- Intellektuel godbid -
4.0
Gus Van Sant har lavet både gode og mindre gode film i løbet af sin karriere, og det skal nok ses i lyset af hans uforudsigelighed, når nye projekter skal vælges. Denne gang berører han den amerikanske ungdom nok engang men med et højaktuelt emne på dagsordenen, nemlig de berygtede High School-massakrer, der har hærget USA i de senere år.
Emnet er interessant, men Van Sants tilgang til emnet er endnu mere interessant, og dermed er filmen det også. Stilen er helt og aldeles naturalistisk, hvor det amerikanske skolemiljø udforskes på godt og ondt med et kamera, der observerer – ikke dømmer.
Og så alligevel - Van Sant fremhæver nogle grimme træk, men gør det også på en så udramatisk, og i øvrigt realistisk, måde, at subjektiviteten aldrig for alvor gør sit indtog. Navnlig fordi filmen er filmet i et ekstremt roligt tempo, mens kameraet blot følger efter de medvirkende med total anonymitet. Det ironiske er, at selvom kameraarbejdet forekommer primitivt og anonymt, så har det den stik modsatte effekt og formår at være mere udtryksfuld end de fleste film.
Men hvad vores instruktør vil med sin film, er svært at sige, da der på ingen måde uddeles svar. På den bekostning kan filmen godt virke unødigt stillestående. Frem for at beskæftige sig med det psykologiske i sit tema, så har Van Sant i stedet bare pådraget sig rollen som observatør sammen med sit publikum. Tragedien serveres udramatisk, og måske netop derfor gør den ondt. Gerningsmændene fremstilles som helt ordinære mennesker i et helt ordinært samfund, og det er næsten lige før, at det er kedsomheden, der får skylden for de meningsløse myrderier. Van Sant har ganske enkelt fjernet oprør’et i ”ungdomsopgør”, og i stedet for at finde sig en syndebuk lader han meningsløsheden være tragediens sande essens. Drillende drager Van Sant både de voldelige computerspil og den lemfældige våbenpolitik ind i billedet, for at i et kort sekund friste sit publikum til at tro, at samfundet nok engang får skylden. Men samfundet går fri. For Van Sant er tydeligvis ikke interesseret i at plante skylden nogen steder, men vil hellere udforske tvetydigheden i problematikkens natur, hvilket glimrende understreges i scenen, hvor vores to kommende massemordere på hver deres måde lader sig stimulere. Den ene gennem tanketom computervold, den anden gennem sofistikeret klaverspil. En morder har intet ansigt.
Problemstillingen i ”Elephant” er derfor uhyre interessant, mens Van Sants mangel på stillingtagen kan virke frustrerende og måske endda en anelse fejt. Dog ikke noget der udelukker en anbefaling af filmen, for det er trods alt en intellektuel godbid, og når Hollywood for en gang skyld giver anledning til selvstændig tænkning, så er det med at gribe chancen, når den er der.
Emnet er interessant, men Van Sants tilgang til emnet er endnu mere interessant, og dermed er filmen det også. Stilen er helt og aldeles naturalistisk, hvor det amerikanske skolemiljø udforskes på godt og ondt med et kamera, der observerer – ikke dømmer.
Og så alligevel - Van Sant fremhæver nogle grimme træk, men gør det også på en så udramatisk, og i øvrigt realistisk, måde, at subjektiviteten aldrig for alvor gør sit indtog. Navnlig fordi filmen er filmet i et ekstremt roligt tempo, mens kameraet blot følger efter de medvirkende med total anonymitet. Det ironiske er, at selvom kameraarbejdet forekommer primitivt og anonymt, så har det den stik modsatte effekt og formår at være mere udtryksfuld end de fleste film.
Men hvad vores instruktør vil med sin film, er svært at sige, da der på ingen måde uddeles svar. På den bekostning kan filmen godt virke unødigt stillestående. Frem for at beskæftige sig med det psykologiske i sit tema, så har Van Sant i stedet bare pådraget sig rollen som observatør sammen med sit publikum. Tragedien serveres udramatisk, og måske netop derfor gør den ondt. Gerningsmændene fremstilles som helt ordinære mennesker i et helt ordinært samfund, og det er næsten lige før, at det er kedsomheden, der får skylden for de meningsløse myrderier. Van Sant har ganske enkelt fjernet oprør’et i ”ungdomsopgør”, og i stedet for at finde sig en syndebuk lader han meningsløsheden være tragediens sande essens. Drillende drager Van Sant både de voldelige computerspil og den lemfældige våbenpolitik ind i billedet, for at i et kort sekund friste sit publikum til at tro, at samfundet nok engang får skylden. Men samfundet går fri. For Van Sant er tydeligvis ikke interesseret i at plante skylden nogen steder, men vil hellere udforske tvetydigheden i problematikkens natur, hvilket glimrende understreges i scenen, hvor vores to kommende massemordere på hver deres måde lader sig stimulere. Den ene gennem tanketom computervold, den anden gennem sofistikeret klaverspil. En morder har intet ansigt.
Problemstillingen i ”Elephant” er derfor uhyre interessant, mens Van Sants mangel på stillingtagen kan virke frustrerende og måske endda en anelse fejt. Dog ikke noget der udelukker en anbefaling af filmen, for det er trods alt en intellektuel godbid, og når Hollywood for en gang skyld giver anledning til selvstændig tænkning, så er det med at gribe chancen, når den er der.
29/07-2005
