Slagkraftig katastrofe!
4.0
“Deep Impact” er velsagtens en klassisk katastrofefilm i den forstand at det vrimler med selvopofrende og heroiske indsatser fra dagligdagens mennesker, men så sandelig også fra astronauter, præsidenter og andre mere velsete personer, og sentimentaliteten ser da heller ingen grænser i denne omgang! Filmen er på mange punkter en rigtig tåreperser med hjerteskærende afskedsscener og ægte kærlighed, men til gengæld formidles det hele overraskende godt og kvalmegrænsen bliver på forbløffende vis aldrig overtrådt på trods af et voldsomt udbud af scener der burde være leverandør af kvalm Hollywoodsk sentimentalitet! Desuden styrkes filmen også af slagkraftige og yderst effektfulde actionscener, der selv i dag, 8 år senere, virker utroligt troværdige og vellykkede og giver ”The Day After Tomorrow” skarp konkurrence når det gælder altødelæggende tsunamier…
Historien om en komet med kurs mod jorden blev fortalt på næsten samme måde, da flødebollen Michael Bay gav sig i kast med et lignende projekt i form af ”Armageddon” hvor Bruce Willis og et hold af ligeså stærke flødeboller måtte igennem samme omgang som Robert Duvall og hans mere menneskelige crew må igennem i ”Deep Impact”! Forskellen på disse film er blot at ”Armageddon” er en uhyrlig omgang larmoyant tis med overrumplende patriotisk undertoner og Bruce Willis og Ben Affleck som astronauter, mens ”Deep Impact” formår at give en lidt mørkere og mere realistisk skildring af dommedag og dagene op til, hvor jorden hærges at vold, røverier og andre unoder! Derudover er de følsomme scener, der i Michael Bays film fuldstændig tager overhånd noget mere virkelighedstro og danner bedre ramme om katastrofen, som trods alt er i fokus hele filmen igennem! Ydermere er historien noget mere kringlet og spændende end Bruce Willis’ lige på og hårde konfrontation med asteroider og rummets hemmeligheder! Meteoren, der ligger sig i en fatal bane med kurs mod vor elskede planet bliver opdaget længe før journalisten Jenny (Téa Leoni) ved et tilfælde kommer på sporet af et storstilet projekt, der i al hemmelighed er blevet til i samarbejde mellem verdens statsoverhoveder! ”Messias” som projektet med god grund hedder er en udflugt til kometen, hvor et hold toptrænede astronauter skal plante en række atombomber og forhåbentlig sprænge meteoren i stumper og stykker! Imens venter jorden i spænding og gør sig langsomt klar på katastrofen…
Skuespillerne, der her er stillet op er typisk Hollywood, nemlig pæne og nydelige mennesker, der skal foregive at repræsentere ”the everyday man” og det lykkes forbavsende nok glimrende og hver især har de små problemer at bakse med imens katastrofen hænger over deres hoveder! Skuespillet fungerer derfor også udmærket og især gør Robert Duvall som altid en fin figur om end dette må siges at være en af hans lettere roller! Sammen med hans hold af unge astronauter, der naturligvis ikke tror på hans evner og hans muligheder for en vellykket landing på kometen, hvilket naturligvis udløser nogle spændinger (der dog hurtigt fiser ud i det rene ingenting!), udgør han den ene og vel nok mest velspillende del af filmen, da man nede på jorden må trives med præstationer, der snildt kan kategoriseres som ”gennemsnitlige”! Téa Leoni yder dog om ikke andet en tilforladelig og faktisk ganske følsom præstation, mens Elijah Wood blot kan ses som ung, lettere nørdet teenageknægt! Morgan Freeman som USA's præsident (ja, så ved man da, at man har med science fiction at gøre!) lever også højt på rutinen og gør lige præcis hvad der forventes og intet mere, men heldigvis er skuespillerne heller ikke i fokus konstant for ”the impending disaster” er trods alt filmens egentlig hovedperson, og en lang række flotte effekter lader ikke meget tilbage at ønske på den front…
Uden at spolere alt for meget af glæden kan jeg vel nok slippe af sted med at sige, at menneskeheden ikke helt kan se sig fritaget for kometnedslag, da en voldsom en af slagsen i hvert fald lander lige midt i Atlanterhavet og udløser en sand dominoeffekt af sprudlende og hæsblæsende computeranimationer! Flodbølgen, der forståelig nok bliver skabt ved nedslaget svømmer ind over Amerikas østkyst og bragende flotte effekter illustrerer effektivt hvor inspirationen til selv samme scene i ”The Day After Tomorrow” kommer fra! Flot er det og destruktivt er det så sandelig også! Selve katastrofen bliver skildret med utrolig dygtighed og selvom filmen efterhånden har en del år på bagen formår effekterne alligevel at imponere og bjergtage! Ikke kun katastrofen, men også scenerne ude i rummet, hvor Robert Duvall kæmper mod tiden, er umådeligt flotte og selve landingen på kometen er yderst fremragende!
