne ting man kan sige om filmen er, at den computeranimerede kænguru er ganske overbevisende lavet.
Men kan man grine af pruttelyde og ferskt barnlige dialoger og skrigerier fra vore to antihelte, så skal filmen da nok gøre lykke, i hvert fald indtil man bliver 5 år eller mindre.
To venner (O’Connell, Anderson) fra New York sendes til Australien af mafiaen, for at aflevere 50.000 dollars. Da de mister pengene til en kænguru kommer de i store problemer.
Den talentløse McNally, der også instruerede den rædselsfulde ”Coyote Ugly”, har atter allieret sig med den aldeles smagsløse producent Jerry Bruckheimer, for hvem der ingen bundgrænse er for hvad han vil lægge navn til at lort, blot det tjener penge, og resultatet er blevet mere eller mindre lige så skamløst ringe som med netop ”Coyote Ugly”.
Handlingen er så tåbelig og uinspirerende, at man kunne mistænke et mindre barn for at stå bag, men det kunne man måske tilgive lidt, hvis blot filmen kunne levere et godt grin. Det kan den ikke, næsten ikke i hvert fald, for en enkelt gang eller to trækker man da overbærende på smilebåndet, det er trods alt så kønsløst at man dårligt gider blive harm, kun over at man kan sælge skidt som dette og i det helt taget prøver. Men filmen blev ufatteligt nok en økonomisk succes, så måske er der visse dele af publikum der ikke har fortjent bedre.
I hovedrollerne er O’Connell atter engang blot ludkedelig, mens Anderson er mere irriterende end egentlig sjov, ja faktisk kun irriterende. Warren er flot for os husarer måske, men også intetsigende. Jeg vil slet ikke komme ind på, hvad jeg tænker om Walken efter at have set ham i denne her pinagtighed.
Det er dilettantisk filmhåndværk når det er værst, både ideer og handling og eneste pæne ting man kan sige om filmen er, at den computeranimerede kænguru er ganske overbevisende lavet.
Men kan man grine af pruttelyde og ferskt barnlige dialoger og skrigerier fra vore to antihelte, så skal filmen da nok gøre lykke, i hvert fald indtil man bliver 5 år eller mindre.
24/07-2005
