Bittersweet symphony
5.0
Berettiget anmelderrost, karakterdreven og alvorsfuld kærlighedsdrama, der er baseret på et teaterstykke af Patrick Marber. Marber har på manuskriptsiden selv adapteret sit stykke til filmmediet, og Closer må siges at være en meget vellykket og excellent konvertering. Det er den garvede og rutinerede filmmager Mike Nichols, der står bag iscenesættelsen, og han bibringer en original menneskelig indsigt til projektet, hvorved Closer må siges at være hans bedste film i umindelige tider, og Nichols’ kvalitative instruktion får her nærmest en renæssance efter en del år med svage og umindeværdige film.
Det er nemt at afskrive Closer som en afstumpet og misantropisk portræt af forblindet elskovssyge og selvdestruerende mennesker, men på trods af at Nichols’ indfaldsvinkel utvivlsomt kan kategoriseres som pessimistisk, så er filmen en hudløs ærlig og meget realistisk beskrivelse af fire ulyksalige mennesker, hvis veje konstant krydses gennem den individuelles utilfredse sind. Closer er klinisk renset for overromantiserede og søgte handlingstråde, hvorved den bliver et atypisk produkt fra den amerikanske filmindustris ellers så eskapistiske drømmefabrik, og filmen er desto meget mere nærgående og intens. Som publikum er man vidne til et uglorificerende kærlighedsdrama, der både er uhyggelig rammende, tankevækkende og ultimativt uafrystelig. Filmen indledes med en meget smuk og nærmest hjerteskærende sekvens, akkompagneret af Damien Rice’s rørende The Blower’s Daugther, hvor to af hovedkaraktererne indrammes på en surrealistisk og malerisk måde. En indledning, der starter, hvor de fleste romantiske kærlighedsfilm slutter. Nichols og Marber vil dog visualiserer og beskrive mere end bare den euforiserende lyksalighed, som kærligheden eksekverer en med, og går derfor bag den sentimentale og sukkersøde facade og viser de bedrageriske intriger og følelsestomme handlinger, som parterne involverede til tider udlever. Det er råt, sørgeligt og i særdeleshed både tragisk og nødvendigt at overvære.
Closer er i besiddelse af en meget stærk og talentfuld ensemblecast, der skal levendegøre komplekse og menneskelig nuancerede karakterer. Publikums sympati er aldrig stadfæstet hos en person, men skifter avanceret i takt med historieudfoldelsen. Jude Law viser endnu engang topklassespil som den dagdrømmende wannabe-forfatter, der forelsker sig dybt og inderligt i den mystiske stripper, eminent spillet af Natalie Portman. Law er som ingen andre karakterer i filmen ubevidst selvdestruerende, der kaster om sig med klichefyldte og tåbelige floskler som ’you’ve ruined my life’, og hans eksistens viser sig da også slutteligt at være den mest tragiske og deprimerende. Og dette er på trods af, at han som den eneste person i filmen udvikler sig betydeligt og finder en form for selverkendelse, der dog ikke leder til den forventede lykkelighed. Man forstår fuldt ud Laws (og senere Owens) dybe forelskelse og fascination omkring Portman, der ikke kun er uglamourøs og naturlig gudesmuk, men også en af øjeblikkets mest talentfulde og opsigtsvækkende skuespillerinde, der svinger perfektibelt mellem de kommercielle film (Lucas’ eventyr) og de mere independent-prægede og udfordrende værker (denne og Zach Braffs ubeskrivelige og hjertefyldte Garden State). Julia Roberts fralægger sig alle stjernenykker og er forbavsende afdæmpet og indædt som fotografen, der har så forskruet en psyke, at hun ikke føler, hun fortjener lykke og tryghed. Dette tror vi som publikum, at hun finder i Clive Owens karakter, hvis introduktion latterliggøres så meget af Nichols, at det næsten bliver unødvendig pinagtigt. Senere forstår man dog Nichols’ valg, da Owen viser sig at være seksuelt realitetsfraværende, hamrende manipulerende og uhyggelig selvcentreret. Clive Owen agerede Laws karakter i det oprindelige teaterstykke, men i rollen som den frustrerede Larry er hans simpelthen så sublim og indsigtsfuld, at man taber både mund og næse i bare forbavselse over hans geniale portrættering af en velartikuleret, men ynkelig og ret så stupid mand. Owen er på næsten ingen tid blevet en af mine yndlingsskuespillere (det er endda nemt at tilgive ham for hans overfladiske spil i Fuquas tamme King Arthur), og at se ham i intenst sammenspil med Portman i denne fremragende film, er nærmest en åbenbaring.
