fabelagtig vellykket
4.0
Marc Forsters gennembrudsfilm var den anmelderroste, men hårdtslående og kyniske (stedvis endda tangerende til det misantropiske) Monster’s Ball, der på trods af dens nådesløse kompromisløshed i dens skildring af selvoptagede mennesker ultimativt også var en forhåbningsfuld, om end noget følelsesmæssigt udfordrende oplevelse. Forster udviste en overlegen kompetence for subtil fortalt dramatik, og hans næste værk var med rette ventet i spænding. At Forster valgte at instruere denne uanstødelige feel-good film (baseret på et teaterstykke af Allan Knee) kom som lidt af et chok, da Finding Neverland, der er den virkelighedsinspirerede fortælling om forfatteren bag Peter Pan, J.M. Barrie, er den diametrale modsætning til Monster’s Ball, om end visse tematikker er enslignende.
Finding Neverland blev indspillet før Johnny Depp (endelig) blev kommerciel kæledægge med Verbinskis sublimt underholdende Pirates of the Caribbean, men filmen blev først distribueret i biograferne sidste år, da dens premiere ikke skulle forstyrre premieren på P.J. Hogans loyale og reelle filmatisering af Barries værk. Selvom Finding Neverland naturligvis skildrer en del af opbygningen af et litterært og udødelig mesterværk, så ligger Forster heldigvis mere fokus på karaktererne, og filmen koncentrerer sig derved mere om Barries store inspirationskilde til Peter Pan end selve historien i denne. Temaerne i filmen og selve fortællingen om Peter Pan fortælles simultant, hvor Forsters simple, men oprigtige morale om at kunne finde sit indre barn og hvorledes denne er nødvendig for at begå sig i den voksne verden, leveres uforceret og forbavsende optimistisk.
Johnny Depp leverer endnu engang en psykologisk pragtpræstation med en karakterindsigt, der næsten er svær at begribe. Depp formår på samme tid at visualisere Barries indre barn og hans manglende ansvarstagen for de mere voksne pligter. Den tidligere manglende inspiration finder han (i en diskret, men smuk scene, hvor Depp bogstaveligt talt kigger igennem en elendig anmeldelse og i stedet indrammer det signifikante) hos en livsmunter enke (fremragende og uprætentiøst spillet af Kate Winslet) og hendes fire energiske børn, der påminder Depp om uskyldigheden. Depps velvillige engagement bringer livslysten tilbage hos alle parterne involverede, men den kyniske voksenverden anråber pædofili og korrumperer uskyldigheden gennem skepsisen. Børneskuespillerne er absolut vidunderlige og ret talentfulde, og man forstår fuldt ud Depps fascination for ungdommens glæd og troskyldighed. Forster er dog ikke uansvarlig i hans historie, og selvom der er nok af smerte i børnenes liv (Finding Neverland går fra at være farverig til mere dunkel i dens visuelle udtryk), så postulerer han unaivt, at livsglæden godt kan forenes med voksenlivets realiteter og ansvar. Depps karakter er i forvejen et unikt og uortodokst menneske i den snobbede og fordomsfulde overklasse, men med ubevidst hjælp fra børnenes side, finder Depp ud af, at man ikke er voksen, før man kan finde sit indre barn. Et politisk korrekt budskab muligvis, men stadig beundringsværdigt og alvorligt. Finding Neverland kan ikke undsige sig, at have sine klichefyldte aspekter og sidehistorier, men disse tilgiver man nemt, da filmen både er elegant, superb og gribende eksekveret med meget eventyrlige og menneskelige overtoner.
Forster udviser en både humoristisk og dramatisk fortællerlyst, der bringer hele filmen til live, og så holder han sig behændigt fra både nedladende sentimentalitet og evident følelsesmanipulation. Finding Neverland er blevet anklaget for at være et kommercielt bestillingsarbejde fra Miramax og brødrene Weinsteins side op til Oscarshowet, men dette ændrer dog ikke det faktum, at filmen er en fremragende og følelsesrig oplevelse, hvor man vist skal være ret hårdhjertet for ikke at fælde en tåre eller ti. Scenografien er fantasifuld og gennemført (især Winslets mentale rejse til Neverland), mens Forster imponerer med en decideret original visualisering af fantasifortællingerne. Finding Neverland svinger sofistikeret mellem fiktion og virkelighed, som skaber nogle i sandhed magiske momenter. Forster har med sin anden amerikanske film begået et poetisk, optimistisk og livsbekræftende værk, der ikke underminerer hverken livets alvor eller smerte. 4 store og anbefalelsesværdige stjerner.
