Overbevisende maltraktering

Troja er ren og skær teknik, og som sådan fungerer den også ganske udmærket. De storslåede billeder er tit ved at tage pusten fra en, og effekterne kan der ikke sættes en finger på. Men at en fantastisk legende som Illiaden i den grad bliver tilpasset en typisk hollywood skabelon, det lugter langt væk af kommercielle interesser. Filmen er skabt nøje og præcist efter sværd/sandal-films manualen, hvis der da eksisterer sådan en. Man kan næsten i samtlige scener forestille sig produktionsholdet stå ude i kulissen og diskutere, hvad der er flest penge i. Det er bare trist at det skal gå ud over et smukt eventyr. Når filmen alligevel holder sig oven vande, er det fordi Wolfgang Petersen har så stor en ambition om at underholde sit publikum.

På filmens tekniske side er det tydeligt, at en perfektionist står bag. Der kan simpelthen ikke sættes en finger på noget som helst. Det skulle lige være Gabriel Yareds score. Når det er værst kammer sentimentaliteten over, og man efterlades med grumme brækfornemmelser, men til tider er det smukt og understøtter billederne på bedste vis. Fotograferingen er i en klasse for sig. Kameraets svæveture hen over slagmarken får ens puls op i det røde felt, men min ynglingscene er der, hvor man først ser et skib, hvorefter kameraet langsomt zoomer ud indtil man ser hele den enorme flåde. Det er i sandhed majestætisk og noget, der får nakkehårene til at rejse sig. Men lige så storslået som filmen til tider er, lige så intense er nærkampsscenerne. Især kampen mellem Hektor og Achilleus. Selve scenografien kan man heller ikke klage over. Byen Troja er både imponerende og troværdigt skabt. Det samme er grækernes lejr ved vandet. Især afbrændingen af samme er skildret utrolig flot og realistisk. Ikke desto mindre er næsten samme effekt brugt lige så virkningsfuldt i Spartacus fra 1960. Men bortset fra det er Troja en stilopvisning i, hvad Hollywood kan præstere nu om dage.

MEN! Så er det vi kommer tilbage til overskriften. Det er meget sjældent at de ”bløde værdier”(med det mener jeg historie, skuespil etc.) overstiger eller matcher det tekniske. Skuespillet er stift og unuanceret, Især Pitt er komplet intetsigende som Achilleus. Jeg har været inde på at Petersen maltrakterer historien, og det er ikke fordi, en filmatisering slavisk skal følge bogens handlingsforløb, så længe det der bliver skabt er i bogens ånd, men det mener jeg ikke der er tale om her. Under rulleteksterne står der, at filmen er inspireret af Illiaden, og det må siges at være det mest rigtige her. Man kan dårligt nok kalde det en filmatisering. For det første er krigen foran Trojas mure en lang og elendig krig. I Troja er det hurtigt overstået. Det er selvfølgelig ikke til at sige hvor lang tid det skal forestille at være, men det virker ikke som ti år. I øvrigt er Illiaden blot et udsnit af denne krig, på få dage. Episoden med den Trojanske hest er således en del af Oddyséen, og udspiller sig først efter Achilleus’s død, der ganske rigtigt er slutningen på Illiaden.

Men som sagt er det ikke disse kronologiske ændringer, der irriterer mig mest. Det er renvaskningen af eventyret. Det hele skal være så politisk korrekt.
-Paris og Helena stikker af sammen fordi de elsker hinanden. Nej Paris vinder Helena i en skønhedskonkurrence.
-Hektor sørger for at en gruppe uskyldige kvinder og børn, bl.a. hans egen familie overlever og kommer i sikkerhed. Nej nedslagtningen er komplet. Odysseus, ja flinke Oddyseus, der mest af alt er imod denne krig, smadrer Hektors søn mod klipperne.
-Til sidst i filmen viser Paris sig som en helt og blander sig i kampen. Nix! Paris affyrer i bogen en pil mod Achilleus, mens han selv er i sikkerhed bag Trojas mure. Guderne leder pilen mod Achileuss’s hæl. Paris er ligeså fej og uduelig som han hele tiden har været.
-Den grummeste fejl mener jeg dog er, at lade Menelaus dø, mens Helena slipper væk. Det strider mod hele bogens ”koncept”, hvor Menelaus starter en krig af kærlighed til en kvinde, vinder krigen og får sin kvinde tilbage. Det kan man i dårligt bebrejde ham for. I filmen er Helena blot undskyldningen for at ødelægge Troja. Hun har jo truffet sit valg. Menelaus vil derfor ikke kunne vinde hende tilbage lige meget hvad. Måske som slave, men ikke hendes kærlighed. Af samme årsag bliver forskellen mellem god og ond alt for sort/hvid.

Nogle vil uden tvivl kalde mig hyklerisk, fordi jeg ikke forstår at filmen alene er til for at underholde, og derfor også bør vurderes på de præmisser. Jeg har dog intet imod film, der blot er til for underholdningens skyld. Så er det bare ikke en legende som Illiaden, der skal danne grundlag. Det medfører visse forpligtelser, hvilke jeg ikke mener Petersen lever op til. Han behandler historien respektløst og spænder desuden ben for en eventuel seriøs filmatisering, og så er det ligegyldigt, hvor spektakulært det er opsat. Se filmen for underholdningens skyd, men lad være med at tro, at det er Homers værk i ser på. Så bliver i godt og grundigt snydt.