I Heart Original Cinema
5.0
David O. Russels "I Heart Huckabees" er noget af det sjoveste og skarpeste, jeg har set fra USA i år. Det er noget så sjældent og originalt som en eksistentiel komedie om et par eksistentielle detektiver (Dustin hoffman og Lily Tomlin), der i deres bureau løser deres klienters filosofiske problemer og kriser via detektivarbejde.
Den unge miljøaktivist Albert Markovski (Jason Schwartzman) opsøger bureauet, da han bliver ved med at løbe ind i en høj afrikaner, hvilket ikke kan være en tilfældighed. Detektivparret fortæller ham, at alting i universet hænger sammen, hvorefter de giver sig til at undersøge hans liv for at se, hvad det ellers hænger sammen med. De finder hurtigt ud af det store problem i Alberts liv: Hans krise med forretningskæden Huckabees (en slags Walmart) og specielt den superglatte og overfladiske repræsentant Brad Stand (Jude Law) og hans overtagelse af Alberts miljøorganisation og dens mission med at redde en naturareal. Den åleglatte Brad Stand og hans overfladiske spokesmodel-kæreste (Naomi Watts) ender også hos detektivparret, hvilket vender tingene op og ned hos kæresten, der lærer at være grim og ærlig overfor sig selv. Imidlertidig er Albert sammen med en filosofisk kriseramte brandmand (Mark Wahlberg der er fantastisk i denne rolle som aggresiv benzinhader) hoppet over til den filosofiske fjende i form af en franske nihilist (den altid gode Isabelle Huppert), der lærer de to at intet betyder noget, men at mennesket altid vil blive draget mod tragedie, hvorefter hun lægger an på Albert, og dermed skaber et trekantsdrama for at bevise sin pointe.
Filmen tager hele tiden pis på sig selv og på alle filosofiske retninger, den kan komme i nærheden af. Hverken nihilismen eller eksistentialismen bliver ophøjet som sandheden, men begge bliver behandlet med respekt og et dybt ironisk glimt i øjet. De eneste, der ikke gives nåde, er de fastlåse kristne, der bruger religion som en undskyldning for ikke at tænke, og den store dyrkelse af falske værdier som for eksempel den store klamme Huckabeeskæde, der tandpastasmiler sig til ødelæggelse. Et interessant aspekt ved filmen er, at den hele tiden er eksplicit. Der er ingen subtekst at analysere, da filmen hele tiden analyserer sig selv, og hele tiden med et stort, stort glimt i øjet. Filmen serverer en konstant strøm af filosofisk snak og sarkastiske jokes, og det er forfriskende for hjernen, der fodres med fine pointer blandet med underholdning. Filmen er filosofisk, politisk og fremfor alt skideskæg.
Det er skræmmende, at det danske anmelderkorps ikke forstår filmens selvironi.
Den unge miljøaktivist Albert Markovski (Jason Schwartzman) opsøger bureauet, da han bliver ved med at løbe ind i en høj afrikaner, hvilket ikke kan være en tilfældighed. Detektivparret fortæller ham, at alting i universet hænger sammen, hvorefter de giver sig til at undersøge hans liv for at se, hvad det ellers hænger sammen med. De finder hurtigt ud af det store problem i Alberts liv: Hans krise med forretningskæden Huckabees (en slags Walmart) og specielt den superglatte og overfladiske repræsentant Brad Stand (Jude Law) og hans overtagelse af Alberts miljøorganisation og dens mission med at redde en naturareal. Den åleglatte Brad Stand og hans overfladiske spokesmodel-kæreste (Naomi Watts) ender også hos detektivparret, hvilket vender tingene op og ned hos kæresten, der lærer at være grim og ærlig overfor sig selv. Imidlertidig er Albert sammen med en filosofisk kriseramte brandmand (Mark Wahlberg der er fantastisk i denne rolle som aggresiv benzinhader) hoppet over til den filosofiske fjende i form af en franske nihilist (den altid gode Isabelle Huppert), der lærer de to at intet betyder noget, men at mennesket altid vil blive draget mod tragedie, hvorefter hun lægger an på Albert, og dermed skaber et trekantsdrama for at bevise sin pointe.
Filmen tager hele tiden pis på sig selv og på alle filosofiske retninger, den kan komme i nærheden af. Hverken nihilismen eller eksistentialismen bliver ophøjet som sandheden, men begge bliver behandlet med respekt og et dybt ironisk glimt i øjet. De eneste, der ikke gives nåde, er de fastlåse kristne, der bruger religion som en undskyldning for ikke at tænke, og den store dyrkelse af falske værdier som for eksempel den store klamme Huckabeeskæde, der tandpastasmiler sig til ødelæggelse. Et interessant aspekt ved filmen er, at den hele tiden er eksplicit. Der er ingen subtekst at analysere, da filmen hele tiden analyserer sig selv, og hele tiden med et stort, stort glimt i øjet. Filmen serverer en konstant strøm af filosofisk snak og sarkastiske jokes, og det er forfriskende for hjernen, der fodres med fine pointer blandet med underholdning. Filmen er filosofisk, politisk og fremfor alt skideskæg.
Det er skræmmende, at det danske anmelderkorps ikke forstår filmens selvironi.
04/08-2005
