©Blandede følelser©
3.0
Små spoilers:
Efter "Monster´s Ball" leverer Marc Foster her et stykke meget mindre dyster Hollywood drama om J.M. Barrie og familien, som inspirerede ham til at lave "Peter Pan".
Filmen er flot skruet sammen og man sidder undervejs og tænker tilbage på de gamle S/H film i Hollywood´s yngre dage.
Indimellem forekommer filmen endda helt magísk og det er udfra disse enkelte momenter, at mine stjerner er givet.
Grunden til at jeg alligevel ikke har givet filmen mere end 3 stjerner, er fordi det hele virker meget søgt og fortænkt og når Miramax står bag, så er det svært at undgå at komme til at tænke på tidligere film, som også har virket som oplagte forsøg på at kunne bidrage med noget til Oscar festen.
Filmen er simpelthen så politisk korrekt, at det indimellem kan være svært at bære. Kulminationen af dette, er selvfølgelig da den skeptiske og strenge mormor til sidst vender rundt på en tallerken og er den første til at klappe i hænderne af stykket, da det bliver opført i hjemmet.
Det er scener som denne, som gør filmen fortænkt og gør at det hele bliver en tand for meget. Hvilket er synd, for filmen kunne sagtens have været dette foruden og havde ikke behøvet scener som disse, for at man kunne føle noget.
Filmen begår derved den klassiske fejl og glemmer at stole på, at historien i sig selv er rørende nok for en film af denne type og begiver sig derfor ud i disse "over-the-top" rørstrømske scener og bruger for det meste børnene som nådesstødet.
Det største irritationsmoment for mig, var dog hvor meget filmen på visse områder mindede om den fortræffelige og ganske undervurderede "Shadowlands", der omhandler børnebogsforfatteren C.S.Lewis´ (manden bag Narnia som nu i kølvandet af "LOTR" succes, snart er at finde i vores biografer) møde med kærligheden og selverkendelsen af, at det liv han lever, ikke gør ham lykkelig.
"Shadowlands" er dog på alle punkter denne film overlegen.
Sidst men ikke mindst så har jeg altid godt kunnet lide Johnny Depp, men han sprudler ikke ligefrem i denne film. Faktisk virker han meget kold og fraværende til tider og hans præstation virker meget rutinepræget i forhold til hvad man normalt ser ham udføre. Dette sammen med Hollywood´s sædvanlige utroværdige måde at portrættere børn i film på (få dem til at virke mere voksne end de voksne selv i handlinger og til tider også i måden de taler) forstærker følelsen af, at dette "bare" var sidste års bidrag til Oscar festen fra Miramax.
Med andre ord er jeg ret skuffet over denne film, da jeg havde forventet mig så meget mere. Denne film er acceptabel som drama, men jeg vil nok altid se den som et halvhjertet forsøg på at gå "Shadowlands" i bedene, på samme måde som "Mona Lisa Smile" forsøgte at gøre med "Døde poeters klub".
Efter "Monster´s Ball" leverer Marc Foster her et stykke meget mindre dyster Hollywood drama om J.M. Barrie og familien, som inspirerede ham til at lave "Peter Pan".
Filmen er flot skruet sammen og man sidder undervejs og tænker tilbage på de gamle S/H film i Hollywood´s yngre dage.
Indimellem forekommer filmen endda helt magísk og det er udfra disse enkelte momenter, at mine stjerner er givet.
Grunden til at jeg alligevel ikke har givet filmen mere end 3 stjerner, er fordi det hele virker meget søgt og fortænkt og når Miramax står bag, så er det svært at undgå at komme til at tænke på tidligere film, som også har virket som oplagte forsøg på at kunne bidrage med noget til Oscar festen.
Filmen er simpelthen så politisk korrekt, at det indimellem kan være svært at bære. Kulminationen af dette, er selvfølgelig da den skeptiske og strenge mormor til sidst vender rundt på en tallerken og er den første til at klappe i hænderne af stykket, da det bliver opført i hjemmet.
Det er scener som denne, som gør filmen fortænkt og gør at det hele bliver en tand for meget. Hvilket er synd, for filmen kunne sagtens have været dette foruden og havde ikke behøvet scener som disse, for at man kunne føle noget.
Filmen begår derved den klassiske fejl og glemmer at stole på, at historien i sig selv er rørende nok for en film af denne type og begiver sig derfor ud i disse "over-the-top" rørstrømske scener og bruger for det meste børnene som nådesstødet.
Det største irritationsmoment for mig, var dog hvor meget filmen på visse områder mindede om den fortræffelige og ganske undervurderede "Shadowlands", der omhandler børnebogsforfatteren C.S.Lewis´ (manden bag Narnia som nu i kølvandet af "LOTR" succes, snart er at finde i vores biografer) møde med kærligheden og selverkendelsen af, at det liv han lever, ikke gør ham lykkelig.
"Shadowlands" er dog på alle punkter denne film overlegen.
Sidst men ikke mindst så har jeg altid godt kunnet lide Johnny Depp, men han sprudler ikke ligefrem i denne film. Faktisk virker han meget kold og fraværende til tider og hans præstation virker meget rutinepræget i forhold til hvad man normalt ser ham udføre. Dette sammen med Hollywood´s sædvanlige utroværdige måde at portrættere børn i film på (få dem til at virke mere voksne end de voksne selv i handlinger og til tider også i måden de taler) forstærker følelsen af, at dette "bare" var sidste års bidrag til Oscar festen fra Miramax.
Med andre ord er jeg ret skuffet over denne film, da jeg havde forventet mig så meget mere. Denne film er acceptabel som drama, men jeg vil nok altid se den som et halvhjertet forsøg på at gå "Shadowlands" i bedene, på samme måde som "Mona Lisa Smile" forsøgte at gøre med "Døde poeters klub".
28/07-2005
