those unoriginal fockers!

Meet the Parents fra 2000 var en latterrig, langtidsholdbar og ganske charmerende komedie, der med en simpel og meget relationsvenlig præmis (det første møde med svigerforældrene, hvor alt kan gå galt) fuldt ud fortjente den massive succes, som den fik. Instruktøren Jay Roach var mest kendt for crazy-komedierne om en meget behåret og selvkærlig agent (Austin Powers-filmene var humoristiske værker af en betydelig kvalitet, selvom det meste af rosen nok nærmere skulle gå til Mike Meyers og ikke Roach selv), men havde også udvist flair og elegance for mere nedtonet og troværdig komik med den seværdige Mystery, Alaska. Den oprindelige films store succes gjorde naturligvis, at en fortsættelse omhandlende Ben Stillers hårde prøvelser var uundgåelig. Meet the Fockers (der i alle tilfælde da kan prale af en modig titel) blev ligeledes en kommerciel kæmpesucces, men den besidder absolut ingen af Meet the Parent’s tårnhøje komiske kvaliteter, og er intet andet end en uoriginal, pinlig umorsom og stedvis hamrende irriterende affære.

Ben Stiller besætter endnu engang hovedrollen som den navnkundige Gaylord Focker, men Stiller virker forbavsende uinspireret og uengageret. For hans vedkommende er det tydeligvis pengebundtet, der i sin tid tiltrak ham til projektet, og al den hjertensgode sympati, man opbyggede for ham i den første film, er fuldstændig forsvundet her, da Stiller opfører sig så komplet ulogisk og utroværdigt, at man krummer tæer. Heldigvis er birollerne dog velbesatte. Blythe Danner og Teri Polo får muligvis ikke nok spilletid som henholdsvis overbærende mor og hårdt prøvet kæreste, men legenden Robert De Niro nyder tydeligvis atter at træde tilbage i rollen som psykotisk og meget overbeskyttende far. De sande scoops er dog Barbara Streisand (der blev trukket ud fra frivilligt filmeksil) og en meget veloplagt og urkomisk Dustin Hoffman som Stillers seksuelt frisindede forældre (naturligvis kontrasterende De Niros livsstilsopfattelse), der prioriterer spontanitet og kærlighed til hinanden frem for alt. Naturligvis er der en evident morale i Meet the Fockers omkring at gribe livet og nyde familien i stedet for at prøve at styre den, og denne morale serveres så tommetykt og nedladende åbenlyst, at selv babyer og liderlige hunde kunne følge med.

Handlingen i Meet the Fockers udfolder sig ud fra præcis samme grundstruktur som den forrige film, og den allestedsnærværende forudsigelighed ødelægger de mange oplagte og håbløst konstruerede vitser. Man har tillige kastet alle hæmninger overbord, hvorved filmen er en både overlæsset og overgearet komedie, indeholdende megen slapstick uden nogen form for charme. Man dobbelttjekker nødvendigvis lige instruktørcredits, for det ville give en del mere mening, hvis Farrelly-brødrene havde stået bag dette skuffende makværk. Der er dog enkelte lyspunkter; som sagt er Hoffman en fornøjelse og ekstrem humørsmittende, og Stillers eneste morsomme sekvens (’sandhedsserum’) vækker da en god portion latter. Ydermere frydes man over to fremragende og længere cameos af Tim Blake Nelson (return to your ve-hi-cle) og Owen Wilson, der uden tvivl er en af mine yndlingskomikere.

Den spinkle dramatik i Meet the Fockers er anstrengende, og den langtrukne og banale historie keder publikum op til flere gange. Nu er jeg muligvis en tand for kritisk overfor denne ultimative unødvendige fortsættelse, da Meet the Parents var så fremragende en film. Man kan dog ikke komme udenom, at Meet the Fockers er en uengagerende og doven komedie, der sjældent vækker latter. Sikke en skuffelse…