meningsfyldt voldsorgie?
3.0
Vi kender vel alle den lille subversive følelse af at afprøve eller gøre noget, som vi udpenslet er blevet advaret om, at det ville være en meget dårlig idé. Projekteres dette over i filmverdenen, så vil jeg nævne en film som eksempelvis Gaspar Noés berettiget kontroversielle-påstemplet Irreversible (der muligvis er den mest ubehagelig film, jeg til dato har overværet), hvor der højlydt blev proklameret, at denne film var ren sansetortur, og for sit eget bedste burde man holde sig langt væk. Der er en trodsig fascination ved disse advarsler og en ubændig trang til at se, om filmen(e) virkelig er så gruopvækkende som påstået. I Irreversibel’s tilfælde var der substans i advarslerne, og efter alt det, som jeg havde hørt og læst om Wes Cravens bundubehagelige Last House on the Left (hovedsagligt fra Forceoffive), havde jeg nærmest forventet en ligeså ondskabsfuld og nærmest umenneskelig oplevelse, som Irreversibel havde ’beriget’ mig med. Det fik jeg dog ikke, og kontroverserne omkring Last House on the Left (der blev produceret i 1972) finder jeg en smule opreklamerede, uden at være decideret kommerciel reklamemanipulation.
Last… er som en debutfilm på alle måder overrumplende. Craven udviser en imponerende stilsikkerhed og virtuost fokus på den historie (og i tilgift de anvendte filmiske virkemidler), han vil fortælle. For at genbruge/kopiere Force’s udtalelser om denne film, så har Cravens intention været at genopvække befolkningens næstekærlighed og medmenneskelighed (efter at disse, ifølge Craven, var blevet umenneskelig voldsstandardiseret i virkelighedens verden og udviste en fatal ligegyldighed overfor virkelighedens elendigheder) via chokerende og eksplicitte billeder på film. Perspektiveret med førnævnte Irreversibel, så fungerer Last… realistisk set bedre igennem dens primitive og minimalistiske stil, der ikke beror sig på samme manipulerende gimmicker, som Noé gjorde (hjernevaskende lyde og kvalmefrembringende kameraføring). Til gengæld mister Last… megen troværdighed gennem de håbløst overkarikerede personer, der befolker filmen. Skuespillet er ret så skrækkeligt, og man forarges og skræmmes under de ulidelige fysiske overgreb mod de stakkels kvinder på grund af selve essensen i handlingerne og ikke visualiseringen. På persongallerifronten er Last… sindssyg anstrengende, og så hjælper det ikke, at Craven indledningsvis deklarerer, at filmen er baseret på virkelige begivenheder. En billig chokeffekt, der uvirkningsfuldt prøver at understøtte en form for realisme.
Der er dog kunstneriske (eller noget lignende) kvaliteter at finde i Last… For mig at se virker eksistensgrundlaget for filmen tyndt, men Cravens intentioner fungerer alligevel som en konsekvent (men meget skjult) linie i filmen. Den ofte kontrapunktiske musik er ubehagelig understøttende og fremhæver det bizarre og menneskelig groteske i filmen og personers handlinger, mens Craven ofte krydsklipper mellem idylliske begivenheder (familie og naturen) og de umenneskelige overgreb, som pigerne må lide under. I begyndelsen lukker faderen (indikeres gennem avisen) brutaliteten og umenneskeligheden ude, men må uundgåeligt konfronteres med dette, da ondskaben kommer tæt på hans eget hjem i flere betydninger (fin detalje fra Craven, at overgrebene foregår tæt på den ene piges hjem). De to tossede politibetjente kunne godt repræsentere Cravens kyniske og mistroiske syn på myndighederne, hvor han latterliggøre dem for deres inkompetence. Den sorte humor er en integreret del af filmen og er (ligesom musikken) et supplement til det groteske.
I Last… skildrer Craven fundamentale følelser som had og ønsket om hævn (der leder til selvtægt), og disse kontrasterer den empati og næstekærlighed, som Craven jo følte, at befolkningen ikke udviste. Personligt har jeg en ret ambivalent føling overfor filmen, da jeg ikke synes, at Cravens intentioner skinner klart igennem, og man forledes derfor flere gange til at tro, at filmen er en sadistisk vold-for-voldens-skyld affære. Last… virker desuden mere som eksperimenterende provokation end en helstøbt film. De tre stjerner går derfor til de filmisktekniske kvaliteter og respekten overfor, at dette faktisk er en debutfilm.
Last… er som en debutfilm på alle måder overrumplende. Craven udviser en imponerende stilsikkerhed og virtuost fokus på den historie (og i tilgift de anvendte filmiske virkemidler), han vil fortælle. For at genbruge/kopiere Force’s udtalelser om denne film, så har Cravens intention været at genopvække befolkningens næstekærlighed og medmenneskelighed (efter at disse, ifølge Craven, var blevet umenneskelig voldsstandardiseret i virkelighedens verden og udviste en fatal ligegyldighed overfor virkelighedens elendigheder) via chokerende og eksplicitte billeder på film. Perspektiveret med førnævnte Irreversibel, så fungerer Last… realistisk set bedre igennem dens primitive og minimalistiske stil, der ikke beror sig på samme manipulerende gimmicker, som Noé gjorde (hjernevaskende lyde og kvalmefrembringende kameraføring). Til gengæld mister Last… megen troværdighed gennem de håbløst overkarikerede personer, der befolker filmen. Skuespillet er ret så skrækkeligt, og man forarges og skræmmes under de ulidelige fysiske overgreb mod de stakkels kvinder på grund af selve essensen i handlingerne og ikke visualiseringen. På persongallerifronten er Last… sindssyg anstrengende, og så hjælper det ikke, at Craven indledningsvis deklarerer, at filmen er baseret på virkelige begivenheder. En billig chokeffekt, der uvirkningsfuldt prøver at understøtte en form for realisme.
Der er dog kunstneriske (eller noget lignende) kvaliteter at finde i Last… For mig at se virker eksistensgrundlaget for filmen tyndt, men Cravens intentioner fungerer alligevel som en konsekvent (men meget skjult) linie i filmen. Den ofte kontrapunktiske musik er ubehagelig understøttende og fremhæver det bizarre og menneskelig groteske i filmen og personers handlinger, mens Craven ofte krydsklipper mellem idylliske begivenheder (familie og naturen) og de umenneskelige overgreb, som pigerne må lide under. I begyndelsen lukker faderen (indikeres gennem avisen) brutaliteten og umenneskeligheden ude, men må uundgåeligt konfronteres med dette, da ondskaben kommer tæt på hans eget hjem i flere betydninger (fin detalje fra Craven, at overgrebene foregår tæt på den ene piges hjem). De to tossede politibetjente kunne godt repræsentere Cravens kyniske og mistroiske syn på myndighederne, hvor han latterliggøre dem for deres inkompetence. Den sorte humor er en integreret del af filmen og er (ligesom musikken) et supplement til det groteske.
I Last… skildrer Craven fundamentale følelser som had og ønsket om hævn (der leder til selvtægt), og disse kontrasterer den empati og næstekærlighed, som Craven jo følte, at befolkningen ikke udviste. Personligt har jeg en ret ambivalent føling overfor filmen, da jeg ikke synes, at Cravens intentioner skinner klart igennem, og man forledes derfor flere gange til at tro, at filmen er en sadistisk vold-for-voldens-skyld affære. Last… virker desuden mere som eksperimenterende provokation end en helstøbt film. De tre stjerner går derfor til de filmisktekniske kvaliteter og respekten overfor, at dette faktisk er en debutfilm.
02/08-2005
