Please Don't Forsake Me.......
6.0
Det er Will Kane’s (Cooper) sidste dag som sheriff. Han er lige blevet gift med en ung smuk kvinde (Kelly) og er på vej væk fra byen, da han hører at Frank Miller og hans bande er på vej for at hævne, at Kane fik sat Miller i fængsel flere år tilbage. Kane vælger at blive, både i erkendelse af ikke at kunne flygte fra problemerne i længden og fordi han heller ikke vil ligge i sin grav som en fej hund en skønne dag, men også for at hjælpe byens indbyggere og søge hjælp blandt dem. Men langsomt må han indse, at byens indbyggere, som han ellers har hjulpet mange gange, svigter en efter en og han ene mand må tage kampen op eller flygte.
”High Noon” er en smukt fotograferet og spændende western i s/h, der gør vidunderligt brug af lys og skyggevirkninger og flot klippet sammen, foregår i ”real-time”. I løbet af handlingen får vi billeder af diverse ure der viser tiden og som på mest fascinerende vis, bygger spændingen op til den flotte montage, hvor toget med Frank Miller kommer og det er tid til det endelige opgør.
Plottet er karakter- og dialogdrevent og selv om handlingen i sig selv er simpel, så byder det på langt mere end mange tilsvarende film.
Også den evigt smukke sang ”High Noon”, i dag sikkert mere kendt som ”Please Don’t Forsake Me Oh My Darling”, er med til at gøre ”High Noon” til en stor og enestående oplevelse rent filmisk. Den bruges som et gennemgående tema under hele forløbet, er sunget af Tex Ritter og med tekst af Ned Washington og musik af Dimitri Tiomkin, der også har leveret resten af den suveræne underlægningsmusik.
Men ”High Noon” er mere end blot en veldrejet western med gode karakterer og et nervepirrende klimaks.
Da Carl Foreman i 1952 skrev manuskriptet, bygget på John Cunningham’s bog ”The Tin Star”, var han blevet indkaldt til afhøring af komiteen for anti-amerikansk virksomhed, der under McCarthy drev heksejagt på venstre-orienterede og svigtet af mange af dem han stolede på, skrev han bittert en historie om en mand der groft svigtes af det samfund der omgiver ham og burde stå ved hans side mod uretfærdigheden og det blev til mesterværket her, brillant instrueret af Zinnemann.
Filmen skabte i sin tid, en del kontroverser på grund af netop dette tema, og fik prominente stjerner som John Wayne til at kalde filmen anti-amerikansk, men den vandt dog indtil flere Oscars (Cooper for bedste mandlige skuespiller, bedste klip, musik og bedste sang) og var også nomineret for blandt andet bedste film og den fik stor succes i biograferne.
Historien om manden der når samfundet og dets borgere svigter, må træde i karakter og alene kæmpe mod overmagten for demokratiet, ytringsfriheden og retsindet er dog stadig lige så aktuel i dag som dengang og kan nemt overføres til verden som den ser ud nu.
Udover det, så er ”High Noon” også en kærlighedshistorie med et indbygget begyndende jalousi-drama, hvor Kane’s unge brud, spillet af en meget ung og billedskøn Kelly, i første omgang svigter ham, hun vil have manden ikke helten, mens hun begynder at tro at Kane bliver på grund af sin ekskæreste, spillet af Jurado. Men i sidste ende, indser hun, der ellers er erklæret pacifist, at ved at lade Kane stå alene, mister hun ham endegyldigt og på smukkeste vis bliver kærligheden også til slut Kane’s redning (symbolsk ment som at her finder han i sidste ende styrken, når alle andre svigter).
Filmen introducerede i sin tid en ny type helt, der ikke længere så ubekymret bekæmpede forbrydere, men mere sammenbidt og lavmælt tog kampen op, men uden at finde hæder i denne. Typen er brugt mange gange siden, og filmen er i sig selv efterlignet mange gange med mere eller mindre succes, men sjældent så vellykket og ren i udtrykket som her.
