Visuelt betagende tomhed!
4.0
”Ringenes Herre”-filmene er den slags film man skal passe meget på ikke at kritisere for skarpt, da mange elsker dem foruroligende højt og man kan snildt få en horde af blodtørstige fans på nakken, der nægter at indse, at ikke alle føler sig bjergtaget af 3 timers sværd og trolddom (se bare stakkels Alexander på ”Kongen vender tilbage”-forummet!)! Alligevel vil jeg tillade mig at gå kritisk til værks, da filmene trods imponerende effekter, miljøer og kostumer ikke formår at appellere synderligt til mig takket være de til tider pinligt højtidelige scener og dialoger, det i mine øjne fjollede og lettere grinagtige univers og det tynde og sorthvide persongalleri…
Historien om hobbitten Frodo, der ledsaget af en broget flok af mennesker, elver, hobbitter og dværge skal drage til det frygtelige land, Mordor, og smide en velkendt ring i en velkendt vulkan, er vel nok et af verdens mest berømte og mest elskede eventyr, og jublen ville da heller ingen ende tage, da Peter Jackson, der primært var kendt for vulgære og blodige voldsfilm, tog kampen op og filmatiserede trilogien til UG! Dog var vi nogen, der sagtens kunne fornøjes af de flotte miljøer og prægtige kostumer, slag og effekter, men i bund og grund anså trilogien for værende en sejlivet og sentimental omgang bavl, der med håbløst højtidelige, gammeldags moraler og fjollede dialoger ikke just virkede videre tiltalende! Ofte bliver vi tiet ihjel og beskyldes for hverken at forstå den åh så dybe mening med eventyret og de åh så relevante punkter i det åh så eventyrligt fængende orgie af gamle myter og fascinerende fabler! Men i mine øjne er filmene faktisk ganske gode og underholder bravt mens de kører, og første del er især en visuel og stemningsfyldt nydelse, men i længden bliver den ceremonielle og højtidelige facon dog belastende og til tider næsten pinagtigt renskuret!
Universet er smukt portrætteret af computereffekter, musikalsk elegance og fremragende kostumer og settings! Man skal lede længe efter en så gennemført og slående visuelside af en film som her, for det er ganske enkelt et imponerende bravurnummer hvordan Jackson og co. har overført bøgernes mytiske og eventyrlige univers til New Zealands frodige dale, bare sletter og høje tinder! Men kigger vi nærmere under overfladen gemmer der sig nul og niks! Hvad vi får serveret er en gammeldags, urelevant og til tider fjollet moralsk fortælling om en lille hobbit, der tager kampen op mod de hårde odds og de ubarmhjertige onde banditter, hvis grundlag for deres uendelige fæle dyder aldrig rigtig bliver forklaret med andet end en klichefyldt prædiken ”the desire for power”! Kampen mellem det gode og det onde beskrives kun i korte træk og i denne første og efter alt at dømme bedste del af trilogien, for her kommer vi først og fremmest ind på livet af personerne, historien og universet! De to sidste punkter fungerer faktisk ganske glimrende og man skal som sagt være blind for ikke at blive bare lidt fortryllet af det storslåede univers og de uendelige mængder arbejde, der er blevet lagt i forsøget på at skabe en visualisering af Tolkiens bøger! Men hvad angår personerne kommer man aldrig ind på livet af dem, da de alle fremstår så papirtynde og uinteressante! Der er den gode troldmand og der er den onde troldmand, de gode riddere og de onde riddere! Alle fremstår de endimensionelle og gemmer sig bag et læs af højtsvævende dialoger om alt og intet, hvor man tilsyneladende skal betages af en sproglig spændvidde udover det sædvanlige og glemme hvor ligegyldige personerne er! Den eneste person, der har en anelse sjæl er ridderen Boromir, der plages af hans moralske skrupler og af ringens tiltrækning! Han ved, at han med ringen i sin besiddelse kan vinde den store krig hans folk i Gondor står overfor, men ved at han skal stjæle ringen for at få fingrene i den, hvilket vil splitte