Den besværlige kærlighed- igen

Auteuren Edward Burns er en af den amerikanske independent-scene mest habile og minimalistiske filmmager, hvis værker hverken er innoverende, visuelt prangende eller nyder den store kommercielle succes. Til gengæld har hans film, der ofte er meget kærlighedsorienteret, altid været i besiddelse af et stort hjerte med realistiske menneskelige følelser og relationsvenlige problemstillinger. Som instruktør kan Burns dog ikke anklages for at tage store og bredtfavnende udviklingsskridt, men i dette tilfælde irriteres man ikke over netop dette, da man altid ved, hvad man får serveret fra Burns, der lige siden sin fremragende debut med Brødrene McMullen (der vakte positiv opmærksomhed ved Sundance Festival, hvorefter selveste Robert Redford har ageret producer på et par af Burns’ film siden) har været kvalitativ træfsikker og ikke har begået en svag film. Hovedværket har utvivlsomt været hans anden spillefilm, den hjertevarme She’s the One, der for mit vedkommende er en af alle tiders bedste feel-good film, i hvilken kategori Ted Demmes skammeligt oversete Beautiful Girls og Silberlings ligeledes undervurderede Moonlight Mile også tilhører. Burns udvidede persongalleriet betydeligt med den humoristiske og velspillende Sideways of New York, mens han bød på påtaget melankoli med den tunge, men overordnet fine Ash Wednesday. No Looking Back må siges at være Burns’ mest personligt udfordringsløse film, der følger den succesrige formel fra She’s the One, men ikke besidder den samme monumentale følelsesmæssig styrke, og er derved også Burns’ svageste film til dato, hvor kritikpunkterne dog alligevel er begrænsede.

Burns’ spiller som altid selv en af hovedrollerne, men dette skal ikke tolkes som et narcissistisk træk fra hans side. Som publikum kan man nemlig kun værdsætte, at manuskriptforfatteren og instruktøren selv udfylder en af filmens mere krævende roller, da han jo netop har kreeret kompleksiteten. Handlingen i No Looking Back er en smule banal og ikke synderlig original, om end velmenende og med en oprigtig morale. Lauren Holly er langtfra en talentfuld skuespillerinde, og hun formår da heller ikke at opbygge den rette empati for hendes karakter. Holly spiller en kvinde, der principielt lever et tilfredsstillende og godt, om end noget ordinært liv med hendes semi-forlovede (en overraskende god Jon Bon Jovi), som hun bevidst distancerer en smule. Burns (der spiller med stor charme og karisma) er ekskæresten, der vender tilbage og ønsker hende igen. Hverdagsproblemerne er udramatiserede og realistiske, ikke mindst takket være de meget naturlige skuespillerpræstationer og den sublimt velskrevne og naturalistiske dialog. Personplausibiliteten er tårnhøj, hvor ingen udleveres klichefyldt eller for den sags skylds skildres glorificerende. Dette er almindelige mennesker, hvor ingen er fejlfrie. Tematikken indbefatter de idealistiske (og lidt naive) drømme, man havde som ung, og hvorledes disse stranguleres af realiteterne og en stigende ansvarsfølelse. Egoismen til side, så postulerer Burns, at det aldrig er for sent at efterfølge sine drømme og finde sit eget jeg. Som sagt, oprigtig og sød morale.

No Looking Back er en varm, menneskelig og humoristisk drama, hvori der også er en subtil livsbekræftelse at finde. De magiske Bruce Springsteen numre højner kvalitetsniveauet, og så er det da også befriende at se en film, hvor det er karaktererne, der er det essentielle, og ikke indpakningen. Burns udfolder endnu engang sit talentfulde flair for de mere vedkommende film, og jeg synes ikke, at han har fået den ros og respekt, som han tydeligvis fortjener, da hans film altid er flere (gen)syn værd.