©& the road leads to nowhere©
5.0
Spoilers:
Som jeg i sin tid nævnte under "Irreversible", så fatter jeg ikke det store "fuzz" der var over den film, når man eksempelvis helt tilbage i 1972 havde en film som "Last house on the left" til at skabe røre.
Filmen omhandler to teenage hippie piger, som undervejs til en koncert bliver bortført af en bande forbrydere (efter at have forsøgt at købe hash hos dem), tortureret, voldtaget og dræbt, hvorefter skæbnens ironi gør, at banden tilfældigvis ender med at overnatte hos de to forældre til den ene af pigerne. De begynder langsomt at ane uråd og beslutter for selv at tage (blodig) affære.
Filmen hed oprindeligt "Night of vengeance" (en reference til forældrenes hævn), men pga. at publikum ikke strømmede til, så skiftede man titlen til "Last house on the left", som mathcede de titler på den strøm af horrorfilm, der huserede på dette tidspunkt meget godt og det gav den ønskede effekt. Folk strømmede lige pludselig til.
Faktisk havde filmen flere arbejdstitler udover "Night of..". Titler som "Sex Crime of the Century" og "Krug & Company" var bare nogen af dem.
Filmen blev desuden kendt for den meget iørefaldende tagline: "To avoid fainting, keep repeating "It's only a movie...It's only a movie..."
Filmen skabte enormt røre tilbage i ´72 og blev forbudt i mange lande og i USA nægtede man at vise filmen i biffen i dens originale form. Til dags dato er det stadig næsten umuligt at opstøve den helt uklippede version (Holland er måske en mulighed) og den danske version, som lige er udkommet fra On-Air video, er da også identisk med den amerikanske.
De fleste hardcore horror & gore freaks vil sikkert blive skuffet over hvor lidt blod og involde der er i betragtning af dens rygte (der gik rygter om folk blandt publikum, som efter sigende skulle have kastet op). Især hvis man vælger at se filmen som en exploitation movie i stil med "Kannibal massakren" og alle de andre skumle film tilbage fra 70-80´erne.
Hvis man derimod ser filmen, som Craven ønsker vi skal se den, så er den modbydelig og svær at ryste af sig og det til trods for, at filmen fremstår meget amatøragtig i dag og den blev da næsten også lavet for ingen penge i sin tid. Så den fremstår derfor som en utrolig vellykket B-film.
I det hele taget er det utrolig, at Craven "overlevede" denne film og fik muligheden for at arbejde igen og endda senere hen på flere større Hollywood produktioner.
Det er Craven´s første film og man fornemmer da også tydeligt den unge rebel og provokatør, som står bag. Filmisk har den sine svage sider, men ligesom på mange af John Carpenter´s tidligere produktioner, så fornemmer man det rå og upolerede talent hos den unge instruktør.
Filmen er et studie i kontrapunktisk musik (counterpoint) og den glade stemningsmusik under de grusomme scener, er med til at forstærke følelsen af afmagt.
Der er et interview med Wes Craven og skuespillerne på den danske DVD udgave her over 30 år efter og Craven sagde noget meget interessant omkring denne film mht. til budskabet og motivationen bag at lave en film som denne:
I forbindelse med Vietnamkrigen som stod på dengang, følte Craven at folk uanfægtet var sunket hen til bare at sluge alle de rå billeder fra krigen, som farede hen over deres tv-skærme og bagefter havde de således for vane bare at sætte sig upårvirket hen og spiste aftensmad. Derudover var han som sagt ung og rebelsk (som det hørte til dengang) og det var hans første film og han havde den der "fuck systemet og censuren" attitude. "Jeg gør hvad jeg vil". Men han siger noget meget interessant. Nemlig at folk der påstod at denne film glorificerer vold er helt galt på den. Det var den første amerikanske film til at vise voldens ubehagelige ansigt, men det er en antivold film. Han håbede at kunne provokere og chokere folk til at tænke: "Jeg kommer aldrig til at have noget med vold at gøre efter denne oplevelse".
Han siger netop også, at ham og produceren Sean S. Cunningham følte at det var nødvndigt at vise hvordan volden så ud i det rigtige liv. NETOP fordi at Hollywood glorificerede vold, ved at få det til at se sejt ud, når Clint Eastwood lige nakkede 5 fyre og uden at vise hvor blodigt og ubehageligt det egentlig ville være i virkeligheden. Derfor følte han, at folk havde fået et afslappet forhold til vold og denne film skulle være et "wake-up call" til disse mennesker og det må man jo sige den blev og det enddag uden at være overdrevet blodig. Meget af det er antydninger ligesom "Motorsavsmassakren (1974), men filmen er stadig ubehagelig på en måde, som jeg ikke fandt "Irreversible". Til dels fordi man føler mere med disse personer (hvilket selvfølgelig også var en del af Noé´s intentioner, da han lavede "Irreversible" i omvendt kronologisk rækkefølge og dermed rodede med vores følelser ved at vi ikke kender hovedpersonerne så godt endnu, når tragedien indtræffer), men også fordi at den har et dokumentar agtigt look, der får den til at fremstå meget realistisk.
