Den perfekte Polanski psykose
6.0
I forbindelse med denne film; The Tenant; synes jeg det er værd at notere sig, at instruktøren Roman Polanski gennemgik en ret turbulent og svær tid i løbet af 1970’erne.
Dét årti, der fulgte efter Manson-”familiens” brutale mord på hans gravide kone; skuespillerinden Sharon Tate i 1969, bød på lige dele succeshistorier som skuffelser for Polanski.
Til trods for denne personlige tragedie formåede Polanski at instruere to film i årene efter hustruens død, først den blodige og voldelige fortolkning af William Shakespeare’s Macbeth i 1971 og året efter den bizarre komedie What?
Disse to film var dog på ingen måde så gennemførte som hans forrige film; Rosemary’s Baby fra 1968.
I 1974 opnåede Polanski ikke blot en vaskeægte milepæl i sin karriere som instruktør, men også et forrygende hit med film noir-thrilleren Chinatown. En film, der af mange betegnes, som blandt hans bedste, hvis ikke som den absolut bedste.
Hans efterfølgende projekt, The Tenant, er i mindre grad den samme succeshistorie.
Da filmen udkom i 1976 blev den flere steder afskrevet som værende prætentiøs og forskruet rent kunstnerisk, selvom den trods dette opnåede at blive nomineret til bedste film i Cannes, dog uden at vinde De Gyldne Palmer.
The Tenant er baseret på en roman af Roland Topor og er et komplekst og foruroligende studie af en mand, der ender med synke ned i vanviddets tåger.
Desuden kan The Tenant ses som tredje del af en løs trilogi, der betegnes som ”the apartment trilogy”.
Trilogien består desuden af Repulsion, der var Polanski’s gennembrudsfilm i 1965 og Rosemary’s Baby, der begge foregår, som navnet på trilogien hentyder til, i lejligheder midt i storbyen.
De tre film omhandler de samme temaer såsom vanvid, hallucinationer, hysteri, fremmedgørelse og paranoia.
The Tenant åbner med en lang kamerarunde, der viser hver en krog af en bygningsfacade, med enkelte forsvindende glimt af beboerne bag ruderne.
Kamerarunden slutter ved bygningens hoveddør netop som filmens hovedperson Trelkovsky går ind.
Historien omhandler denne lettere nervøst anlagte og pertentlige unge mand; Trelkovsky, der spilles af Polanski selv.
Trelkovsky er er en polsk immigrant, der arbejder på et arkiveringskontor i Paris og som leder efter en lejlighed i byen.
Dén finder han endelig i bygningen fra den indledende kamerasekvens, hvor han desuden får at vide, at den forrige lejer, en ung kvinde ved navn Simone, forsøgte at begå selvmord ved at springe ud fra vinduet. Det lykkedes hende ikke og kvinden er nu indlagt, mens hendes lejlighed er sat til leje.
Udlejeren er Monsieur Zy gør det samtidigt klart for Trelkovsky, at bygningen beboes af meget rolige og stilfærdige anlagte mennesker, der under ingen omstændigheder ønsker uro.
Trelkovsky får lejligheden, men efterfølgende føler han sig utilpas, måske endda en smule skyldig, over det faktum, at han faktisk har taget lejligheden, selvom den tidligere lejer end ikke er død endnu.
Det er måske derfor han vælger at besøge kvinden på hospitalet, hvor hun er indlagt. Alt hvad han ser af denne Simone er dog øjnene, resten af kroppen er dækket af forbindinger. Kvinden udstøder et frygteligt skrig, da hendes vilde blik fokuseres på Trelkovsky.
I hospitals-scenen møder han desuden en af Simone’s veninder; den unge Stella, og de tilbringer eftermiddagen og aftenen sammen. Først på café og siden i biografen, hvor de ender med at overgramse hinanden i halvmørket, noget der forekommer som nærmest en tvungen gestus; som for at undslippe den tyngende atmosfære, der var på hospitalet og kvindens frygtelige skrig.
Til trods for, at Trelkovsky er en stille og tilbageholdende person, der forsøger at være en så hensynsfuld nabo som muligt er, er de andre lejere i bygningen meget nøjeregnende med den larm de påstår Trelkovsky laver om natten.
Klagerne fra naboerne bliver stille og roligt utålelige for Trelkovsky, der begynder at frygte, at møde de andre beboere på gangen.
