Afslappet Tidsspilde
3.0
Diamant-tyven Max (Brosnan) og hans kæreste (Hayek) trækker sig efter endnu et vellykket kup, tilbage til en tropeø, for at leve af deres penge. Hun vil giftes og slå sig til ro, ikke flere forbrydelser, men han kan ikke dy sig for lige endnu engang at skulle bevise at han kan. Imens prøver FBI agenten Stan (Harrelson) desperat at få Max i fælden.
Der er kommet mange kup-film de senere år, anført af Steven Soderbergh’s fremragende remake af ”Ocean’s Eleven” og ”After The Sunset” er endnu en af slagsen, tilsat lidt kærlighedsdrama og romantisk komedie, i den meget lette og luftige ende, hvor ambitionerne ikke har eller kan have været alt for store.
Instruktør Ratner, der en af den slags små instruktører der kan få en film til at se nydelig ud, men uden at de indeholder for fem øre dybde og hvor underholdningen hører til i den trivielle, klichefyldte og forudsigelige afdeling, er efter et delvist vellykkede forsøg udi det mere seriøse med thrilleren ”Red Dragon”, vendt tilbage til den mere lettilgængelige genre som han også leverede i blandt andet Chan/Tucker filmene ”Rush Hour”.
Men man må alligevel undre sig over, hvorfor både han og resten af filmholdet har gidet involvere sig i den her produktion, det virker mest af alt som om at de har skulle have et pause-projekt som de kunne hygge sig med og slappe af til, fra de lidt større og krævende ting.
Der er i hvert fald mere afslappet og hygsom feriestemning over hele affæren, end egentlige bestræbelser efter at skabe noget der blot har en lille chance for at blive over gennemsnittet.
Den stemning har til gengæld, virker det som, smittet af på hele produktionen og løfter et slattent plot og karakterløst manuskript op og ender pudsigt nok med at være filmens måske største aktiv. Man får i hvert fald følelsen af, at skuespillerne hygger sig og har en fornøjelig tid, uden at de behøver bruge for mange kræfter (det er vel ferie), det giver filmen et glimt i øjet.
Brosnan er velvalgt til en for ham typisk hovedrolle som charmant tyv, der ikke forstår at stoppe mens tid er og derfor er tæt på at miste alt det han i sidste ende virkelig ønsker af livet. Han er ikke den store skuespiller og prøver ikke engang særlig hårdt, men det er heller ikke påkrævet her, det er en film der har mere brug for folk der kan se ud, har en form for udstråling og virke graciøse på et lærred, end at kunne spille, så det gør intet. Skønne Hayek gør heller intet væsen af sig, ser blot fantastisk godt ud i en meget lidt krævende rolle, som forsmået elsker med giftetrang og mere er vel heller ikke nødvendigt, det er derfor hun er med. Kun Harrelson lyser lidt op i hvad man kan kalde forsøg på skuespil, men uden at overdrive det ;0), men han gør hvad han skal og det uden at stå tilbage hvad gælder publikumstække og laid-back spillestil, i forhold til end de andre medvirkende.
Der sker ikke meget i løbet af spilletiden, der heldigvis er forholdsvis kort, men filmen fungerer alligevel som beskeden tidsfordriv på sine egne spinkle vilkår og dens banale ide til trods, selv om historien er ukoncentreret og langsommelig om at komme rigtigt i gang, hvis man kan sige at den nogensinde gør det.
Man kunne have ønsket at den gik mere ind i de ideer den bringer på banen og udnyttede dem bedre, for hverken kuppet, den vanskelige kærlighed eller meget andet gøres der meget ud af, der skøjtes blot let hen over det hele (men så bliver det heldigvis heller aldrig melodramatisk og rørstrømsk).
Det er teknisk fint lavet på alle måder og filmen er flot at se på, der er mange betagende billeder af hvide strande og tropiske nætter, fotograferet af den rutinerede og dygtige Dante Spinottis (på nær enkelte optagelser og de scener der forgår under vand), der blandt andet har stået bag kameraet på den særdeles elegante ”L.A. Confidential”. Der er også flere gode sange med af ældre dato og underlægningsmusikken af Lalo Schifrin er upåklagelig.