Hvis man kan se bort fra kvaliteten af filmen og at den er fra 1972 og komme til at føle personerne, så vil man få samme oplevelse som mig og så vil man kunne se, hvorfor Craven rammer plet og rammer et punkt, hvor ens syn på mennesker får et knæk.
Det er også tydeligt at se Craven´s fascination af, hvordan civiliserede mennesker, kan udføre lige så voldelige gerninger, som voldsmændene, hvis de føler sig tvunget til det. (I det her tilfælde forældrenes håndtering af banden). Denne fascination afspejles også i hans næste film fra 1977 "The hills have eyes".
Hvad man end vil synes om denne film, så håber jeg, at man kan fornemme vigtigheden af denne film tiden taget i betragtning og at den netop ikke er en exploitation movie, da den ikke bruger vold for at gore-freaks skal sidde sammen og råbe "det så fedt ud". Derfor er der også mange af disse personer, som ikke fatter en meter af filmen og bagefter siger: "den var da ikke så slem. jeg har da se meget voldeligere film end denne".
Misforstået film? Det er som man vælger at se på det. Man vælge at se det egentlige budskab som filmen bringer med sig, som en undskyldning for at lave en exploitation film.
Jeg har valgt at se igennem fingre med al kontroversen som har huseret omkring filmen i alle disse år og prøvet at få føling med Craven´s budskab.
Det er en stærk og kontroversiel film, som bestemt ikke er for alle, men jeg mener stadig, at den i dag fremstår som et af filmhistoriens vigtige kapitler.
Musikken til filmen er skrevet og fremført af filmens egen bad guy Krug spillet af David Hess (som senere hen skulle gå hen og komponere numre, som skulle blive fremført af bl.a. Elvis & Beatles - navnet på hans karakter inspirerede iøvrigt senere Craven til at skabe Freddy Krueger, men som Hess selv siger, så er han det eneste bad guy skræk idol, som ikke har brug for at bære maske, for at skræmme folk *GG*).
Iblandt numrene finder vi det, hvis titel jeg brugte til overskrift på denne anmeldelse. Noget af musikken er meget smukt fremført på sådan en rigtig 70´er agtig måde og teksterne rammer hårdt, da de som sagt bliver brugt kontrapunktisk. Bl.a. hører man et stille nummer, hvor noget af teksten bl.a. lyder "..You´re all alone now" lige efter at den ene pige er blevet skamferet og voldtaget og i en nærmest trance lignende tilstand af chok og resignation og velvidende om, at hun ikke slipper ud af det her, vader ud i en sø for at møde sin skæbne. Wes Craven beskrev det som, at hun gik tilbage til "jorden".
Dette er efter min mening også helt klart den hårdeste scene. Ikke kun pga. af handlingerne men også efterspillet og synet af denne stakkels pige, som er helt nedbrudt og som vader rundt i choktilstand og ved at hun kommer til at dø med død og vold omkring sig og uden sine kære omkring hende. Samt det ene glimt (i selvsamme scene) af medmenneskelighed, hvor banden ser ud til at indse, at de er gået for langt og har overskredet den linie, hvor alt håb om at redde det sidste af deres menneskelighed nu er forgæves.
Filmen er inspireret af Bergmann´s "Jomfrukilden og forvent snarest et remake (som det jo flasker sig i øjeblikket i Hollywood - det er åbenbart agurketider derovre). Ja faktisk går der rygter om 2 remakes, hvoraf dette er hjemmesiden til det ene ved navn "Chaos": www.onlyamovie.com.
(Bemærk iøvrigt at de med titlen på linket også har "lånt" fra originalen´s tagline).
Jeg foreslå dog, at man ser originalen, hvis man har planer om at se den. Jeg har en svag mistanke om, at remaket ikke helt vil have samme betydning som "Last house.." havde og således stå tilbage som et luset forsøg på bare at chokere og tjene penge på det.
"Last house.." er dog ikke en film, som jeg ville turde anbefale nogen (hvilket jeg også nævnte for Don - "det er på eget ansvar" ;o) ). Til dels pga. indholdet, som nok ikke er for alle, men også pga. at den er fra 1972 og i dag forekommer meget amatøragtig.
Dog vil jeg sige, at hvis man er en rigtig filmfreak og også mente at man lige skulle have "Motorsavsmassakren" med pga. al den kontrovers den skabte og dens plads i filmhistorien, ja så bør man heller ikke snyde sig selv for "Last house on the left".
(Tak til Scope for at have taget anmodningen op og tilføjet den til deres film database).
