one creepy bastard!
4.0
Brian De Palmas psykologiske thriller Raising Cain er en lettere mystisk, men ultimativ også udspekuleret (og egentlig ikke synderligt kompliceret) affære, der mere er konstrueret for stemningens skyld og ikke selve handlingen, hvor strukturen er mere spændende end denne. I dette tilfælde kan jeg lettere forstå og værdsætte Force’s store passion for en af sine yndlingsfilm, da Raising Cain er en i særklasse stemningsmættet og myrekrybfremkaldende gyser, der besidder en konstant intimiderende og trykkende stemning, som suger publikum ind i dens ret specielle univers.
John Lithgow spiller hovedrollen som den mentalt forstyrrede søn, der viderefører faderens sadistiske eksperimenter, som udføres for at kortlægge symptomerne og grundende til personlighedsspaltning. I Raising Cain leverer Lithgow talrige pragtpræstationer, da han selv er blevet udsat for tragiske familieeksperimenter og har derfor udviklet en dybdegående personlighedsspaltning. Som sagt er historien ikke videre original (men hamrende uforudsigelig!), og for mit vedkommende var der heller ingen dybere subtekst (andet end forskruede familierelationer) at finde i filmen. Raising Cain er dog en veludført og ret vellykket stiløvelse, hvor De Palma får flere lejligheder til at bringe homáge til sin store inspirationskilde, gysermesteren Hitchcock. Især slutningen er en åbenlys reference til den banebrydende Psycho, selvom førnævnte mere anvendes som en sidste, og lidt billig, chokeffekt.
Det lettere fraværende og karikerede skuespil distancerer publikum fra et ægte følelsesmæssigt engagement (den smertelige scene, hvor en forhåbningsfuld Steven Bauer sidder med røde roser og venter på sin elskede, ekskluderet), men understøtter til gengæld den nærmeste surrealistiske stemning, som Raising Cain til overflod besidder. De Palma mestrer både det suggestive og bombastiske gys til fulde, og Raising Cain er en af de mest skrækindjagende og forrygende suspensefyldte gysere, jeg længe har set. Tre scenariums er i særdeleshed mindeværdige; komakonens opvækning og efterfølgende død (fremragende sammenklippet), moderens hævnfyldte fremtræden på tv-monitoren, og ikke mindst terapiscenen, hvor Lithgow (i barnetilstand, ret velspillet) erklærer, at der er en person bag terapeuten, hvorefter De Palma ulideligt langsomt lader kameraet panorere 180 grader for at afsløre intet. De Palma elsker at vildlede sit publikum, hvoraf de overlappende drømmesekvenser (hvoraf kun en faktisk er en drøm) ikke lader publikum åbenlyst distingvere mellem virkelighed og fantasi.
En af de store kvaliteter i Raising Cain er den visuelle side, hvor De Palma demonstrerer, at han virkelig er en visionær instruktør af den mere gammeldags slags. Filmen er nemlig en visuel overrumplende og i sandhed virtuos fornøjelse, hvor den sindsoprivende lækre kameraføring når sit højdepunkt med den uforglemmelig one-take på politistationen, hvor De Palma eminent skjuler refleksioner, konstrueret belysning og unaturlige scenografier. En lille genistreg ses, når kameraet tilter i kongruens med trappegelænderets hældning. Det store klimaks er også noget nær perfekt iscenesat, hvor et af De Palmas varemærker, den velkoreograferede slowmotion, er både detaljerig og uhyggelig spændingsfyldt.
Raising Cain er en suveræn fængslende og uhyggelig film, der utvivlsomt er værd at give et syn eller to, på trods af, at formen prioriteres højere end indholdet. De Palma er med denne film helt klart på hjemmebane.
John Lithgow spiller hovedrollen som den mentalt forstyrrede søn, der viderefører faderens sadistiske eksperimenter, som udføres for at kortlægge symptomerne og grundende til personlighedsspaltning. I Raising Cain leverer Lithgow talrige pragtpræstationer, da han selv er blevet udsat for tragiske familieeksperimenter og har derfor udviklet en dybdegående personlighedsspaltning. Som sagt er historien ikke videre original (men hamrende uforudsigelig!), og for mit vedkommende var der heller ingen dybere subtekst (andet end forskruede familierelationer) at finde i filmen. Raising Cain er dog en veludført og ret vellykket stiløvelse, hvor De Palma får flere lejligheder til at bringe homáge til sin store inspirationskilde, gysermesteren Hitchcock. Især slutningen er en åbenlys reference til den banebrydende Psycho, selvom førnævnte mere anvendes som en sidste, og lidt billig, chokeffekt.
Det lettere fraværende og karikerede skuespil distancerer publikum fra et ægte følelsesmæssigt engagement (den smertelige scene, hvor en forhåbningsfuld Steven Bauer sidder med røde roser og venter på sin elskede, ekskluderet), men understøtter til gengæld den nærmeste surrealistiske stemning, som Raising Cain til overflod besidder. De Palma mestrer både det suggestive og bombastiske gys til fulde, og Raising Cain er en af de mest skrækindjagende og forrygende suspensefyldte gysere, jeg længe har set. Tre scenariums er i særdeleshed mindeværdige; komakonens opvækning og efterfølgende død (fremragende sammenklippet), moderens hævnfyldte fremtræden på tv-monitoren, og ikke mindst terapiscenen, hvor Lithgow (i barnetilstand, ret velspillet) erklærer, at der er en person bag terapeuten, hvorefter De Palma ulideligt langsomt lader kameraet panorere 180 grader for at afsløre intet. De Palma elsker at vildlede sit publikum, hvoraf de overlappende drømmesekvenser (hvoraf kun en faktisk er en drøm) ikke lader publikum åbenlyst distingvere mellem virkelighed og fantasi.
En af de store kvaliteter i Raising Cain er den visuelle side, hvor De Palma demonstrerer, at han virkelig er en visionær instruktør af den mere gammeldags slags. Filmen er nemlig en visuel overrumplende og i sandhed virtuos fornøjelse, hvor den sindsoprivende lækre kameraføring når sit højdepunkt med den uforglemmelig one-take på politistationen, hvor De Palma eminent skjuler refleksioner, konstrueret belysning og unaturlige scenografier. En lille genistreg ses, når kameraet tilter i kongruens med trappegelænderets hældning. Det store klimaks er også noget nær perfekt iscenesat, hvor et af De Palmas varemærker, den velkoreograferede slowmotion, er både detaljerig og uhyggelig spændingsfyldt.
Raising Cain er en suveræn fængslende og uhyggelig film, der utvivlsomt er værd at give et syn eller to, på trods af, at formen prioriteres højere end indholdet. De Palma er med denne film helt klart på hjemmebane.
02/08-2005
