Ensom Orden, Trist Kaos
2.0
Jeg hørte første gang om denne film, da jeg så en trailer for den i en biograf i Tokyo, og den har siden fået gode anmeldelser i vesten. Men for mig at se er der kun tale om en flot, men overfladisk og hul omgang pseudoeksistentialisme tilsat lidt Miike Takashi (der tilmed optræder kort i filmen).
I starten lader det til at være en sort komisk film om nedtrykte og ensomme mennesker, men efterhånden blev det en omgang simpelt og overfladisk wannabe-art. Asano Tadanobu ("Distance", "Ichi the Killer", "Bright Future"), spiller den samme rolle, som han har spillet tusindvis af gange: en stille og udtryksløs fyr, der virker sympatisk i sin stille ensomhed. Denne gang hedder han Kenji, der er en selvmorderisk bibliotekar på Japan Foundations kulturcenter i Bangkok, hvor han bor i en skinnende ren lejlighed, der er et resultat af Kenjis rengørings- og ordensvanvid. Kald ham hr. Ensomme Orden. Den rene japaner kommer i kontakt med det beskidte og kaotiske Thailand, da han møder barpigen Noi (Sinitta Booyasak) på en bro, hvor hendes søster bliver kørt ned, og Kenji forsøger et selvmord. Noi kører Kenji hjem til sin lejlighed, der er et stort kaotisk rod. Kald hende frk. Ensomme Kaos. Resten af filmen forløber så med at de på dårligt engelsk og japansk, når frem til hinanden i deres ensomhed, mens deres dæmoner hærger i sidesekvenser i form af overspillende b-films yakuzabrødre og en voldelig ekskæreste i militærtøj. Filmen ville fungere, hvis hovedrollernes samspil fungerede, men det gør det ikke. Mest af alt på grund af manuskriptet. Det er så umådeligt banalt og utroværdigt. Den mest komplekse dialog imellem hovedpersonerne foregår nogenlunde således: "Det er smukt", siger hun. "Ja, men jeg er ked af det", siger han. "Alle er kede af det", siger hun.
Jeg blev ikke generet af filmens langsomme og rolige tempo. Et tempo som kan bruges ganske poetisk og flot i film som Kitano Takeshis "Hanabi" og Koreeda Hirokazus "Daremo Shiranai". Christopher Doyles cinematografi var også som sædvanlig helt betagende. Stil- og billedmæssigt kan jeg ikke sætte en finger på denne smukke film. Men filmen siger mig ikke noget indholdsmæssigt. Det er alt for udtænkt. Hr. Orden møder Frk. Kaos. Karaktererne var ikke levende mennesker eller interessante figurer, og deres ensomhed og sorg blev aldrig udforsket på tilfredsstillende vis. Når mange anmeldere i vesten suger filmen til sig, så skyldes det måske nærmere deres hang til eksotisme end deres interesse for menneskelige dilemmaer. Der var for mig at se ingen substans i denne omgang form.
I starten lader det til at være en sort komisk film om nedtrykte og ensomme mennesker, men efterhånden blev det en omgang simpelt og overfladisk wannabe-art. Asano Tadanobu ("Distance", "Ichi the Killer", "Bright Future"), spiller den samme rolle, som han har spillet tusindvis af gange: en stille og udtryksløs fyr, der virker sympatisk i sin stille ensomhed. Denne gang hedder han Kenji, der er en selvmorderisk bibliotekar på Japan Foundations kulturcenter i Bangkok, hvor han bor i en skinnende ren lejlighed, der er et resultat af Kenjis rengørings- og ordensvanvid. Kald ham hr. Ensomme Orden. Den rene japaner kommer i kontakt med det beskidte og kaotiske Thailand, da han møder barpigen Noi (Sinitta Booyasak) på en bro, hvor hendes søster bliver kørt ned, og Kenji forsøger et selvmord. Noi kører Kenji hjem til sin lejlighed, der er et stort kaotisk rod. Kald hende frk. Ensomme Kaos. Resten af filmen forløber så med at de på dårligt engelsk og japansk, når frem til hinanden i deres ensomhed, mens deres dæmoner hærger i sidesekvenser i form af overspillende b-films yakuzabrødre og en voldelig ekskæreste i militærtøj. Filmen ville fungere, hvis hovedrollernes samspil fungerede, men det gør det ikke. Mest af alt på grund af manuskriptet. Det er så umådeligt banalt og utroværdigt. Den mest komplekse dialog imellem hovedpersonerne foregår nogenlunde således: "Det er smukt", siger hun. "Ja, men jeg er ked af det", siger han. "Alle er kede af det", siger hun.
Jeg blev ikke generet af filmens langsomme og rolige tempo. Et tempo som kan bruges ganske poetisk og flot i film som Kitano Takeshis "Hanabi" og Koreeda Hirokazus "Daremo Shiranai". Christopher Doyles cinematografi var også som sædvanlig helt betagende. Stil- og billedmæssigt kan jeg ikke sætte en finger på denne smukke film. Men filmen siger mig ikke noget indholdsmæssigt. Det er alt for udtænkt. Hr. Orden møder Frk. Kaos. Karaktererne var ikke levende mennesker eller interessante figurer, og deres ensomhed og sorg blev aldrig udforsket på tilfredsstillende vis. Når mange anmeldere i vesten suger filmen til sig, så skyldes det måske nærmere deres hang til eksotisme end deres interesse for menneskelige dilemmaer. Der var for mig at se ingen substans i denne omgang form.
29/07-2005
