Alexander The Not So Great
2.0
Den unge Alexander (Farrell) vokser op og bliver en af de største hærførere, erobrere og konger verden endnu har set.
Stone’s historiske drama om Alexander Den Store, er en fejende flot og grandios storfilm hvor mange ting stemmer. Men den har sine svagheder og det desværre på et par mere end væsentlige punkter.
Handlingen mangler et klart mål om hvor den egentlig vil hen og hvad den prøver at fortælle, det er som om at Stone ikke helt har gjort sig klart hvor han egentlig skulle lægge fokus.
Det havde været i orden hvis Stone havde prøvet en tilgang til emnet, hvor der havde været fokuseret på Alexander’s forhold til sin dominerende og manipulerende mor, spillet rædselsfuldt af Jolie med endnu mere rædselsfuld accent, men temaet udforskes i længden ikke dybdegående nok, der springes ganske enkelt for hurtigt hen over barndommen til at den vinkel virker.
Havde Stone så haft fokus rettet mod Alexander’s forhold til sin far, spillet en anelse mere overbevisende af Kilmer, men ikke meget, men dette udforskes blot endnu mere overfladisk og uinteressant. Det eneste man får indtryk af er, at Alexander prøver at slippe sin moderbinding, ved at flygte så langt væk fra hende som muligt og derfor forsætter med at erobre land, og samtidig prøver at træde ud af sin fars skygge ved at bevise sig som en stor mand. Så som et spændende psykologisk portræt af en mand med magt og hvad der formede ham, er ”Alexander” ikke meget bevendt, selv om det sikkert i første omgang har været Stone’s mål, at man får en forståelse hvad der drev Alexander og gjorde ham til den han var.
Havde filmen så fortalt historien om hvordan Alexander blev til den store Konge, hærfører og erobrere som historien kender ham for, men dette antydes blot i en voice-over og fortælling af Hopkins og selv om vi følger Alexander i alle de år han prøver at lægge verden for sine fødder, så får man aldrig et indtryk af, at det faktisk er det der sker. Ja man får ikke en gang et indtryk af at Alexander var sin myte værdig, ikke engang tilnærmelsesvis. I Farrell’s, hvis hår ville passe til en rolle i ”Dumb & Dumber”, spil og Stone’s instruktion virker Alexander mere som en makedonsk tudeprins omgivet af store og stolte mænd, der moralsk må holde ham oppe konstant. Et er at Stone vælger at vise manden og ikke myten, det er da prisværdigt, men når han i den grad underspiller den mand der altså står bag myten, så der intet storhed eller stolt over ham er at finde, så er det at gøre manden for lille og samtidig pisse på det stof der har skabt myten i første omgang. Man bliver simpelthen træt af at se, at Farrell som Alexander er tæt på at fælde en tåre og altid tvivler (selv om han da sikkert har gjort det, så er billedet for ensidigt).
Også forholdet omkring Alexander’s homoseksualitet er tonet meget ned, så der ikke vises meget, blot antydes kraftigt. Man bliver ikke i tvivl om at Alexander er vilde med unge mænd, men man bliver i tvivl om hvorvidt han led under det, for man får et lille indtryk af, at det gør han måske, men så igen måske ikke og det er atter et af filmens problemer. Den ved ikke hvad den vil og her tør den ellers påstående kontroversielle Stone, ikke engang gå planken ud, men vælger i stedet at vise Alexander’s seksuelle omgang med kvinder meget direkte.
Kunne filmen så blot leve i kraft af sine mange store slagsscener, Alexander deltog jo i mange slag og Stone på den måde kunne havde vist ham som en stor kriger og udforsket krigens og voldens væsen, samtidig med at vi var blevet budt på en eller anden form for medrivende og storstilet underholdning, for det er jo ikke nogen hemmelighed at man forventer storstilet action- og slagscener i disse såkaldte sandal- og sværd-film (som Alexander vel tilhører), særligt fra en i den her størrelsesorden af en produktion og til den enorme sum som ”Alexander” har kostet.
Desværre er der ikke mange slag eller kampe i løbet af filmens næsten tre timer, faktisk kun to og hvor overdådige og fængslende de end er, så er de slet ikke lange nok til at de burde kunne stille publikums appetit eller retfærdiggøre, at vi følger et så langt krigstogt i filmen som vi gør. Men når de kører, så er de imponerende at se på, på næsten alle måder.
