salvation
3.0
Prætentiøs, forudsigelig og tungt eksistentialistisk drama, der dog er i besiddelse af en meget nedtonet og udramatiseret fortælletone og så velspillende skuespillere, at den alligevel er et syn værd. Levity har utvivlsomt været en ønskefilm for manuskriptforfatteren og instruktøren Ed Solomon (der af filmisk erfaring blandt andet har ageret som forfatter på Sonnenfelds overgearede Men in Black-film), og man kan tydeligvis mærke hans meget personlige engagement. Som så ofte set før, så udgør oprigtige intentioner dog ikke en helstøbt film, og Levity lider under en lidt diffus og ufokuseret historie.
Billy Bob Thornton er en smule fraværende (muligvis fordi hovedpersonen er karakteriseret således), men ellers et ret godt og åbenlys til hovedrollen som straffefangen, der efter 23 år i fængsel løslades og påbegynder en alternativ form for social rehabilitering og søgen efter indre forløsning og tilgivelse. Man fornemmer uundgåelige associationer til Thorntons egen mesterlige Sling Blade (der dog var langt mere naturalistisk og som ikke besad ’frelse’-overtonerne) i handlingen, der rører relationsvenlige temaer som fortrydelse, sorg og (selv)had. Det er beundringsværdigt, hvorledes Solomon forsøger at udforske og behandle seriøse og menneskelige problemer med en sober og indsigtsfuld tilgang. Desværre er Solomons visualisering ikke nær så original og dybdegående, som den selv tror, og Levity lider meget under lidt for himmelråbende intentioner.
I birollerne vækker ikke mindst altid velspillende Holly Hunter opsigt som den efterladte søster, der har nok af problemer i sin hverdag, men tror, at hun finder trøst og omsorg i Thorntons tragiske karakter. Hans kærlighed til hende udspringer kun af egoisme og ønske om egen-frelse, men da Thornton slutteligt erkender dette for både hende og sig selv, er han en konstant sympatisk karakter at følge, der gennemgår en betydelig mental dannelsesrejse. Kirsten Dunst er tilpas uglamourøs og naturlig sød som den selvplagende pige, der finder uventet hjælp fra Thorntons nyfundne ansvarsbevidste side. Morgan Freeman overspiller desværre momentvis sin rolle som docerende og mystificerende prædikant, der dog viser sig at være en charlatan, der gemmer sig for sig selv bag de kristne budskaber. Levity er fyldt med religiøse undertoner, og selvom den sine steder kan forekomme kritisk overfor disse, så bifalder Solomon dem tydeligvis i sin fortælling om tilgivelse og håbet og troen på en ny chance. De velspillende skuespillere leverer den velskrevne dialog med indsigt og instinktiv fornemmelse.
Levity er en stilfærdig film med både rørende og originale momenter (her tænker jeg især på den ’omvendte tyngdekraft’ sekvens, der er helt poetisk i dens tvetydighed). Musikken af Mark Oliver Everett er rigtig god, mens Roger Deakins superbe kameraføring atter engang indfanger detaljerige og smukke billeder med en sans for det realistiske. Levity har altså sine stærke kvaliteter og oprigtige budskaber (uden at blive politisk korrekt, sentimental eller publikumsleflende), men man savner en ægte substans, og som publikum fænges man aldrig optimalt. Levity lover dog godt for Solomons fremtidige karriere, da filmen uomtvisteligt er potentialerig.
Billy Bob Thornton er en smule fraværende (muligvis fordi hovedpersonen er karakteriseret således), men ellers et ret godt og åbenlys til hovedrollen som straffefangen, der efter 23 år i fængsel løslades og påbegynder en alternativ form for social rehabilitering og søgen efter indre forløsning og tilgivelse. Man fornemmer uundgåelige associationer til Thorntons egen mesterlige Sling Blade (der dog var langt mere naturalistisk og som ikke besad ’frelse’-overtonerne) i handlingen, der rører relationsvenlige temaer som fortrydelse, sorg og (selv)had. Det er beundringsværdigt, hvorledes Solomon forsøger at udforske og behandle seriøse og menneskelige problemer med en sober og indsigtsfuld tilgang. Desværre er Solomons visualisering ikke nær så original og dybdegående, som den selv tror, og Levity lider meget under lidt for himmelråbende intentioner.
I birollerne vækker ikke mindst altid velspillende Holly Hunter opsigt som den efterladte søster, der har nok af problemer i sin hverdag, men tror, at hun finder trøst og omsorg i Thorntons tragiske karakter. Hans kærlighed til hende udspringer kun af egoisme og ønske om egen-frelse, men da Thornton slutteligt erkender dette for både hende og sig selv, er han en konstant sympatisk karakter at følge, der gennemgår en betydelig mental dannelsesrejse. Kirsten Dunst er tilpas uglamourøs og naturlig sød som den selvplagende pige, der finder uventet hjælp fra Thorntons nyfundne ansvarsbevidste side. Morgan Freeman overspiller desværre momentvis sin rolle som docerende og mystificerende prædikant, der dog viser sig at være en charlatan, der gemmer sig for sig selv bag de kristne budskaber. Levity er fyldt med religiøse undertoner, og selvom den sine steder kan forekomme kritisk overfor disse, så bifalder Solomon dem tydeligvis i sin fortælling om tilgivelse og håbet og troen på en ny chance. De velspillende skuespillere leverer den velskrevne dialog med indsigt og instinktiv fornemmelse.
Levity er en stilfærdig film med både rørende og originale momenter (her tænker jeg især på den ’omvendte tyngdekraft’ sekvens, der er helt poetisk i dens tvetydighed). Musikken af Mark Oliver Everett er rigtig god, mens Roger Deakins superbe kameraføring atter engang indfanger detaljerige og smukke billeder med en sans for det realistiske. Levity har altså sine stærke kvaliteter og oprigtige budskaber (uden at blive politisk korrekt, sentimental eller publikumsleflende), men man savner en ægte substans, og som publikum fænges man aldrig optimalt. Levity lover dog godt for Solomons fremtidige karriere, da filmen uomtvisteligt er potentialerig.
04/08-2005