Men filmens effekter og trivielle skuespilpræstationer ville næppe være nok til at imponere denne anmelder og derfor glæder det undertegnede, at filmen er en anelse mere mørk, dyster og sortsynet en mange af sine andre konkurrenter i genren! Det faktum, at jorden faktisk har underkastet sig katastrofen og dens fornuftigvis katastrofale følger og udslettelse af menneskeheden, giver udslag i udgravninger af voldsomme bunkere i Missouris bjerge, hvor nyheden om at kun et par millioner mennesker kan huses skaber vild forvirring og kaos i byerne, og folk forsøger forgæves at flygte fra kysten! En lang række mere eller mindre tilfældigt udvalgte mennesker får adgang til bunkeren og det skaber godt grundlag for moralske spekulationer personerne imellem og spørgsmål om hvor vidt den ene eller den anden nu engang har fortjent at komme i sikkerhed dukker unægtelig op blandt de udvalgte og de mere uheldige, der overlades til skæbnen! Uden denne side af den altoverskyggende ulykke var filmen muligvis endt som et effektjagende og ligegyldigt monster af en film, men her kommer de personlige dilemmaer op til overfladen (dog i en noget Hollywoodsk indpakning!) og behjælper at filmens slagkraft bliver noget hårdere, om end stadig meget politisk korrekt…
Al den sentimentalitet der sagtens kunne have været drevet ud af en film som denne holdes heldigvis også på et lavt niveau og selvom der ikke er tal på alle de afskedsscener og andet storskrydende bavl virker det på en måde mere oprigtigt end i så mange andre film, hvilket nok understøttes af trods alt effektive skuespillere! Eller måske bare det faktum at undertegnede er elendig til disse tåreperser, og film som ”Titanic” fik mig til at flæbe som et lille barn! Normalt har disse katastrofefilm dog noget nær ingen effekt på mig, men førnævnte film har takket være de åbenlyse kvaliteter, vellykkede produktion og effektfulde scener fået krammet på mig, og samme tilfælde har vi at gøre med her! ”Deep Impact” kan i manges øjne sikkert godt være en nådesløs omgang smør, men i mit tilfælde fik den forrygende blanding af storslået action, visuelle pragt og menneskelig psykologi og moral dog taget på mig og holdt mig fast i alle 118 minutter!
"No, not the candy, Mr. Funny Person!!"
- Jerry Stiller, "The King of Queens"
Historien om en komet med kurs mod jorden blev fortalt på næsten samme måde, da flødebollen Michael Bay gav sig i kast med et lignende projekt i form af ”Armageddon” hvor Bruce Willis og et hold af ligeså stærke flødeboller måtte igennem samme omgang som Robert Duvall og hans mere menneskelige crew må igennem i ”Deep Impact”! Forskellen på disse film er blot at ”Armageddon” er en uhyrlig omgang larmoyant tis med overrumplende patriotisk undertoner og Bruce Willis og Ben Affleck som astronauter, mens ”Deep Impact” formår at give en lidt mørkere og mere realistisk skildring af dommedag og dagene op til, hvor jorden hærges at vold, røverier og andre unoder! Derudover er de følsomme scener, der i Michael Bays film fuldstændig tager overhånd noget mere virkelighedstro og danner bedre ramme om katastrofen, som trods alt er i fokus hele filmen igennem! Ydermere er historien noget mere kringlet og spændende end Bruce Willis’ lige på og hårde konfrontation med asteroider og rummets hemmeligheder! Meteoren, der ligger sig i en fatal bane med kurs mod vor elskede planet bliver opdaget længe før journalisten Jenny (Téa Leoni) ved et tilfælde kommer på sporet af et storstilet projekt, der i al hemmelighed er blevet til i samarbejde mellem verdens statsoverhoveder! ”Messias” som projektet med god grund hedder er en udflugt til kometen, hvor et hold toptrænede astronauter skal plante en række atombomber og forhåbentlig sprænge meteoren i stumper og stykker! Imens venter jorden i spænding og gør sig langsomt klar på katastrofen…
