Måske Uskyldig
4.0
Danskeren Claus von Bülow (Irons) anklages og dømmes for mordforsøg på sin rige kone (Close), der ligger i koma og aldrig mere vil vågne op. Claus hyrer en anerkendt professor (Silver) i strafferet og kører en appelsag, da han påstår han er uskyldig.
Den rutinerede Schroeder har efterhånden instrueret en lang række film, der med få undtagelser alle (i hvert fald de seneste mange år, jeg har ikke set mange af hans ældre produktioner) er været i bedste fald middelmådige værker. I dette drama har han dog fat i den lange ende og leverer en spændende historie, hvor vi som tilskuer trækkes med ind og kommer til at føle os som jury der skal tage stilling til skyldsspørgsmålet og det er en interessant tilgang til emnet.
Den sande historie der ligger bag, er bygget på bogen af samme navn skrevet af Alan Dershowitz, den professor der forsvarede Claus von Bülow og på den konto kan man selvfølgelig betvivle intentioner bag og om vi ikke får malet et forskønnet billede af sandheden, til fordel for ham selv og i sidste ende Claus, men filmen giver nu aldrig et helt entydigt billede af skyld eller uskyld og det er værdsat, da vi så selv kan trækkes med hvad vi vælger at tro.
Vi får første tegnet et billede af, hvorfor Claus i første omgang blev dømt skyldig og på hvilken beviser og så får vi præsenteret forsvaret.
Schroeder har skruet den flot sammen, så vi langsomt præsenteres for de mange hændelsesforløb set ud fra de forskellige forklaringer der er på disse og så tegner han et stærkt billede af en den rige overklasse bag facaden, hvor misbrug og kuldsejlere følelser stortrives, men hvor pengene holder folk fast i et liv de ikke burde ønske.
Det er ikke en visuelt overdådig film, som alle film i vore dag jo snart skal være, men det er håndværksmæssigt i den bedre ende af godt filmarbejde.
Filmens stærkeste triumf er dog alligevel Irons i hovedrollen, der perfekt gengiver et billede af en mand så usympatisk og overlegen at man ikke kan mønstre nogen former for goodwill for ham til at begynde med, men som vi alligevel når ind til og begynder at forstå lidt bedre, skyldig eller ej. Irons vandt en Oscar for sin præstation. Der er også stærke indsatser fra Silver og Close side og de er med til at give et nuancerede billede af de mennesker de portrætterer og mennesker i almindelighed.
Close’s rolle som Sunny von Bülow, bruges i øvrigt nærgående som voice-over og det er et kløgtigt, om end noget dristigt træk.
Den rutinerede Schroeder har efterhånden instrueret en lang række film, der med få undtagelser alle (i hvert fald de seneste mange år, jeg har ikke set mange af hans ældre produktioner) er været i bedste fald middelmådige værker. I dette drama har han dog fat i den lange ende og leverer en spændende historie, hvor vi som tilskuer trækkes med ind og kommer til at føle os som jury der skal tage stilling til skyldsspørgsmålet og det er en interessant tilgang til emnet.
Den sande historie der ligger bag, er bygget på bogen af samme navn skrevet af Alan Dershowitz, den professor der forsvarede Claus von Bülow og på den konto kan man selvfølgelig betvivle intentioner bag og om vi ikke får malet et forskønnet billede af sandheden, til fordel for ham selv og i sidste ende Claus, men filmen giver nu aldrig et helt entydigt billede af skyld eller uskyld og det er værdsat, da vi så selv kan trækkes med hvad vi vælger at tro.
Vi får første tegnet et billede af, hvorfor Claus i første omgang blev dømt skyldig og på hvilken beviser og så får vi præsenteret forsvaret.
Schroeder har skruet den flot sammen, så vi langsomt præsenteres for de mange hændelsesforløb set ud fra de forskellige forklaringer der er på disse og så tegner han et stærkt billede af en den rige overklasse bag facaden, hvor misbrug og kuldsejlere følelser stortrives, men hvor pengene holder folk fast i et liv de ikke burde ønske.
Det er ikke en visuelt overdådig film, som alle film i vore dag jo snart skal være, men det er håndværksmæssigt i den bedre ende af godt filmarbejde.
Filmens stærkeste triumf er dog alligevel Irons i hovedrollen, der perfekt gengiver et billede af en mand så usympatisk og overlegen at man ikke kan mønstre nogen former for goodwill for ham til at begynde med, men som vi alligevel når ind til og begynder at forstå lidt bedre, skyldig eller ej. Irons vandt en Oscar for sin præstation. Der er også stærke indsatser fra Silver og Close side og de er med til at give et nuancerede billede af de mennesker de portrætterer og mennesker i almindelighed.
Close’s rolle som Sunny von Bülow, bruges i øvrigt nærgående som voice-over og det er et kløgtigt, om end noget dristigt træk.
28/07-2005
