ristornoerne sindstilstand

Når en film, i dette tilfælde Adrian Lynes sindrigt konstruerede men også lidt stillestående Jacob’s Ladder, bliver promoveret og gratuleret som en af Force’s yndlingsfilm, må det være en af de stærkeste anbefalinger, en film kan få. Som i alle tilfælde er en given (film)oplevelse dog subjektivt for den individuelle, og i dette tilfælde må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke deler Force’s utvetydige begejstring. Anbefalingen til trods, så var mine forventninger til Jacob’s Ladder heller ikke skyhøje, og jeg regnede heller ikke med at erhverve mig en storslået filmoplevelse af den uforglemmelige slags. Indledningsvis fordi jeg nærmest aldrig havde hørt om filmen inden Force’s positive udtalelser, men så sandelig også fordi min filmiske respekt for instruktøren Lyne er ret begrænsede, især når det omhandler hans tidligere værker. Lyne er med ’erotiske’ film som Fatal Attraction, genindspilningen af Kubricks kontroversielle Lolita og især den smagløst opgejlede 9 ½ Weeks blevet kaldt en pirrende provokatør indenfor mainstreamgenren, men personligt mener jeg, at man skal lede længe efter så pseudo-intellektuelle og uudforskende film, der ikke var andet end overfladiske og tidstypiske succeser. I denne sammenhæng skal hans seneste, den velspillende Unfaithful, dog nævnes som en undtagelse, da den var et fintfølende og afdæmpet drama af den billedskønne og detaljerige slags. Jacob’s Ladder ligger sig et sted mellem opdelingerne, hvor den tydeligvis har noget reelt på hjerte, men vikles ind i lidt for mystificerende og ufokuserende hændelser, til at man for alvor bliver revet med af filmen.

Titlen Jacob’s Ladder er en bibelsk reference, der hentyder til ligningen om Gud, der åbenbarede sig for Jakob (ganske vist i hans drøm) og førte vejen op til ham med en stige. Filmens titel er meget sigende for det underliggende (og meget smukke) omdrejningspunkt, der først afsløres for publikum i den rørende slutning. Hovedsagligt anvendes titlen dog med modsat fortegn, da hovedpersonen i Jacob’s Ladder, fortrinligt spillet af en tilpas hærget Tim Robbins, befinder sig i en ubehagelig, psykotisk og decideret bizar spiral af underlige hændelser, der uundgåeligt må lede til hans sindssyge. Robbins er som altid brillant, og selvom dette er en af hans mere kommercielle roller (hvor stor indtjeningsmæssig succes filmen fik, aner jeg dog ikke), udviser han en stærk forståelse for visualiseringen af de emotionelle og fysiske konflikter, som karakteren gennemlever. Og dette er på trods af, at Jacob fra manuskriptets side ikke er skrevet med en større psykologisk tyngde. Som gysergenren nærmest dikterer, så er bipersonerne flade karikaturer, der ikke besidder eget liv. Skuespillerne gør dog et udmærket stykke arbejde, selvom Elizabeth Pena ikke rigtig har talentet til at agerer viljestærk og omsorgsfuld kæreste. Man bemærker dog både Danny Aiello, en ung Vhing Rhames og ikke mindst den altid seværdige Pruitt Taylor Vince, der løfter kvaliteten en smule.

Jacob’s Ladder er den snart klassiske (og ofte i strukturen simple) historie om illusion kontra virkelighed, og den langsomme afdækning af realiteterne. Filmen distingverer sig dog fra mængden ved at have religiøse og direkte frelsende undertoner, der slutteligt giver denne skumle, intense og generelt makabre affære en optimistisk og næsten livsbekræftende præg. Slutningen er poetisk og ganske åbenlys en bekræftelse af himlen som ’livet efter døden’, og man kan med en velvillig og behagelig følelse tage afsked med Robbins traumatiserede karakter, der på dødslejet finder forløsning på en ret uortodoks måde. Sønnens velkomst er hjerteskærende og godtgøre nærmest 4 stjerner for den menneskelige poesi.

Filmen har en god del kvaliteter, som man kun kan beundre. Dette er en ret virkningsfuld, stilsikker, symbolladet og veliscenesat gyser, der nådeløst fanger publikum med eksplicitte scenariums. Når Robbins bogstaveligt talt er fanget i undergrunden (handler Jacob’s Ladder fundamentalt egentlig om Jacobs kamp for en plads i enten himlen eller helvede?) og Lyne fokuserer på en skulende og ret skummel kvinde, viser han sig som en forrygende stemningssætter. Af andre hypnotiserende (og rystende) sekvenser kan (sindssyge)hospitalsscenen nævnes. Den skal nok hjemsøge mig i nogle dage. Lyne er dog allermest udtryksfuld og kraftfuld i de små detaljer, eksempelvis den rolige kamerapanorering af Robbins i badekarret, der fælder en stille tårer, som blander sig med vandet. Lyne er generelt en eminent og flerlaget billedmager, og i samarbejde med fotografen Jeffrey Kimball, bydes der på en del visuelle lækkerier. Især de mange P.O.V.’s er virtuose.

Jacob’s Ladder er i sidste halvdel en medrivende og sprudlende spændingsgyser af den holdbare og seværdige kaliber. Desværre er første halvdel for langsomt fortalt, uden at bibringe en betydelig signifikans for resten af filmen, da personkarakteristikken ikke just er dybdegående. Filmen besidder dog en konstant intimiderende og skræmmende stemning, og kan nemt kalde sig en af Lynes bedre, på trods af at den for mit vedkommende manglede ægte følelsesmæssig slagkraft og substans. 3 stjerner med pil op.