Intetsigende og pinlig Batman
1.0
Jeg har for lidt siden oprettet følgende som en kommentar længere nede, men den skulle selvfølgelig have været oprettet som en anmeldelse, det bliver den nu!
Blev lettet da jeg læste Galimathias´ anmeldelse længere nede - ENDELIG en der deler min mening om denne film! Frustreret har jeg læst anmeldelse på anmeldelse der roser filmen til skyerne, men jeg er dybt uenig med dem. Som G. også skriver er baggrundsmusikken noget nær uudholdelig - overdimensioneret og larmende på de forkerte tidspunkter, og alt, alt for dominerende. Historien i sig selv er tyndt fortalt - især dialogen falder med klichéer og Bales fuldstændigt ABSURDE ændring af sin stemme når han træder i dobbeltrollen som Batman. Jeg havde meget svært ved at tage ham alvorligt hver gang han åbnede munden og lavede en god blanding af Sauron og Darth Vader. Action scenerne kedede mig, og jeg faldt næsten i søvn under den dræbende intetsigende biljagt. Den nok så omtalte intro hvor Batman "finder sig selv" er, på trods af flotte naturscener, ligegyldig, usammenhængende og dårligt fortalt, med en efter min mening SKUFFENDE Liam Neeson, som jeg ellers plejer at elske. Den nok så omtalte DYBDEBORENDE PSYKOLOGI som alle anmeldere taler om, er fuldstændigt tabt på gulvet for mig, som ellers nok plejer at være i stand til at sætte pris på mere dybdegående personkarakteristikker i film. At Batman præges af sine forældres død, og tanken om hævn, er blot naturligt og fremstilles da helt fint, men noget psykologisk stort drama bliver det aldrig, det er simpelt hen for banalt. Frygten for flagermusene bunder i et simpelt barndomstraume og alle disse "SPÆNDENDE" psykologiske vinkler findes i en millard andre film og bøger, der har mere flair for psykologi end denne har. At filmen tager emnet Korruption og selvtægt op til debat virker heller ikke specielt nyskabende, og ses langt bedre fortalt i nyligt filmatiserede Sin City.
Katie Holmes er et sørgeligt eksempel på en serie-skuespiller der er blevet trukket op og tror hun kan fungere på det store lærred - hvilken fejltagelse! Jeg led under den sidste store kærlighedsscene og undrede mig over følgende: 1) Hvorfor siger hun det? 2) Hvorfor har de castet hende? 3) Hvornår har der været særlig meget antydning af hed stemning mellem dem? Var det mon flintestenen i deres idylliske overklasse barndom, var det de to ynkelige og malplacerede(!) lussinger i bilen, eller var det noget helt trejde som jeg fuldstændigt overså?
En anden frygtelig casting var Tom Wilkinson som den store mafiaboss - var jeg den eneste som blev ved med at se den impotente olding i "Det er bare mænd" for mig? Ikke skræmmende nok, ikke karikeret nok - kort sagt, ligegyldig ligesom alt andet i den her film.
ENESTE lyspunkter var Michael Caine (godt, men måske lidt for oplagt castet?), Cillian Murphy og hans fantastiske gas og maske som får den ene stjerne ud af seks, som jeg vil give filmen, fordi han og hans våben var det eneste der skabte nogen form for STEMNING I Batman Begins.
Blev lettet da jeg læste Galimathias´ anmeldelse længere nede - ENDELIG en der deler min mening om denne film! Frustreret har jeg læst anmeldelse på anmeldelse der roser filmen til skyerne, men jeg er dybt uenig med dem. Som G. også skriver er baggrundsmusikken noget nær uudholdelig - overdimensioneret og larmende på de forkerte tidspunkter, og alt, alt for dominerende. Historien i sig selv er tyndt fortalt - især dialogen falder med klichéer og Bales fuldstændigt ABSURDE ændring af sin stemme når han træder i dobbeltrollen som Batman. Jeg havde meget svært ved at tage ham alvorligt hver gang han åbnede munden og lavede en god blanding af Sauron og Darth Vader. Action scenerne kedede mig, og jeg faldt næsten i søvn under den dræbende intetsigende biljagt. Den nok så omtalte intro hvor Batman "finder sig selv" er, på trods af flotte naturscener, ligegyldig, usammenhængende og dårligt fortalt, med en efter min mening SKUFFENDE Liam Neeson, som jeg ellers plejer at elske. Den nok så omtalte DYBDEBORENDE PSYKOLOGI som alle anmeldere taler om, er fuldstændigt tabt på gulvet for mig, som ellers nok plejer at være i stand til at sætte pris på mere dybdegående personkarakteristikker i film. At Batman præges af sine forældres død, og tanken om hævn, er blot naturligt og fremstilles da helt fint, men noget psykologisk stort drama bliver det aldrig, det er simpelt hen for banalt. Frygten for flagermusene bunder i et simpelt barndomstraume og alle disse "SPÆNDENDE" psykologiske vinkler findes i en millard andre film og bøger, der har mere flair for psykologi end denne har. At filmen tager emnet Korruption og selvtægt op til debat virker heller ikke specielt nyskabende, og ses langt bedre fortalt i nyligt filmatiserede Sin City.
Katie Holmes er et sørgeligt eksempel på en serie-skuespiller der er blevet trukket op og tror hun kan fungere på det store lærred - hvilken fejltagelse! Jeg led under den sidste store kærlighedsscene og undrede mig over følgende: 1) Hvorfor siger hun det? 2) Hvorfor har de castet hende? 3) Hvornår har der været særlig meget antydning af hed stemning mellem dem? Var det mon flintestenen i deres idylliske overklasse barndom, var det de to ynkelige og malplacerede(!) lussinger i bilen, eller var det noget helt trejde som jeg fuldstændigt overså?
En anden frygtelig casting var Tom Wilkinson som den store mafiaboss - var jeg den eneste som blev ved med at se den impotente olding i "Det er bare mænd" for mig? Ikke skræmmende nok, ikke karikeret nok - kort sagt, ligegyldig ligesom alt andet i den her film.
ENESTE lyspunkter var Michael Caine (godt, men måske lidt for oplagt castet?), Cillian Murphy og hans fantastiske gas og maske som får den ene stjerne ud af seks, som jeg vil give filmen, fordi han og hans våben var det eneste der skabte nogen form for STEMNING I Batman Begins.
26/07-2005