Som jeg i sin tid nævnte under "Irreversible", så fatter jeg ikke det store "fuzz" der var over den film, når man eksempelvis helt tilbage i 1972 havde en film som "Last house on the left" til at skabe røre.
Filmen omhandler to teenage hippie piger, som undervejs til en koncert bliver bortført af en bande forbrydere (efter at have forsøgt at købe hash hos dem), tortureret, voldtaget og dræbt, hvorefter skæbnens ironi gør, at banden tilfældigvis ender med at overnatte hos de to forældre til den ene af pigerne. De begynder langsomt at ane uråd og beslutter for selv at tage (blodig) affære.
Filmen hed oprindeligt "Night of vengeance" (en reference til forældrenes hævn), men pga. at publikum ikke strømmede til, så skiftede man titlen til "Last house on the left", som mathcede de titler på den strøm af horrorfilm, der huserede på dette tidspunkt meget godt og det gav den ønskede effekt. Folk strømmede lige pludselig til.
Faktisk havde filmen flere arbejdstitler udover "Night of..". Titler som "Sex Crime of the Century" og "Krug & Company" var bare nogen af dem.
Filmen blev desuden kendt for den meget iørefaldende tagline: "To avoid fainting, keep repeating "It's only a movie...It's only a movie..."
Filmen skabte enormt røre tilbage i ´72 og blev forbudt i mange lande og i USA nægtede man at vise filmen i biffen i dens originale form. Til dags dato er det stadig næsten umuligt at opstøve den helt uklippede version (Holland er måske en mulighed) og den danske version, som lige er udkommet fra On-Air video, er da også identisk med den amerikanske.
De fleste hardcore horror & gore freaks vil sikkert blive skuffet over hvor lidt blod og involde der er i betragtning af dens rygte (der gik rygter om folk blandt publikum, som efter sigende skulle have kastet op). Især hvis man vælger at se filmen som en exploitation movie i stil med "Kannibal massakren" og alle de andre skumle film tilbage fra 70-80´erne.
Hvis man derimod ser filmen, som Craven ønsker vi skal se den, så er den modbydelig og svær at ryste af sig og det til trods for, at filmen fremstår meget amatøragtig i dag og den blev da næsten også lavet for ingen penge i sin tid. Så den fremstår derfor som en utrolig vellykket B-film.
I det hele taget er det utrolig, at Craven "overlevede" denne film og fik muligheden for at arbejde igen og endda senere hen på flere større Hollywood produktioner.
Det er Craven´s første film og man fornemmer da også tydeligt den unge rebel og provokatør, som står bag. Filmisk har den sine svage sider, men ligesom på mange af John Carpenter´s tidligere produktioner, så fornemmer man det rå og upolerede talent hos den unge instruktør.
Filmen er et studie i kontrapunktisk musik (counterpoint) og den glade stemningsmusik under de grusomme scener, er med til at forstærke følelsen af afmagt.
Der er et interview med Wes Craven og skuespillerne på den danske DVD udgave her over 30 år efter og Craven sagde noget meget interessant omkring denne film mht. til budskabet og motivationen bag at lave en film som denne:
I forbindelse med Vietnamkrigen som stod på dengang, følte Craven at folk uanfægtet var sunket hen til bare at sluge alle de rå billeder fra krigen, som farede hen over deres tv-skærme og bagefter havde de således for vane bare at sætte sig upårvirket hen og spiste aftensmad. Derudover var han som sagt ung og rebelsk (som det hørte til dengang) og det var hans første film og han havde den der "fuck systemet og censuren" attitude. "Jeg gør hvad jeg vil". Men han siger noget meget interessant. Nemlig at folk der påstod at denne film glorificerer vold er helt galt på den. Det var den første amerikanske film til at vise voldens ubehagelige ansigt, men det er en antivold film. Han håbede at kunne provokere og chokere folk til at tænke: "Jeg kommer aldrig til at have noget med vold at gøre efter denne oplevelse".
Han siger netop også, at ham og produceren Sean S. Cunningham følte at det var nødvndigt at vise hvordan volden så ud i det rigtige liv. NETOP fordi at Hollywood glorificerede vold, ved at få det til at se sejt ud, når Clint Eastwood lige nakkede 5 fyre og uden at vise hvor blodigt og ubehageligt det egentlig ville være i virkeligheden. Derfor følte han, at folk havde fået et afslappet forhold til vold og denne film skulle være et "wake-up call" til disse mennesker og det må man jo sige den blev og det enddag uden at være overdrevet blodig. Meget af det er antydninger ligesom "Motorsavsmassakren (1974), men filmen er stadig ubehagelig på en måde, som jeg ikke fandt "Irreversible". Til dels fordi man føler mere med disse personer (hvilket selvfølgelig også var en del af Noé´s intentioner, da han lavede "Irreversible" i omvendt kronologisk rækkefølge og dermed rodede med vores følelser ved at vi ikke kender hovedpersonerne så godt endnu, når tragedien indtræffer), men også fordi at den har et dokumentar agtigt look, der får den til at fremstå meget realistisk.