I stedet ser han sig nødsaget til at snige sig til og fra, samt rundt i sin lejlighed, af frygt for nye klager.
En række bizarre hændelser følger, blandt andet ser man mennesker, der tilsyneladende udspionerer Trelkovsky fra den anden side af gårdspladsen, i bygningens fælles toilet, samt at der dukker nogle interessante ”afsløringer” op omkring den tidligere lejer.
Trelkovsky kommer efterhånden til den ubehagelige konklusion, at de andre lejere var ansvarlige for kvindens selvmordsforsøg, selvom der overhovedet intet solidt bevis er til rådighed. Det står ham klart, at han bliver drevet til vanvid af ”noget” eller ”nogen” i lejligheden eller hele bygningen.
De andre lejere, samt eller måske især udlejeren Monsieur Zy, er tilpas mareridtsagtige i deres adfærd; den specielle type mennesker, der kan drive en ellers rolig person til enten druk eller pillemisbrug inden for en uge. Den lille lejlighed er samtidig både klaustrofobisk, mørk og deprimerende.
Alt dette leder Trelkovsky til at spekulere på hvorvidt den tidligere lejer overhovedet forsøgte at begå selvmord, eller om det var det de andre lejere, der drev hende til vanvid og derved tvang hende til at ville slå sig selv ihjel.
Var det i virkeligheden mord?
Som seer sidder man desuden med den ide, at det måske bare er Trelkovsky, der hallucinerer eller efterhånden er blevet helt og aldeles vanvittig, og at det hele derfor blot er et resultat af hans egen tiltagende paranoia og hysteri.
The Tenant er i bund og grund en ny bearbejdning af temaerne i Polanski's første engelsksprogede film; Repulsion.
Denne gang set ud fra et mandligt perspektiv.
Denne mand er Trelkovsky, der ender med nærmest at være indespærret i sin lejlighed, ligesom Carol Ledoux i Repulsion, mens han støt, men sikkert bliver indfanget i et spind af løgne, intriger og tiltagende paranoia, hvoraf det meste muligvis kommer fra hans egen sindstilstand.
Filmens fokus er på temaer som vanvid, isolation og fremmedgørelse, mens den underliggende spændingen øges og forstærkes for hver scene.
Jeg glemmer aldrig hallucinationsscenen i kirken, hvor præstens ord føles som syle i Trelkovsky’s hjerne og det psykiske ubehag han gennemgår netop der i høj grad er ét af filmens såvel vendepunkter som højdepunkter.
Dér, hvor præsten siger ”heaven” og det lyder som ”hell”, er virkeligt et skræmmende øjeblik.
Filmen er et bizart, surrealistisk, psykologisk thrillerdrama.
Det, der gør The Tenant til en så forbandet god film ligger ikke decideret i manuskriptet eller i selve historien, men i dén specielle stemning og atmosfære den besidder og formår at skabe på skærmen. Det er en intens følelse af uro og ubehag, ikke ulig de bedste Hitchcock-film.
Den afsluttende scene er noget af det mest underholdende, bizarre og samtidigt dybt ubehagelige der nogensinde er filmet.
Apropos ovennævnte scene er Polanski’s skuespil glimrende. Han leverer en gennemført præstation igennem hele filmen og alle Trelkovsky's facetter, noget der bare gør ham til en endnu større personlighed i mine øjne. Desværre er udvalget af film, hvor Polanski spiller skuespil begrænset. The Tenant er utvivlsomt hans pragtpræstation.
Måske kan valget af sig selv som hovedperson læses som en hentydning til, at Polanski’s egen sindstilstand ikke var så forfærdeligt langt fra den Trelkovsky har i filmen, men det er rene gætterier.
'
Jeg kan kun anbefale The Tenant aldeles, fuldstændigt og uden forbehold.
Samtidig er jeg dog også mere end klar over, at denne perle af Roman Polanski-film ikke vil falde i alles smag. Langt fra. The Tenant er dog i min bog et absolut mesterværk.
(En stor tak til Kristian Mørk for at have oprettet denne film :-)
Dét årti, der fulgte efter Manson-”familiens” brutale mord på hans gravide kone; skuespillerinden Sharon Tate i 1969, bød på lige dele succeshistorier som skuffelser for Polanski.