I hovedrollen gør Cooper med sit bekymrede blik og underspillet stil, en fantastisk indsats, man fornemmer smerten og angsten da det går op for ham, at han står alene, men ser også hans beslutsomhed, han må stå ved sit valg. Smerten var efter sigende dog temmelig ægte, da Cooper var alvorligt syg under optagelserne.
”High Noon” er både en underholdende og spændende western, med elementer af thriller, men den er også stor og vedkommende filmkunst, der har noget på hjertet.
”High Noon” er en smukt fotograferet og spændende western i s/h, der gør vidunderligt brug af lys og skyggevirkninger og flot klippet sammen, foregår i ”real-time”. I løbet af handlingen får vi billeder af diverse ure der viser tiden og som på mest fascinerende vis, bygger spændingen op til den flotte montage, hvor toget med Frank Miller kommer og det er tid til det endelige opgør.
Plottet er karakter- og dialogdrevent og selv om handlingen i sig selv er simpel, så byder det på langt mere end mange tilsvarende film.
Også den evigt smukke sang ”High Noon”, i dag sikkert mere kendt som ”Please Don’t Forsake Me Oh My Darling”, er med til at gøre ”High Noon” til en stor og enestående oplevelse rent filmisk. Den bruges som et gennemgående tema under hele forløbet, er sunget af Tex Ritter og med tekst af Ned Washington og musik af Dimitri Tiomkin, der også har leveret resten af den suveræne underlægningsmusik.
Men ”High Noon” er mere end blot en veldrejet western med gode karakterer og et nervepirrende klimaks.
Da Carl Foreman i 1952 skrev manuskriptet, bygget på John Cunningham’s bog ”The Tin Star”, var han blevet indkaldt til afhøring af komiteen for anti-amerikansk virksomhed, der under McCarthy drev heksejagt på venstre-orienterede og svigtet af mange af dem han stolede på, skrev han bittert en historie om en mand der groft svigtes af det samfund der omgiver ham og burde stå ved hans side mod uretfærdigheden og det blev til mesterværket her, brillant instrueret af Zinnemann.
Filmen skabte i sin tid, en del kontroverser på grund af netop dette tema, og fik prominente stjerner som John Wayne til at kalde filmen anti-amerikansk, men den vandt dog indtil flere Oscars (Cooper for bedste mandlige skuespiller, bedste klip, musik og bedste sang) og var også nomineret for blandt andet bedste film og den fik stor succes i biograferne.
Historien om manden der når samfundet og dets borgere svigter, må træde i karakter og alene kæmpe mod overmagten for demokratiet, ytringsfriheden og retsindet er dog stadig lige så aktuel i dag som dengang og kan nemt overføres til verden som den ser ud nu.
Udover det, så er ”High Noon” også en kærlighedshistorie med et indbygget begyndende jalousi-drama, hvor Kane’s unge brud, spillet af en meget ung og billedskøn Kelly, i første omgang svigter ham, hun vil have manden ikke helten, mens hun begynder at tro at Kane bliver på grund af sin ekskæreste, spillet af Jurado. Men i sidste ende, indser hun, der ellers er erklæret pacifist, at ved at lade Kane stå alene, mister hun ham endegyldigt og på smukkeste vis bliver kærligheden også til slut Kane’s redning (symbolsk ment som at her finder han i sidste ende styrken, når alle andre svigter).
Filmen introducerede i sin tid en ny type helt, der ikke længere så ubekymret bekæmpede forbrydere, men mere sammenbidt og lavmælt tog kampen op, men uden at finde hæder i denne. Typen er brugt mange gange siden, og filmen er i sig selv efterlignet mange gange med mere eller mindre succes, men sjældent så vellykket og ren i udtrykket som her.
I hovedrollen gør Cooper med sit bekymrede blik og underspillet stil, en fantastisk indsats, man fornemmer smerten og angsten da det går op for ham, at han står alene, men ser også hans beslutsomhed, han må stå ved sit valg. Smerten var efter sigende dog temmelig ægte, da Cooper var alvorligt syg under optagelserne.
”High Noon” er både en underholdende og spændende western, med elementer af thriller, men den er også stor og vedkommende filmkunst, der har noget på hjertet.
30/07-2005
