Skal Man Gå Efter Guldet?

Honey (Alba) er en ung danser, der ved siden af sit arbejder, underviser børn og unge i dans på et ungdomscenter i ghettoen. Hun drømmer om at slå igennem og får også chancen, men er det virkelig det hun ønsker.

Jeg skal ærligt indrømme, at mine forventninger til denne dansefilm var MEGET små, men jeg blev egentlig positivt overrasket. Den er da indrømmet let at fordømme, den har et meget forenklet psykologisk menneskesyn, er hæmmet af en masse klicheer og har undertiden en typisk MTV-klippestil, hvor man uelegant smækker det hele sammen.

Men trods dens tendens til at skære tingene ud i pap, så vi ikke behøver at tvivle på noget som helst eller selv tage stilling, så er den også en varm og sympatisk film med et næstekærligt budskab, der er svær ikke at synes om og så gør Alba det slet ikke dårligt i hovedrollen (foruden at hun altså er en af de smukkeste unge talenter i Hollywood).

Man kan kritisere at den forsimpler det at nå socialt belastende børn og unge, så det virker så nemt, for den giver indtrykket af, at de blot kan nås med et velmenende fornuftigt råd og et skulderklap, men den har trods alt fat i den rigtige ende, fordi for at nå ind til dem, skal man nemlig gide dem og det pointerer filmen dog. Men det er lidt som at stå i Sydafrika og vil køre i bil til Danmark, og så spørge om vej og få at vide, at man bare skal følge vejen nordpå. Retningen er rigtig nok, men den vil både være kringlet, besværlig og lang og chancen for at motoren brænder sammen undervejs er stor (og så er det her en dårlig metafor skal jeg da indrømme, da det menneskelige sind er så kompliceret og nuanceret).

Handlingen er intet særligt og vi har set den slags mange gange før og for mange gange. Omdrejningspunktet og temaet om at vælge det rigtige her i livet, det der gør en lykkelig og ikke bare gå efter guldet er tyndslidt og stereotypt. Det kan måske være nok så rigtigt, men er også en stor kliche og næppe en der holder ret tit (jeg synes i hvert fald ofte at hvis mennesker skal vælge, så går de hellere efter guldet end lykken, hvis de to ting ikke kan forenes), så på den måde er filmen ikke videre realistisk og byder ikke på meget dybde.

Men er man til R&B og hip hop, elsker dans og der danses godt og kan man lide den kombination sammen med det trivielle drama og en banal og fladtrådt kærlighedshistorie, i en film der bliver lidt for sentimental i perioder, så hører ”Honey” til en af de bedre af slagsen og overgår i hvert fald sit dårlige rygte, så man behøver ikke skamme sig over at finde den god.