Når De kendte Onanerer
3.0
Danny Ocean’s (Clooney) bande opsøges enkeltvis af den kasinoejer (Garcia) hvis kasino de eller succesfulgt fik plyndret (i første film) og får beskeden om at levere hver en krone tilbage med renter ellers. Banden tager herefter til Europa for at gennemføre tre forskellige kup, men en ligger den forhindringer i vejen.
Det er måske en god ide, ikke at have ret store forventninger til denne efterfølger til den stilfulde og dybt underholdende ”Ocean’s Eleven”, for den er ærlig talt en omgang sindrigt rod hvis fragmentariske stil aldrig kommer til at danne den enhed en film normalt til slut skal.
Soderbergh styrer atter løjerne og han og filmholdet har sikkert moret sig med, at få lov til at lege med kameraet og mediet i det hele taget og sikkert for meget, uden at tage det seriøst nok, for kameraet flyver undertiden så rystende og forvirrende omkring, at man er tæt på at få hovedpine af det og der klippes abrupt og ukontrollabelt, mens skuespillerne virker som de halvvejs improviserer sig igennem scenerne, i en handling der sikkert kan være snedigt udtænkt, men aldrig kommer ordentligt til udtryk eller griber en oprigtigt.
Det er indforstået filmskabelse og der er mange insider referencer til branchen og aktørerne selv, også enkelte gode, og skuespillerne har da sikkert moret sig, men den slags kan indimellem godt gå hen og blive som onani, måske sjovt for den der gør det, men det kan være både trættende og kedeligt for os andre at overvære i længden (ja ja, der er jo undtagelser:o).
Filmen lever mest i kraft af de mange personligheder der befolker den og af den forventning man har til, at nu begynder trådene sikkert snart at blive samlet, give mening og danne en samlet billede og noget godt må komme, men det sker bare aldrig sådan rigtigt.
Musikken er tillige forfærdeligt støjende og dårligt anvendt, så filmen kommer til at virke som en larmende misforståelse.
Et er at den ikke kan leve op til første film, den var også af høj klasse og svær at nå, men når man i bedste fald kan man kalde ”Ocean’s Twelve” middelmådig underholdning, så er det altså ikke godt nok med sådan et hold.
Filmen er en lang og dyb skuffelse, andet kan den ikke kaldes, også selv om man aldrig når at kede sig.
Det er måske en god ide, ikke at have ret store forventninger til denne efterfølger til den stilfulde og dybt underholdende ”Ocean’s Eleven”, for den er ærlig talt en omgang sindrigt rod hvis fragmentariske stil aldrig kommer til at danne den enhed en film normalt til slut skal.
Soderbergh styrer atter løjerne og han og filmholdet har sikkert moret sig med, at få lov til at lege med kameraet og mediet i det hele taget og sikkert for meget, uden at tage det seriøst nok, for kameraet flyver undertiden så rystende og forvirrende omkring, at man er tæt på at få hovedpine af det og der klippes abrupt og ukontrollabelt, mens skuespillerne virker som de halvvejs improviserer sig igennem scenerne, i en handling der sikkert kan være snedigt udtænkt, men aldrig kommer ordentligt til udtryk eller griber en oprigtigt.
Det er indforstået filmskabelse og der er mange insider referencer til branchen og aktørerne selv, også enkelte gode, og skuespillerne har da sikkert moret sig, men den slags kan indimellem godt gå hen og blive som onani, måske sjovt for den der gør det, men det kan være både trættende og kedeligt for os andre at overvære i længden (ja ja, der er jo undtagelser:o).
Filmen lever mest i kraft af de mange personligheder der befolker den og af den forventning man har til, at nu begynder trådene sikkert snart at blive samlet, give mening og danne en samlet billede og noget godt må komme, men det sker bare aldrig sådan rigtigt.
Musikken er tillige forfærdeligt støjende og dårligt anvendt, så filmen kommer til at virke som en larmende misforståelse.
Et er at den ikke kan leve op til første film, den var også af høj klasse og svær at nå, men når man i bedste fald kan man kalde ”Ocean’s Twelve” middelmådig underholdning, så er det altså ikke godt nok med sådan et hold.
Filmen er en lang og dyb skuffelse, andet kan den ikke kaldes, også selv om man aldrig når at kede sig.
27/07-2005