fællesskabet, der er draget af sted for at destruere selv samme ring! Igennem flere scener ser vi hans indre kamp mod ringen og Sean Bean leverer i rollen som den plagede ridder en pragtpræstation og cementerer sin status som en af verdens mest seværdige britiske skuespillere! Desværre kan Aragorn og de andre blot se til mens deres replikker leverer sig selv uden sjæl eller spændinger! Truppen af skuespillere kæmper selvfølgelig også imod en manuskript fyldt til randen af tåbelige monologer og dialoger, der hele tiden handler om heltemod, trykkende ondskab og mere heltemod, hvilket betyder at de kan spille nok så godt, for det hjælper ikke noget når det der kommer ud af deres mund ingen interesse har…
Alle fans af bøgerne betages naturligvis af Tolkiens sproglige færdigheder, og det faktum at han til lejligheden har opfundet et helt sprog, en hel verden og dusinvis af forskellige folkeslag varsler selvfølgelig om et vist overskud! Men dialogen i filmen kan for dem af os, der blot ser filmen som en bragende flot mainstream underholdningsfilm, hvilket jeg slet og ret holder på at det er, kan den alvorsfulde jargon, der, blottet for befriende humor, monotont brummer af sted i filmens 3 timer godt virke noget fjollet og ufrivillig morsom! Naturligvis er det jo egentlig bare et plus, da det så må siges at være den efterlyste befriende humor, om end ikke tilsigtet dette mål, men alligevel bliver det mest af alt trættende at lægge øre til i så lang tid! Heldigvis forsøges dette nådesløse mønster brudt i de andre film, da Orlando Bloom og John Rhys-Davies i rollerne som den fjerlette elver Legolas og hans brovtende sidestykke, dværgen Gimli, forsøger sig med et par humoristiske optrin, hvilket naturligvis er en befrielse for os andre! Jeg har dog hørt mange klage over at det tager noget af brodden af den alvorlige mine i de andre film, men jeg syntes nu det virker glimrende, og er en mangelvare i første ombæring…
Så selvom jeg ikke beråber Tolkien som en Gud kan jeg sagtens finde en vis grad af underholdning i Peter Jacksons storstilede værk, foranlediget af åndeløst smukke miljøer, slående visuelle bedrifter og et flot og stemningsfyldt soundtrack! Til gengæld går filmene ikke over i historien som mesterværker, hvilket mange andre har udråbt dem til, fordi filmene slet og ret er eventyr med gammeldags helte og skurke, politisk korrekte problemstillinger og et fortærsket tema om kampen mellem det gode og det onde, der ikke just bliver taget til nye højder i denne omgang, selvom det på effektiv vis bliver formidlet i et stemningsfyldt og underholdende, men noget tom og intetsigende eventyr…
"Ok, You big abe... Get a snoopful of this gasbomb!"
- Mr. Burns, "The Simpsons"
Historien om hobbitten Frodo, der ledsaget af en broget flok af mennesker, elver, hobbitter og dværge skal drage til det frygtelige land, Mordor, og smide en velkendt ring i en velkendt vulkan, er vel nok et af verdens mest berømte og mest elskede eventyr, og jublen ville da heller ingen ende tage, da Peter Jackson, der primært var kendt for vulgære og blodige voldsfilm, tog kampen op og filmatiserede trilogien til UG! Dog var vi nogen, der sagtens kunne fornøjes af de flotte miljøer og prægtige kostumer, slag og effekter, men i bund og grund anså trilogien for værende en sejlivet og sentimental omgang bavl, der med håbløst højtidelige, gammeldags moraler og fjollede dialoger ikke just virkede videre tiltalende! Ofte bliver vi tiet ihjel og beskyldes for hverken at forstå den åh så dybe mening med eventyret og de åh så relevante punkter i det åh så eventyrligt fængende orgie af gamle myter og fascinerende fabler! Men i mine øjne er filmene faktisk ganske gode og underholder bravt mens de kører, og første del er især en visuel og stemningsfyldt nydelse, men i længden bliver den ceremonielle og højtidelige facon dog belastende og til tider næsten pinagtigt renskuret!