Hvis man kan se bort fra kvaliteten af filmen og at den er fra 1972 og komme til at føle personerne, så vil man få samme oplevelse som mig og så vil man kunne se, hvorfor Craven rammer plet og rammer et punkt, hvor ens syn på mennesker får et knæk.
Det er også tydeligt at se Craven´s fascination af, hvordan civiliserede mennesker, kan udføre lige så voldelige gerninger, som voldsmændene, hvis de føler sig tvunget til det. (I det her tilfælde forældrenes håndtering af banden). Denne fascination afspejles også i hans næste film fra 1977 "The hills have eyes".
Hvad man end vil synes om denne film, så håber jeg, at man kan fornemme vigtigheden af denne film tiden taget i betragtning og at den netop ikke er en exploitation movie, da den ikke bruger vold for at gore-freaks skal sidde sammen og råbe "det så fedt ud". Derfor er der også mange af disse personer, som ikke fatter en meter af filmen og bagefter siger: "den var da ikke så slem. jeg har da se meget voldeligere film end denne".
Misforstået film? Det er som man vælger at se på det. Man vælge at se det egentlige budskab som filmen bringer med sig, som en undskyldning for at lave en exploitation film.
Jeg har valgt at se igennem fingre med al kontroversen som har huseret omkring filmen i alle disse år og prøvet at få føling med Craven´s budskab.
Det er en stærk og kontroversiel film, som bestemt ikke er for alle, men jeg mener stadig, at den i dag fremstår som et af filmhistoriens vigtige kapitler.
Musikken til filmen er skrevet og fremført af filmens egen bad guy Krug spillet af David Hess (som senere hen skulle gå hen og komponere numre, som skulle blive fremført af bl.a. Elvis & Beatles - navnet på hans karakter inspirerede iøvrigt senere Craven til at skabe Freddy Krueger, men som Hess selv siger, så er han det eneste bad guy skræk idol, som ikke har brug for at bære maske, for at skræmme folk *GG*).
Iblandt numrene finder vi det, hvis titel jeg brugte til overskrift på denne anmeldelse. Noget af musikken er meget smukt fremført på sådan en rigtig 70´er agtig måde og teksterne rammer hårdt, da de som sagt bliver brugt kontrapunktisk. Bl.a. hører man et stille nummer, hvor noget af teksten bl.a. lyder "..You´re all alone now" lige efter at den ene pige er blevet skamferet og voldtaget og i en nærmest trance lignende tilstand af chok og resignation og velvidende om, at hun ikke slipper ud af det her, vader ud i en sø for at møde sin skæbne. Wes Craven beskrev det som, at hun gik tilbage til "jorden".
Dette er efter min mening også helt klart den hårdeste scene. Ikke kun pga. af handlingerne men også efterspillet og synet af denne stakkels pige, som er helt nedbrudt og som vader rundt i choktilstand og ved at hun kommer til at dø med død og vold omkring sig og uden sine kære omkring hende. Samt det ene glimt (i selvsamme scene) af medmenneskelighed, hvor banden ser ud til at indse, at de er gået for langt og har overskredet den linie, hvor alt håb om at redde det sidste af deres menneskelighed nu er forgæves.
Filmen er inspireret af Bergmann´s "Jomfrukilden og forvent snarest et remake (som det jo flasker sig i øjeblikket i Hollywood - det er åbenbart agurketider derovre). Ja faktisk går der rygter om 2 remakes, hvoraf dette er hjemmesiden til det ene ved navn "Chaos": www.onlyamovie.com.
(Bemærk iøvrigt at de med titlen på linket også har "lånt" fra originalen´s tagline).
Jeg foreslå dog, at man ser originalen, hvis man har planer om at se den. Jeg har en svag mistanke om, at remaket ikke helt vil have samme betydning som "Last house.." havde og således stå tilbage som et luset forsøg på bare at chokere og tjene penge på det.
"Last house.." er dog ikke en film, som jeg ville turde anbefale nogen (hvilket jeg også nævnte for Don - "det er på eget ansvar" ;o) ). Til dels pga. indholdet, som nok ikke er for alle, men også pga. at den er fra 1972 og i dag forekommer meget amatøragtig.
Dog vil jeg sige, at hvis man er en rigtig filmfreak og også mente at man lige skulle have "Motorsavsmassakren" med pga. al den kontrovers den skabte og dens plads i filmhistorien, ja så bør man heller ikke snyde sig selv for "Last house on the left".
(Tak til Scope for at have taget anmodningen op og tilføjet den til deres film database).
02/08-2005