Disse selvcentrerede individer besidder op til flere simultane personlighedssvagheder. De gemmer sig alle bag en nærmest grotesk og rastløs facade, der indikeres gennem spejle, chatforums og erhverv (Roberts er fotograf, Law er eskapistisk forfatter, Owen er hudlæge og Portman stripper (nice…)). Deres selvindbildte tilværelse er intet andet end hyklerisk selvbedrag, og Nichols’ intentioner har været at tegne realistiske portrætter af følelsesmæssige afstumpede personer. Slutningen rammer publikum som et chok. Portman har gennem sit søde udseende og tilstedeværende oprigtighed været det nærmeste publikum kommer på et konstant følelsesholdepunkt. Det viser sig dog, at hun af alle personerne har været den mest ondskabsfulde karakter, der ikke kun har gemt sig for sig selv bag en fiktiv facade, men også skrider fra de mange begivenheder uden evident personlighedsforandring. Dette symboliserer Nichols med samme kameraindstilling og bagvedliggende musik som i indledningssekvensen.
Det psykologiske portræt er både indfølt og meget troværdigt, og understøttes perfekt af den superbe, meget velskrevne og naturalistiske dialog, der serveres med stor indsigt fra skuespillernes side. Nichols balancerer fornemt mellem den nådesløse dramatik og sorte humor, der i denne films tilfælde dog ikke er befriende, men fundamenterer i stedet trøstesløsheden og de involveredes til tider manglende menneskelighed. Closer er befriende fri for politisk korrekte meninger og postulater, men på trods af, at den til tider nærmest svælger i depressioner, så kan den ikke undsige sig at være yderst rørende. Især de to sekvenser, hvor Portman udviser sin skrøbelighed og fordømmende selvopfattelse og Owen portrætterer frustration ubeskriveligt efter at disse to er blevet vraget af deres respektive kærlighedspartnere, er uforglemmelige og dybt bevægende. De store spring i tiden og den til tider ukronologisk fortalt handling, skal i publikum fremmane den fragmentariske kærlighedsfølelse og karakterernes manglende stillingtagen og beslutsomhed. Den korte samtale omkring den darwinistiske tro indikerer både troen på en ikke-fastlagt og skæbnebestemt fremtid (og fremhæver derved meningsløsheden), og dyreverdenens simplicitet, hvor komplicerede menneskelige følelser ikke tilhører.
Closer er det bedste drama, jeg har set i lange tider, og Nichols fortjener megen ros og respekt for hans kompromisløse iscenesættelse af de komplekse karakterer og det abstrakte begreb kærlighed. I tæt og beundringsværdigt samarbejde med de fantastiske skuespillere, leverer han en kompliceret og udfordrende film, der ikke lefler for publikums velbehag. Closer er ikke helt et mesterværk, men den fortjener nu alligevel de famøse 5 stjerner, ikke mindst på grund af skuespillernes (især Portman og Owen) pragtpræstationer.
Det er nemt at afskrive Closer som en afstumpet og misantropisk portræt af forblindet elskovssyge og selvdestruerende mennesker, men på trods af at Nichols’ indfaldsvinkel utvivlsomt kan kategoriseres som pessimistisk, så er filmen en hudløs ærlig og meget realistisk beskrivelse af fire ulyksalige mennesker, hvis veje konstant krydses gennem den individuelles utilfredse sind. Closer er klinisk renset for overromantiserede og søgte handlingstråde, hvorved den bliver et atypisk produkt fra den amerikanske filmindustris ellers så eskapistiske drømmefabrik, og filmen er desto meget mere nærgående og intens. Som publikum er man vidne til et uglorificerende kærlighedsdrama, der både er uhyggelig rammende, tankevækkende og ultimativt uafrystelig. Filmen indledes med en meget smuk og nærmest hjerteskærende sekvens, akkompagneret af Damien Rice’s rørende The Blower’s Daugther, hvor to af hovedkaraktererne indrammes på en surrealistisk og malerisk måde. En indledning, der starter, hvor de fleste romantiske kærlighedsfilm slutter. Nichols og Marber vil dog visualiserer og beskrive mere end bare den euforiserende lyksalighed, som kærligheden eksekverer en med, og går derfor bag den sentimentale og sukkersøde facade og viser de bedrageriske intriger og følelsestomme handlinger, som parterne involverede til tider udlever. Det er råt, sørgeligt og i særdeleshed både tragisk og nødvendigt at overvære.