Finding Neverland blev indspillet før Johnny Depp (endelig) blev kommerciel kæledægge med Verbinskis sublimt underholdende Pirates of the Caribbean, men filmen blev først distribueret i biograferne sidste år, da dens premiere ikke skulle forstyrre premieren på P.J. Hogans loyale og reelle filmatisering af Barries værk. Selvom Finding Neverland naturligvis skildrer en del af opbygningen af et litterært og udødelig mesterværk, så ligger Forster heldigvis mere fokus på karaktererne, og filmen koncentrerer sig derved mere om Barries store inspirationskilde til Peter Pan end selve historien i denne. Temaerne i filmen og selve fortællingen om Peter Pan fortælles simultant, hvor Forsters simple, men oprigtige morale om at kunne finde sit indre barn og hvorledes denne er nødvendig for at begå sig i den voksne verden, leveres uforceret og forbavsende optimistisk.
Johnny Depp leverer endnu engang en psykologisk pragtpræstation med en karakterindsigt, der næsten er svær at begribe. Depp formår på samme tid at visualisere Barries indre barn og hans manglende ansvarstagen for de mere voksne pligter. Den tidligere manglende inspiration finder han (i en diskret, men smuk scene, hvor Depp bogstaveligt talt kigger igennem en elendig anmeldelse og i stedet indrammer det signifikante) hos en livsmunter enke (fremragende og uprætentiøst spillet af Kate Winslet) og hendes fire energiske børn, der påminder Depp om uskyldigheden. Depps velvillige engagement bringer livslysten tilbage hos alle parterne involverede, men den kyniske voksenverden anråber pædofili og korrumperer uskyldigheden gennem skepsisen. Børneskuespillerne er absolut vidunderlige og ret talentfulde, og man forstår fuldt ud Depps fascination for ungdommens glæd og troskyldighed. Forster er dog ikke uansvarlig i hans historie, og selvom der er nok af smerte i børnenes liv (Finding Neverland går fra at være farverig til mere dunkel i dens visuelle udtryk), så postulerer han unaivt, at livsglæden godt kan forenes med voksenlivets realiteter og ansvar. Depps karakter er i forvejen et unikt og uortodokst menneske i den snobbede og fordomsfulde overklasse, men med ubevidst hjælp fra børnenes side, finder Depp ud af, at man ikke er voksen, før man kan finde sit indre barn. Et politisk korrekt budskab muligvis, men stadig beundringsværdigt og alvorligt. Finding Neverland kan ikke undsige sig, at have sine klichefyldte aspekter og sidehistorier, men disse tilgiver man nemt, da filmen både er elegant, superb og gribende eksekveret med meget eventyrlige og menneskelige overtoner.
Forster udviser en både humoristisk og dramatisk fortællerlyst, der bringer hele filmen til live, og så holder han sig behændigt fra både nedladende sentimentalitet og evident følelsesmanipulation. Finding Neverland er blevet anklaget for at være et kommercielt bestillingsarbejde fra Miramax og brødrene Weinsteins side op til Oscarshowet, men dette ændrer dog ikke det faktum, at filmen er en fremragende og følelsesrig oplevelse, hvor man vist skal være ret hårdhjertet for ikke at fælde en tåre eller ti. Scenografien er fantasifuld og gennemført (især Winslets mentale rejse til Neverland), mens Forster imponerer med en decideret original visualisering af fantasifortællingerne. Finding Neverland svinger sofistikeret mellem fiktion og virkelighed, som skaber nogle i sandhed magiske momenter. Forster har med sin anden amerikanske film begået et poetisk, optimistisk og livsbekræftende værk, der ikke underminerer hverken livets alvor eller smerte. 4 store og anbefalelsesværdige stjerner.
07/08-2005