Universet er smukt portrætteret af computereffekter, musikalsk elegance og fremragende kostumer og settings! Man skal lede længe efter en så gennemført og slående visuelside af en film som her, for det er ganske enkelt et imponerende bravurnummer hvordan Jackson og co. har overført bøgernes mytiske og eventyrlige univers til New Zealands frodige dale, bare sletter og høje tinder! Men kigger vi nærmere under overfladen gemmer der sig nul og niks! Hvad vi får serveret er en gammeldags, urelevant og til tider fjollet moralsk fortælling om en lille hobbit, der tager kampen op mod de hårde odds og de ubarmhjertige onde banditter, hvis grundlag for deres uendelige fæle dyder aldrig rigtig bliver forklaret med andet end en klichefyldt prædiken ”the desire for power”! Kampen mellem det gode og det onde beskrives kun i korte træk og i denne første og efter alt at dømme bedste del af trilogien, for her kommer vi først og fremmest ind på livet af personerne, historien og universet! De to sidste punkter fungerer faktisk ganske glimrende og man skal som sagt være blind for ikke at blive bare lidt fortryllet af det storslåede univers og de uendelige mængder arbejde, der er blevet lagt i forsøget på at skabe en visualisering af Tolkiens bøger! Men hvad angår personerne kommer man aldrig ind på livet af dem, da de alle fremstår så papirtynde og uinteressante! Der er den gode troldmand og der er den onde troldmand, de gode riddere og de onde riddere! Alle fremstår de endimensionelle og gemmer sig bag et læs af højtsvævende dialoger om alt og intet, hvor man tilsyneladende skal betages af en sproglig spændvidde udover det sædvanlige og glemme hvor ligegyldige personerne er! Den eneste person, der har en anelse sjæl er ridderen Boromir, der plages af hans moralske skrupler og af ringens tiltrækning! Han ved, at han med ringen i sin besiddelse kan vinde den store krig hans folk i Gondor står overfor, men ved at han skal stjæle ringen for at få fingrene i den, hvilket vil splitte fællesskabet, der er draget af sted for at destruere selv samme ring! Igennem flere scener ser vi hans indre kamp mod ringen og Sean Bean leverer i rollen som den plagede ridder en pragtpræstation og cementerer sin status som en af verdens mest seværdige britiske skuespillere! Desværre kan Aragorn og de andre blot se til mens deres replikker leverer sig selv uden sjæl eller spændinger! Truppen af skuespillere kæmper selvfølgelig også imod en manuskript fyldt til randen af tåbelige monologer og dialoger, der hele tiden handler om heltemod, trykkende ondskab og mere heltemod, hvilket betyder at de kan spille nok så godt, for det hjælper ikke noget når det der kommer ud af deres mund ingen interesse har…
Alle fans af bøgerne betages naturligvis af Tolkiens sproglige færdigheder, og det faktum at han til lejligheden har opfundet et helt sprog, en hel verden og dusinvis af forskellige folkeslag varsler selvfølgelig om et vist overskud! Men dialogen i filmen kan for dem af os, der blot ser filmen som en bragende flot mainstream underholdningsfilm, hvilket jeg slet og ret holder på at det er, kan den alvorsfulde jargon, der, blottet for befriende humor, monotont brummer af sted i filmens 3 timer godt virke noget fjollet og ufrivillig morsom! Naturligvis er det jo egentlig bare et plus, da det så må siges at være den efterlyste befriende humor, om end ikke tilsigtet dette mål, men alligevel bliver det mest af alt trættende at lægge øre til i så lang tid! Heldigvis forsøges dette nådesløse mønster brudt i de andre film, da Orlando Bloom og John Rhys-Davies i rollerne som den fjerlette elver Legolas og hans brovtende sidestykke, dværgen Gimli, forsøger sig med et par humoristiske optrin, hvilket naturligvis er en befrielse for os andre! Jeg har dog hørt mange klage over at det tager noget af brodden af den alvorlige mine i de andre film, men jeg syntes nu det virker glimrende, og er en mangelvare i første ombæring…
Så selvom jeg ikke beråber Tolkien som en Gud kan jeg sagtens finde en vis grad af underholdning i Peter Jacksons storstilede værk, foranlediget af åndeløst smukke miljøer, slående visuelle bedrifter og et flot og stemningsfyldt soundtrack! Til gengæld går filmene ikke over i historien som mesterværker, hvilket mange andre har udråbt dem til, fordi filmene slet og ret er eventyr med gammeldags helte og skurke, politisk korrekte problemstillinger og et fortærsket tema om kampen mellem det gode og det onde, der ikke just bliver taget til nye højder i denne omgang, selvom det på effektiv vis bliver formidlet i et stemningsfyldt og underholdende, men noget tom og intetsigende eventyr…
"Ok, You big abe... Get a snoopful of this gasbomb!"
- Mr. Burns, "The Simpsons"
26/07-2005