Skuespillerne, der her er stillet op er typisk Hollywood, nemlig pæne og nydelige mennesker, der skal foregive at repræsentere ”the everyday man” og det lykkes forbavsende nok glimrende og hver især har de små problemer at bakse med imens katastrofen hænger over deres hoveder! Skuespillet fungerer derfor også udmærket og især gør Robert Duvall som altid en fin figur om end dette må siges at være en af hans lettere roller! Sammen med hans hold af unge astronauter, der naturligvis ikke tror på hans evner og hans muligheder for en vellykket landing på kometen, hvilket naturligvis udløser nogle spændinger (der dog hurtigt fiser ud i det rene ingenting!), udgør han den ene og vel nok mest velspillende del af filmen, da man nede på jorden må trives med præstationer, der snildt kan kategoriseres som ”gennemsnitlige”! Téa Leoni yder dog om ikke andet en tilforladelig og faktisk ganske følsom præstation, mens Elijah Wood blot kan ses som ung, lettere nørdet teenageknægt! Morgan Freeman som USA's præsident (ja, så ved man da, at man har med science fiction at gøre!) lever også højt på rutinen og gør lige præcis hvad der forventes og intet mere, men heldigvis er skuespillerne heller ikke i fokus konstant for ”the impending disaster” er trods alt filmens egentlig hovedperson, og en lang række flotte effekter lader ikke meget tilbage at ønske på den front…
Uden at spolere alt for meget af glæden kan jeg vel nok slippe af sted med at sige, at menneskeheden ikke helt kan se sig fritaget for kometnedslag, da en voldsom en af slagsen i hvert fald lander lige midt i Atlanterhavet og udløser en sand dominoeffekt af sprudlende og hæsblæsende computeranimationer! Flodbølgen, der forståelig nok bliver skabt ved nedslaget svømmer ind over Amerikas østkyst og bragende flotte effekter illustrerer effektivt hvor inspirationen til selv samme scene i ”The Day After Tomorrow” kommer fra! Flot er det og destruktivt er det så sandelig også! Selve katastrofen bliver skildret med utrolig dygtighed og selvom filmen efterhånden har en del år på bagen formår effekterne alligevel at imponere og bjergtage! Ikke kun katastrofen, men også scenerne ude i rummet, hvor Robert Duvall kæmper mod tiden, er umådeligt flotte og selve landingen på kometen er yderst fremragende!
Men filmens effekter og trivielle skuespilpræstationer ville næppe være nok til at imponere denne anmelder og derfor glæder det undertegnede, at filmen er en anelse mere mørk, dyster og sortsynet en mange af sine andre konkurrenter i genren! Det faktum, at jorden faktisk har underkastet sig katastrofen og dens fornuftigvis katastrofale følger og udslettelse af menneskeheden, giver udslag i udgravninger af voldsomme bunkere i Missouris bjerge, hvor nyheden om at kun et par millioner mennesker kan huses skaber vild forvirring og kaos i byerne, og folk forsøger forgæves at flygte fra kysten! En lang række mere eller mindre tilfældigt udvalgte mennesker får adgang til bunkeren og det skaber godt grundlag for moralske spekulationer personerne imellem og spørgsmål om hvor vidt den ene eller den anden nu engang har fortjent at komme i sikkerhed dukker unægtelig op blandt de udvalgte og de mere uheldige, der overlades til skæbnen! Uden denne side af den altoverskyggende ulykke var filmen muligvis endt som et effektjagende og ligegyldigt monster af en film, men her kommer de personlige dilemmaer op til overfladen (dog i en noget Hollywoodsk indpakning!) og behjælper at filmens slagkraft bliver noget hårdere, om end stadig meget politisk korrekt…
Al den sentimentalitet der sagtens kunne have været drevet ud af en film som denne holdes heldigvis også på et lavt niveau og selvom der ikke er tal på alle de afskedsscener og andet storskrydende bavl virker det på en måde mere oprigtigt end i så mange andre film, hvilket nok understøttes af trods alt effektive skuespillere! Eller måske bare det faktum at undertegnede er elendig til disse tåreperser, og film som ”Titanic” fik mig til at flæbe som et lille barn! Normalt har disse katastrofefilm dog noget nær ingen effekt på mig, men førnævnte film har takket være de åbenlyse kvaliteter, vellykkede produktion og effektfulde scener fået krammet på mig, og samme tilfælde har vi at gøre med her! ”Deep Impact” kan i manges øjne sikkert godt være en nådesløs omgang smør, men i mit tilfælde fik den forrygende blanding af storslået action, visuelle pragt og menneskelig psykologi og moral dog taget på mig og holdt mig fast i alle 118 minutter!
"No, not the candy, Mr. Funny Person!!"
- Jerry Stiller, "The King of Queens"
26/07-2005
