Værdig, men uafhængig sequel

Min respekt og beundring overfor Nicolas Winding Refns ubestridte filmiske talent (og deraf eminente og uafrystelige værker) er uendelig stor, og han er virkelig en etter i den danske filmverden (selvom denne prestigefyldte, men fuldt ud velfortjente plads er faretruende nær ved at blive overtaget af den originale Christoffer Boe). Efter den kommercielle, men ikke kunstneriske!, fiasko med den psykedeliske og meget stemningsmættede Fear X, der var nær ved at ruinere Refns filmselskab, havde han hårdt brug for en publikumssucces, men personligt blev jeg nu en smule skuffet over, at han kastede sig over en fortsættelse til sin hårdtslående og banebrydende debutfilm Pusher, da sådan en videreførelse var en sikker succes efter Pushers nuværende kultstatus. Et af de mest beundringsværdige træk ved Refn og hans film er den egenrådighed, unikhed og kompromisløshed, der ikke er at finde i andre danske film, og med Pusher II så det ud til, at Refn havde gået på kunstnerisk amfibium. Måske en unfair kritik, da Refn jo skal finde finansiering for at berige os med disse uafrystelige værker, som tillige også viste sig at være uberettiget, da Pusher II er en selvstændig, brutal og ret fremragende fortsættelse, der tydeligvis har en helstøbt historie at fortælle, da Refn virkelig har haft noget på hjerte.

I Pusher II følger vi Mads Mikkelsens moralsk tvivlsomme og lettere patetiske karakter, der mere eller mindre ubevidst indrullerer sig i en tragisk og evig nedadgående spiral, nøjagtig som Kim Bodnia gjorde i originalen. Respekt skal der gives til Mikkelsen for at han igen tør påtage sig sin debutrolle efter at han er blevet Danmarks nuttede kæledægge og endda har stået på rollelisten i en af blockbuster-mogulen Bruckheimes film. Mikkelsen vækker ikke helt den samme empati som Bodnia gjorde i sin tid (hvor man fornemmede en dybdegående og konstant kontemplativ substans i hans karakter), men han spiller mildest talt røven ud af bukserne og portrætterer en taberstatuerende mand med fysisk og psykisk overbevisning. Hans besøg på bordellet i filmens begyndelse er en klokkeklar opvisning i selvophøjende ynkelighed (og er ligeledes ret lattervækkende), hvor Refn er tæt på at udlevere sin karakter til det utroværdige, men plausibiliteten reddes hjem via Mikkelsens meget modige præstation (eller mangel på samme). Genintroduktionen af Mikkelsens karakter indikerer, at han ikke har ændret sig en skid siden den første film, og gennem hans uansvarlighed overfor sig selv og andre, tangerer han til det selvdestruktive, mens han alligevel forsøger at hæve sig over den uundgåelige tragedie og menneskelige ynkelighed. Som altid er Refn overlegen sikker i sin personskildring (med førnævnte som eneste undtagelse), og han fremstiller Mikkelsen som et ufokuseret menneske i konstant bevægelse, da han er emotionel rastløs. Fængselsopholdet har ikke budt på nævneværdig rehabilitering, og Mikkelsen er stadig hamrende øretæveindbydende og meget svær at sympatisere for fra publikums side. Da han finder ud af, at han er blevet far, tvinges han dog til at blive voksen og ansvarlig, og i modsætning til Bodnias karakter i mesterværket Bleeder, så lykkedes det næsten for Mikkelsen. Man rystes, når han roligt, men sikkert brænder alle broer bag sig, men Refn skærer først helt ind til hjertet i en scene, hvor Mikkelsen får forklaret gennem et samtaleanlæg, at hans mor er død. Man forfærdes over ingen evident reaktion fra hans side, og passiviteten fortsætter under en bryllupsseance, hvor faderen (suverænt og virkelig skræmmende og autoritært spillet af Leif Sylvester) erklærer, at hans søn egentlig er en fiasko, og at han ikke betyder noget som helst for ham. Ingen genkendelige familieværdier der. Mikkelsens langsomme selverkendelse om manglende menneskelige kvaliteter kulminerer i et af de klammeste og mest gruopvækkende filmmord, jeg længe har set, hvor afmagten rammer publikum lige i hjertet, der tvinges til at være vidne til en meget eksplicit, men egentlig også forståelig voldshandling. Slutningen er følelsesmæssig stærk, hvor denne kontrasterer Mikkelsens indledende rastløshed, da han slutteligt sidder stille i en bus med sønnen på skødet, på vej væk fra det hele. Der anes en antydning af håb, men Mikkelsens egoisme ødelægger dette, da han kun har kidnappet sin søn for at bevare den lille mængde af uskyldighed, der er at finde i ham selv. Optimistisk set kunne det dog også være et skridt mod ansvarlighed, og slutningen er tilpas tvetydig og åben.

Som publikum er det befriende med en anderledes og unik filmmager som Refn, der ikke bare forfalder til den succesrige, men skødesløs trivielle succesformel, der oftest udmunder sig i anonym, kedsommelig og navlepillende socialrealisme. Refn byder på innovation i den danske filmverden, og han tør afdække dybere lag i en tabubelagt samfundsdel (den kriminelle underverden), som vi bilder os selv ind ikke eksisterer i det idylliske Danmark. Refn udforsker dette fascinerende, men også umenneskelige univers med et skræmmende kendskab og nuanceret syn på miljøet (især bilrøveriet er realistisk iscenesat). Den dokumentariske, men for så vidt også subjektive kameraføring byder på stemningsfyldte, men grynede og naturalistiske billeder, der understøtter både den intimiderende realisme og karakterplausibiliteten. Desuden er musikken også anmassende og stemningssættende, og den svinger fornemt mellem det hårdtpumpede og intimt rørende.

Pusher II er en utrolig fængende og sine steder også gribende film, der ligeledes er en sindsoprivende, deprimerende og æstetisk sanseoplevelse af den nådesløse og uafrystelige slags. Desværre savner filmen den samme emotionelle gennemslagskraft, som Refns forrige værker så ypperligt besad, og selvom Refns skildring af miljøet stadig er både uforudsigelig og fascinerende, så får man ikke det samme udbytte. Pusher II er den første film fra Refn, som jeg nok vil tøve med et kalde et mesterværk. Men seværdig, veliscenesat og yderst interessant er den nu stadig. Jeg håber på, at Refn kan holde den kunstneriske damp oppe med tredje del i Pusher-serien (der omhandler Zlatko Buricks karakter), og at han ligeledes måske også får lidt mere kød på historiesiden. Refn er dog stadig Danmarks mest opsigtsvækkende, respektindgydende og ubarmhjertige filmmager, og han er helt klart en af mine yndlingsinstruktører, da hans film er uforklarlig inspirerende og giver en fornyet livslyst.