Skuespillet er svingende, nogle gør det fint, mens andre falder totalt igennem, men rollerne er heller ikke altid lige skarpe skrevet og der kæmpes med tonstunge og klodsede replikker, der næsten alle skal betones så de virker overdramatiserede, som om man snakker i overskrifter eller alt man siger er lige vigtig og drabeligt. Farrell er ikke for plausibel, men som rollen står, så falder han heller ikke helt igennem. Det gør karakteren Alexander til gengæld, så kan Farrell gøre det nok så godt.
På filmens plusside står en stærk visuel side, filmen byder på storslåede billeder og førsteklasses kameraarbejde af den mexicanske Rodrigo Prieto, der har været med på film som blandt andet ”8 Mile”. Filmen er ganske simpelt en fryd for øjet og sammen med den suveræne scenografi og de dekorative og veludførte kostumer, der ser ud til at være bearbejdet ned til mindste detalje og nogle gode skift/klip mellem scenerne, er filmen intet mindre end mesterlig i en ofte klassisk opulent stil. Kun i det andet store slag i filmen, hvor Alexander såres, er jeg utilfreds med Stone’s artistiske valg, hvor han laver et helt igennem grimt stilbrud, ved at gøre billederne røde og det passer slet ikke ind i den ellers stilrene film. Valget er sikkert taget for at understrege Alexanders tilstand og at det er et vendepunkt i hans liv (og for at nedtone de blodige scener har jeg ladet mig fortælle), men det er ikke desto mindre rærligt at se på og ikke i tråd med filmens ånd. Heldigvis er det kun i disse få scener at Stone, der ellers har tendens til ofte at lave et trættende visuelt over-kill i mange af sine film, træder ved siden af.
Også filmens underlægningsmusik af den græskfødte Vangelis, er pompøs, fantastisk fængende og understøtter de smukke billeder på bedste vis, særligt under de drabelige slag. De store slag er blodige og medrivende, det første kan måske forekomme en anelse rodet, men man fornemmer så elegant den kaos et sådan slag også er eller må føles som. De er desværre for korte og for få til filmens lange spilletid, der ikke rigtigt kan byde på meget andet, så uanset hvad, så er ”Alexander” den fiasko som alle har gjort den til og Stone beviser endnu engang at han er overvurderet som filmskaber, trods enkelte gode værker på sit cv.
Stone’s historiske drama om Alexander Den Store, er en fejende flot og grandios storfilm hvor mange ting stemmer. Men den har sine svagheder og det desværre på et par mere end væsentlige punkter.
Handlingen mangler et klart mål om hvor den egentlig vil hen og hvad den prøver at fortælle, det er som om at Stone ikke helt har gjort sig klart hvor han egentlig skulle lægge fokus.
Det havde været i orden hvis Stone havde prøvet en tilgang til emnet, hvor der havde været fokuseret på Alexander’s forhold til sin dominerende og manipulerende mor, spillet rædselsfuldt af Jolie med endnu mere rædselsfuld accent, men temaet udforskes i længden ikke dybdegående nok, der springes ganske enkelt for hurtigt hen over barndommen til at den vinkel virker.
Havde Stone så haft fokus rettet mod Alexander’s forhold til sin far, spillet en anelse mere overbevisende af Kilmer, men ikke meget, men dette udforskes blot endnu mere overfladisk og uinteressant. Det eneste man får indtryk af er, at Alexander prøver at slippe sin moderbinding, ved at flygte så langt væk fra hende som muligt og derfor forsætter med at erobre land, og samtidig prøver at træde ud af sin fars skygge ved at bevise sig som en stor mand. Så som et spændende psykologisk portræt af en mand med magt og hvad der formede ham, er ”Alexander” ikke meget bevendt, selv om det sikkert i første omgang har været Stone’s mål, at man får en forståelse hvad der drev Alexander og gjorde ham til den han var.
Havde filmen så fortalt historien om hvordan Alexander blev til den store Konge, hærfører og erobrere som historien kender ham for, men dette antydes blot i en voice-over og fortælling af Hopkins og selv om vi følger Alexander i alle de år han prøver at lægge verden for sine fødder, så får man aldrig et indtryk af, at det faktisk er det der sker. Ja man får ikke en gang et indtryk af at Alexander var sin myte værdig, ikke engang tilnærmelsesvis. I Farrell’s, hvis hår ville passe til en rolle i ”Dumb & Dumber”, spil og Stone’s instruktion virker Alexander mere som en makedonsk tudeprins omgivet af store og stolte mænd, der moralsk må holde ham oppe konstant. Et er at Stone vælger at vise manden og ikke myten, det er da prisværdigt, men når han i den grad underspiller den mand der altså står bag myten, så der intet storhed eller stolt over ham er at finde, så er det at gøre manden for lille og samtidig pisse på det stof der har skabt myten i første omgang. Man bliver simpelthen træt af at se, at Farrell som Alexander er tæt på at fælde en tåre og altid tvivler (selv om han da sikkert har gjort det, så er billedet for ensidigt).
