Lost In Translation DK-Style
5.0
Da Keld’s (Henriksen) kone (Fich) går fra ham, fordi hun er træt af hans kedelige og ubeslutsomme sind, begynder Keld, for at få mad, at komme dagligt på en lokal kina-grill. Her bliver han så fortrolig med ejeren (Ku Wu), at denne beder ham om at gifte sig med hans søster (Wu), bare proforma og for penge, så hun kan få opholdstilladelse i Danmark.
At sammenligne ”Kinamand” med Sofia Coppola’s mesterværk ”Lost In Translation” vil for nogen måske virke som helligbrøde, men ikke desto mindre gav ”Kinamand” mig mindelser om netop denne film. Ikke fordi de tematisk er ens, men i deres grundlæggende melankolske stemning har de ifølge mig noget tilfælles.
”Kinamand” er et varmt og humoristisk godt lavet og velspillet drama, uden at forfalde til platheder, der er holdt i en socialrealistisk stil, hvor de glansløse billeder er med til at give den rette følelse af, hvem vores hovedperson er og hvordan han føler sig.
Henriksen er tæt på at være perfekt valgt som knudemanden, der meget symbolsk bare spiser sig igennem menukortet startende med nummer 1 og så forsætter med nummer 2 og så videre på Kina-grillen, for at slippe for at skulle tage stilling til noget som helst i sit liv. Men hvor mødet med den kinesiske kvinde, alligevel rører noget i ham, der gør at han må lære at turde føle kærligheden og vise den, inden det er for sent.
Det er et smukt og rørende tema, om at vove at elske fordi det en dag måske er for sent (som filmen også selv postulerer) og det er en romantisk komedie om mødet mellem to kulturer, om kærlighed på tværs og på trods og om at udtrykke den, vælge den eller prøve på det, hvis man selv vil elskes.
Historien tør fornemt stå ved de følelser det frembringer hos publikum, også selv om de kan forekomme rørstrømske og der er en æstetisk og vedkommende sindstilstand i fortællingen, hvor særligt slutningen er fortvivlende smuk. Den kan jeg godt anbefale.
At sammenligne ”Kinamand” med Sofia Coppola’s mesterværk ”Lost In Translation” vil for nogen måske virke som helligbrøde, men ikke desto mindre gav ”Kinamand” mig mindelser om netop denne film. Ikke fordi de tematisk er ens, men i deres grundlæggende melankolske stemning har de ifølge mig noget tilfælles.
”Kinamand” er et varmt og humoristisk godt lavet og velspillet drama, uden at forfalde til platheder, der er holdt i en socialrealistisk stil, hvor de glansløse billeder er med til at give den rette følelse af, hvem vores hovedperson er og hvordan han føler sig.
Henriksen er tæt på at være perfekt valgt som knudemanden, der meget symbolsk bare spiser sig igennem menukortet startende med nummer 1 og så forsætter med nummer 2 og så videre på Kina-grillen, for at slippe for at skulle tage stilling til noget som helst i sit liv. Men hvor mødet med den kinesiske kvinde, alligevel rører noget i ham, der gør at han må lære at turde føle kærligheden og vise den, inden det er for sent.
Det er et smukt og rørende tema, om at vove at elske fordi det en dag måske er for sent (som filmen også selv postulerer) og det er en romantisk komedie om mødet mellem to kulturer, om kærlighed på tværs og på trods og om at udtrykke den, vælge den eller prøve på det, hvis man selv vil elskes.
Historien tør fornemt stå ved de følelser det frembringer hos publikum, også selv om de kan forekomme rørstrømske og der er en æstetisk og vedkommende sindstilstand i fortællingen, hvor særligt slutningen er fortvivlende smuk. Den kan jeg godt anbefale.
28/07-2005