Closer er i besiddelse af en meget stærk og talentfuld ensemblecast, der skal levendegøre komplekse og menneskelig nuancerede karakterer. Publikums sympati er aldrig stadfæstet hos en person, men skifter avanceret i takt med historieudfoldelsen. Jude Law viser endnu engang topklassespil som den dagdrømmende wannabe-forfatter, der forelsker sig dybt og inderligt i den mystiske stripper, eminent spillet af Natalie Portman. Law er som ingen andre karakterer i filmen ubevidst selvdestruerende, der kaster om sig med klichefyldte og tåbelige floskler som ’you’ve ruined my life’, og hans eksistens viser sig da også slutteligt at være den mest tragiske og deprimerende. Og dette er på trods af, at han som den eneste person i filmen udvikler sig betydeligt og finder en form for selverkendelse, der dog ikke leder til den forventede lykkelighed. Man forstår fuldt ud Laws (og senere Owens) dybe forelskelse og fascination omkring Portman, der ikke kun er uglamourøs og naturlig gudesmuk, men også en af øjeblikkets mest talentfulde og opsigtsvækkende skuespillerinde, der svinger perfektibelt mellem de kommercielle film (Lucas’ eventyr) og de mere independent-prægede og udfordrende værker (denne og Zach Braffs ubeskrivelige og hjertefyldte Garden State). Julia Roberts fralægger sig alle stjernenykker og er forbavsende afdæmpet og indædt som fotografen, der har så forskruet en psyke, at hun ikke føler, hun fortjener lykke og tryghed. Dette tror vi som publikum, at hun finder i Clive Owens karakter, hvis introduktion latterliggøres så meget af Nichols, at det næsten bliver unødvendig pinagtigt. Senere forstår man dog Nichols’ valg, da Owen viser sig at være seksuelt realitetsfraværende, hamrende manipulerende og uhyggelig selvcentreret. Clive Owen agerede Laws karakter i det oprindelige teaterstykke, men i rollen som den frustrerede Larry er hans simpelthen så sublim og indsigtsfuld, at man taber både mund og næse i bare forbavselse over hans geniale portrættering af en velartikuleret, men ynkelig og ret så stupid mand. Owen er på næsten ingen tid blevet en af mine yndlingsskuespillere (det er endda nemt at tilgive ham for hans overfladiske spil i Fuquas tamme King Arthur), og at se ham i intenst sammenspil med Portman i denne fremragende film, er nærmest en åbenbaring.
Disse selvcentrerede individer besidder op til flere simultane personlighedssvagheder. De gemmer sig alle bag en nærmest grotesk og rastløs facade, der indikeres gennem spejle, chatforums og erhverv (Roberts er fotograf, Law er eskapistisk forfatter, Owen er hudlæge og Portman stripper (nice…)). Deres selvindbildte tilværelse er intet andet end hyklerisk selvbedrag, og Nichols’ intentioner har været at tegne realistiske portrætter af følelsesmæssige afstumpede personer. Slutningen rammer publikum som et chok. Portman har gennem sit søde udseende og tilstedeværende oprigtighed været det nærmeste publikum kommer på et konstant følelsesholdepunkt. Det viser sig dog, at hun af alle personerne har været den mest ondskabsfulde karakter, der ikke kun har gemt sig for sig selv bag en fiktiv facade, men også skrider fra de mange begivenheder uden evident personlighedsforandring. Dette symboliserer Nichols med samme kameraindstilling og bagvedliggende musik som i indledningssekvensen.
Det psykologiske portræt er både indfølt og meget troværdigt, og understøttes perfekt af den superbe, meget velskrevne og naturalistiske dialog, der serveres med stor indsigt fra skuespillernes side. Nichols balancerer fornemt mellem den nådesløse dramatik og sorte humor, der i denne films tilfælde dog ikke er befriende, men fundamenterer i stedet trøstesløsheden og de involveredes til tider manglende menneskelighed. Closer er befriende fri for politisk korrekte meninger og postulater, men på trods af, at den til tider nærmest svælger i depressioner, så kan den ikke undsige sig at være yderst rørende. Især de to sekvenser, hvor Portman udviser sin skrøbelighed og fordømmende selvopfattelse og Owen portrætterer frustration ubeskriveligt efter at disse to er blevet vraget af deres respektive kærlighedspartnere, er uforglemmelige og dybt bevægende. De store spring i tiden og den til tider ukronologisk fortalt handling, skal i publikum fremmane den fragmentariske kærlighedsfølelse og karakterernes manglende stillingtagen og beslutsomhed. Den korte samtale omkring den darwinistiske tro indikerer både troen på en ikke-fastlagt og skæbnebestemt fremtid (og fremhæver derved meningsløsheden), og dyreverdenens simplicitet, hvor komplicerede menneskelige følelser ikke tilhører.
Closer er det bedste drama, jeg har set i lange tider, og Nichols fortjener megen ros og respekt for hans kompromisløse iscenesættelse af de komplekse karakterer og det abstrakte begreb kærlighed. I tæt og beundringsværdigt samarbejde med de fantastiske skuespillere, leverer han en kompliceret og udfordrende film, der ikke lefler for publikums velbehag. Closer er ikke helt et mesterværk, men den fortjener nu alligevel de famøse 5 stjerner, ikke mindst på grund af skuespillernes (især Portman og Owen) pragtpræstationer.
25/07-2005