Så har man brug for meget let og uforpligtende sommerunderholdning, der intet kræver af sit publikum, ikke engang at de for alvor skal involvere sig eller føle spænding, så kan ”After The Sunset” lige gå an.
Der er kommet mange kup-film de senere år, anført af Steven Soderbergh’s fremragende remake af ”Ocean’s Eleven” og ”After The Sunset” er endnu en af slagsen, tilsat lidt kærlighedsdrama og romantisk komedie, i den meget lette og luftige ende, hvor ambitionerne ikke har eller kan have været alt for store.
Instruktør Ratner, der en af den slags små instruktører der kan få en film til at se nydelig ud, men uden at de indeholder for fem øre dybde og hvor underholdningen hører til i den trivielle, klichefyldte og forudsigelige afdeling, er efter et delvist vellykkede forsøg udi det mere seriøse med thrilleren ”Red Dragon”, vendt tilbage til den mere lettilgængelige genre som han også leverede i blandt andet Chan/Tucker filmene ”Rush Hour”.
Men man må alligevel undre sig over, hvorfor både han og resten af filmholdet har gidet involvere sig i den her produktion, det virker mest af alt som om at de har skulle have et pause-projekt som de kunne hygge sig med og slappe af til, fra de lidt større og krævende ting.
Der er i hvert fald mere afslappet og hygsom feriestemning over hele affæren, end egentlige bestræbelser efter at skabe noget der blot har en lille chance for at blive over gennemsnittet.
Den stemning har til gengæld, virker det som, smittet af på hele produktionen og løfter et slattent plot og karakterløst manuskript op og ender pudsigt nok med at være filmens måske største aktiv. Man får i hvert fald følelsen af, at skuespillerne hygger sig og har en fornøjelig tid, uden at de behøver bruge for mange kræfter (det er vel ferie), det giver filmen et glimt i øjet.
Brosnan er velvalgt til en for ham typisk hovedrolle som charmant tyv, der ikke forstår at stoppe mens tid er og derfor er tæt på at miste alt det han i sidste ende virkelig ønsker af livet. Han er ikke den store skuespiller og prøver ikke engang særlig hårdt, men det er heller ikke påkrævet her, det er en film der har mere brug for folk der kan se ud, har en form for udstråling og virke graciøse på et lærred, end at kunne spille, så det gør intet. Skønne Hayek gør heller intet væsen af sig, ser blot fantastisk godt ud i en meget lidt krævende rolle, som forsmået elsker med giftetrang og mere er vel heller ikke nødvendigt, det er derfor hun er med. Kun Harrelson lyser lidt op i hvad man kan kalde forsøg på skuespil, men uden at overdrive det ;0), men han gør hvad han skal og det uden at stå tilbage hvad gælder publikumstække og laid-back spillestil, i forhold til end de andre medvirkende.
Der sker ikke meget i løbet af spilletiden, der heldigvis er forholdsvis kort, men filmen fungerer alligevel som beskeden tidsfordriv på sine egne spinkle vilkår og dens banale ide til trods, selv om historien er ukoncentreret og langsommelig om at komme rigtigt i gang, hvis man kan sige at den nogensinde gør det.
Man kunne have ønsket at den gik mere ind i de ideer den bringer på banen og udnyttede dem bedre, for hverken kuppet, den vanskelige kærlighed eller meget andet gøres der meget ud af, der skøjtes blot let hen over det hele (men så bliver det heldigvis heller aldrig melodramatisk og rørstrømsk).
Det er teknisk fint lavet på alle måder og filmen er flot at se på, der er mange betagende billeder af hvide strande og tropiske nætter, fotograferet af den rutinerede og dygtige Dante Spinottis (på nær enkelte optagelser og de scener der forgår under vand), der blandt andet har stået bag kameraet på den særdeles elegante ”L.A. Confidential”. Der er også flere gode sange med af ældre dato og underlægningsmusikken af Lalo Schifrin er upåklagelig.
Så har man brug for meget let og uforpligtende sommerunderholdning, der intet kræver af sit publikum, ikke engang at de for alvor skal involvere sig eller føle spænding, så kan ”After The Sunset” lige gå an.
28/07-2005