Også forholdet omkring Alexander’s homoseksualitet er tonet meget ned, så der ikke vises meget, blot antydes kraftigt. Man bliver ikke i tvivl om at Alexander er vilde med unge mænd, men man bliver i tvivl om hvorvidt han led under det, for man får et lille indtryk af, at det gør han måske, men så igen måske ikke og det er atter et af filmens problemer. Den ved ikke hvad den vil og her tør den ellers påstående kontroversielle Stone, ikke engang gå planken ud, men vælger i stedet at vise Alexander’s seksuelle omgang med kvinder meget direkte.
Kunne filmen så blot leve i kraft af sine mange store slagsscener, Alexander deltog jo i mange slag og Stone på den måde kunne havde vist ham som en stor kriger og udforsket krigens og voldens væsen, samtidig med at vi var blevet budt på en eller anden form for medrivende og storstilet underholdning, for det er jo ikke nogen hemmelighed at man forventer storstilet action- og slagscener i disse såkaldte sandal- og sværd-film (som Alexander vel tilhører), særligt fra en i den her størrelsesorden af en produktion og til den enorme sum som ”Alexander” har kostet.
Desværre er der ikke mange slag eller kampe i løbet af filmens næsten tre timer, faktisk kun to og hvor overdådige og fængslende de end er, så er de slet ikke lange nok til at de burde kunne stille publikums appetit eller retfærdiggøre, at vi følger et så langt krigstogt i filmen som vi gør. Men når de kører, så er de imponerende at se på, på næsten alle måder.
Skuespillet er svingende, nogle gør det fint, mens andre falder totalt igennem, men rollerne er heller ikke altid lige skarpe skrevet og der kæmpes med tonstunge og klodsede replikker, der næsten alle skal betones så de virker overdramatiserede, som om man snakker i overskrifter eller alt man siger er lige vigtig og drabeligt. Farrell er ikke for plausibel, men som rollen står, så falder han heller ikke helt igennem. Det gør karakteren Alexander til gengæld, så kan Farrell gøre det nok så godt.
På filmens plusside står en stærk visuel side, filmen byder på storslåede billeder og førsteklasses kameraarbejde af den mexicanske Rodrigo Prieto, der har været med på film som blandt andet ”8 Mile”. Filmen er ganske simpelt en fryd for øjet og sammen med den suveræne scenografi og de dekorative og veludførte kostumer, der ser ud til at være bearbejdet ned til mindste detalje og nogle gode skift/klip mellem scenerne, er filmen intet mindre end mesterlig i en ofte klassisk opulent stil. Kun i det andet store slag i filmen, hvor Alexander såres, er jeg utilfreds med Stone’s artistiske valg, hvor han laver et helt igennem grimt stilbrud, ved at gøre billederne røde og det passer slet ikke ind i den ellers stilrene film. Valget er sikkert taget for at understrege Alexanders tilstand og at det er et vendepunkt i hans liv (og for at nedtone de blodige scener har jeg ladet mig fortælle), men det er ikke desto mindre rærligt at se på og ikke i tråd med filmens ånd. Heldigvis er det kun i disse få scener at Stone, der ellers har tendens til ofte at lave et trættende visuelt over-kill i mange af sine film, træder ved siden af.
Også filmens underlægningsmusik af den græskfødte Vangelis, er pompøs, fantastisk fængende og understøtter de smukke billeder på bedste vis, særligt under de drabelige slag. De store slag er blodige og medrivende, det første kan måske forekomme en anelse rodet, men man fornemmer så elegant den kaos et sådan slag også er eller må føles som. De er desværre for korte og for få til filmens lange spilletid, der ikke rigtigt kan byde på meget andet, så uanset hvad, så er ”Alexander” den fiasko som alle har gjort den til og Stone beviser endnu engang at han er overvurderet som filmskaber, trods enkelte gode værker på sit cv.
30/07-2005
