Et Studie I Voldens Natur
5.0
Ung matematik-professor (Hoffman) flytter til England sammen med sin kone (George) hvor de slår sig ned i en mindre landsby, hvor lokale folk snart begynder at genere dem.
Instruktør Peckinpah er ikke kendt som en filmskaber der holder sig tilbage, når det gælder udpenslet vold og odiøse historier, men hans film er sjældent meningsløse og forherligende og det samme gælder denne ubehagelige og kontroversielle fortælling, der må karakteriseres som et studie i voldens væsen og i næsten alle de afskygninger den forefindes.
Som pacifisten der ender med at føle sig tvunget til at slå fra sig, for til sidst at ende som et vildt dyr, der styret af sine drifter mister kontrollen og går totalt amok, er Hoffman et perfekt valg. Hans fremtoning i sig selv, Hoffman liger ikke en action-helt, er med til at understrege en af Peckinpah’s pointer, om mennesket som en voldskt skabning, der kan gemme sine urinstinkter og holde dem nede, men når de vækkes af tvang eller nød, så er lige så afskyelige som hos alle andre (man ser det jo i krig, hvor almindelige mennesker går grassat i en voldsrus).
Filmen indeholder også en af de mest ubehagelige voldtægts-scener jeg mindes at have set på film, fordi Peckinpah ikke blot viser overgrebet som det vi alle altid tror det må være, brutalt og hårdt, men også viser hvordan offeret af angst prøver at spille med og lader sig udnytte, så man næsten kan blive i tvivl om hvorvidt der er tale om tvang.
Den simple historie fortælles godt og selv om filmen ikke kan kaldes hverken underholdende, eller indbydende at se på, særligt i de afskyvækkende volds-scener, så er den alligevel en særdeles vigtig og formidabel produktion, fordi den både er tankeprovokerende og meningsfuld, og så virker den så ægte og ærlig i sit portræt af et menneske, der burde have sagt fra i tide, for til sidst at eksplodere i et arrigt orgie af vold, i et sygt samfund, hvor vi alle kan ende som skurke.
Filmen kom samme år som Stanley Kubrick’s ”A Clockwork Orange” og har flere af de samme temaer.
Instruktør Peckinpah er ikke kendt som en filmskaber der holder sig tilbage, når det gælder udpenslet vold og odiøse historier, men hans film er sjældent meningsløse og forherligende og det samme gælder denne ubehagelige og kontroversielle fortælling, der må karakteriseres som et studie i voldens væsen og i næsten alle de afskygninger den forefindes.
Som pacifisten der ender med at føle sig tvunget til at slå fra sig, for til sidst at ende som et vildt dyr, der styret af sine drifter mister kontrollen og går totalt amok, er Hoffman et perfekt valg. Hans fremtoning i sig selv, Hoffman liger ikke en action-helt, er med til at understrege en af Peckinpah’s pointer, om mennesket som en voldskt skabning, der kan gemme sine urinstinkter og holde dem nede, men når de vækkes af tvang eller nød, så er lige så afskyelige som hos alle andre (man ser det jo i krig, hvor almindelige mennesker går grassat i en voldsrus).
Filmen indeholder også en af de mest ubehagelige voldtægts-scener jeg mindes at have set på film, fordi Peckinpah ikke blot viser overgrebet som det vi alle altid tror det må være, brutalt og hårdt, men også viser hvordan offeret af angst prøver at spille med og lader sig udnytte, så man næsten kan blive i tvivl om hvorvidt der er tale om tvang.
Den simple historie fortælles godt og selv om filmen ikke kan kaldes hverken underholdende, eller indbydende at se på, særligt i de afskyvækkende volds-scener, så er den alligevel en særdeles vigtig og formidabel produktion, fordi den både er tankeprovokerende og meningsfuld, og så virker den så ægte og ærlig i sit portræt af et menneske, der burde have sagt fra i tide, for til sidst at eksplodere i et arrigt orgie af vold, i et sygt samfund, hvor vi alle kan ende som skurke.
Filmen kom samme år som Stanley Kubrick’s ”A Clockwork Orange” og har flere af de samme temaer.
10/08-2005
