Formularen på en god Western

5.0
Enkelte spoilers;

Butch Cassidy and the Sundance Kid er instruktøren George Roy Hill's tragikomiske Western, der fortæller den stort set autentiske historie om de to fredløse banditters sidste måneder.

Filmen kan på sin vis inddeles i 3 overordnede sektioner.

Introduktionen/indledningen, dusørjagten på Butch og Sundance og deres eventyr i Sydamerika. Hver enkelt af disse sekvenser har sin helt egen markante stemning over sig.

Introduktionssekvensen er der, hvor man stifter bekendtskab med Butch Cassidy og hans “Hole in the Wall”-bande med det vittige par; Butch (Paul Newman) og Sundance (Robert Redford) i spidsen, mens de med succes er i gang med et togrøveri uden drab.
Den del med uden drab er i øvrigt bandens varemærke.
Med denne indledende sekvens får man mulighed for at lære lidt omkring de to hovedkarakterers kendetegn og personlighed.

Dusørjagten på Butch og Sundance, hvor de to hovedpersoner jages af en ubarmhjertig og ubøjelig flok dusørjægere, er filmens mest neglebidende og spændende sekvens.
Denne sekvens består af små 30 minutters action, hvor det nær ender rigtigt galt for Butch og Sundance adskillige gange, hvilket til sidst resulterer i at de beslutter at flygte til Sydamerika – nærmere bestemt Bolivia.

Bolivia sekvensen er utvivlsomt både den mest komiske og samtidig den mest dramatiske del af filmen.
Komisk er det ihvertfald da Butch og Sundance røver en bank, men får kommunikationsproblemer idet ingen af dem taler spansk.
Og dramatisk er det eneste ord, der på nogen måde fyldestgørende kan dække over filmens afsluttende shoot-out sekvens i San Vincente, hvor Butch og Sundance møder deres endeligt.

En af Butch Cassidy and the Sundance Kid’s allerstørste fortrin er den kemi, der så tydeligt forefindes imellem de to hovedrolleindehavere Newman og Redford.
Der er en afsindig stærk dynamik i samspillet mellem de to, hvor Newman medbringer sin legendariske sorgløse charme i rollen som Butch, mens Redford spiller op til sin (dengang) mere kendte medspiller på fornem vis.

Butch Cassidy and the Sundance Kid er en skøn western, den er atypisk for sin genre, men bestemt en af mine westernfavoritter, hvis ikke favoritten.
Butch Cassidy and the Kid