Til trods for denne personlige tragedie formåede Polanski at instruere to film i årene efter hustruens død, først den blodige og voldelige fortolkning af William Shakespeare’s Macbeth i 1971 og året efter den bizarre komedie What?
Disse to film var dog på ingen måde så gennemførte som hans forrige film; Rosemary’s Baby fra 1968.
I 1974 opnåede Polanski ikke blot en vaskeægte milepæl i sin karriere som instruktør, men også et forrygende hit med film noir-thrilleren Chinatown. En film, der af mange betegnes, som blandt hans bedste, hvis ikke som den absolut bedste.
Hans efterfølgende projekt, The Tenant, er i mindre grad den samme succeshistorie.
Da filmen udkom i 1976 blev den flere steder afskrevet som værende prætentiøs og forskruet rent kunstnerisk, selvom den trods dette opnåede at blive nomineret til bedste film i Cannes, dog uden at vinde De Gyldne Palmer.
The Tenant er baseret på en roman af Roland Topor og er et komplekst og foruroligende studie af en mand, der ender med synke ned i vanviddets tåger.
Desuden kan The Tenant ses som tredje del af en løs trilogi, der betegnes som ”the apartment trilogy”.
Trilogien består desuden af Repulsion, der var Polanski’s gennembrudsfilm i 1965 og Rosemary’s Baby, der begge foregår, som navnet på trilogien hentyder til, i lejligheder midt i storbyen.
De tre film omhandler de samme temaer såsom vanvid, hallucinationer, hysteri, fremmedgørelse og paranoia.
The Tenant åbner med en lang kamerarunde, der viser hver en krog af en bygningsfacade, med enkelte forsvindende glimt af beboerne bag ruderne.
Kamerarunden slutter ved bygningens hoveddør netop som filmens hovedperson Trelkovsky går ind.
Historien omhandler denne lettere nervøst anlagte og pertentlige unge mand; Trelkovsky, der spilles af Polanski selv.
Trelkovsky er er en polsk immigrant, der arbejder på et arkiveringskontor i Paris og som leder efter en lejlighed i byen.
Dén finder han endelig i bygningen fra den indledende kamerasekvens, hvor han desuden får at vide, at den forrige lejer, en ung kvinde ved navn Simone, forsøgte at begå selvmord ved at springe ud fra vinduet. Det lykkedes hende ikke og kvinden er nu indlagt, mens hendes lejlighed er sat til leje.
Udlejeren er Monsieur Zy gør det samtidigt klart for Trelkovsky, at bygningen beboes af meget rolige og stilfærdige anlagte mennesker, der under ingen omstændigheder ønsker uro.
Trelkovsky får lejligheden, men efterfølgende føler han sig utilpas, måske endda en smule skyldig, over det faktum, at han faktisk har taget lejligheden, selvom den tidligere lejer end ikke er død endnu.
Det er måske derfor han vælger at besøge kvinden på hospitalet, hvor hun er indlagt. Alt hvad han ser af denne Simone er dog øjnene, resten af kroppen er dækket af forbindinger. Kvinden udstøder et frygteligt skrig, da hendes vilde blik fokuseres på Trelkovsky.
I hospitals-scenen møder han desuden en af Simone’s veninder; den unge Stella, og de tilbringer eftermiddagen og aftenen sammen. Først på café og siden i biografen, hvor de ender med at overgramse hinanden i halvmørket, noget der forekommer som nærmest en tvungen gestus; som for at undslippe den tyngende atmosfære, der var på hospitalet og kvindens frygtelige skrig.
Til trods for, at Trelkovsky er en stille og tilbageholdende person, der forsøger at være en så hensynsfuld nabo som muligt er, er de andre lejere i bygningen meget nøjeregnende med den larm de påstår Trelkovsky laver om natten.
Klagerne fra naboerne bliver stille og roligt utålelige for Trelkovsky, der begynder at frygte, at møde de andre beboere på gangen.
I stedet ser han sig nødsaget til at snige sig til og fra, samt rundt i sin lejlighed, af frygt for nye klager.
En række bizarre hændelser følger, blandt andet ser man mennesker, der tilsyneladende udspionerer Trelkovsky fra den anden side af gårdspladsen, i bygningens fælles toilet, samt at der dukker nogle interessante ”afsløringer” op omkring den tidligere lejer.
Trelkovsky kommer efterhånden til den ubehagelige konklusion, at de andre lejere var ansvarlige for kvindens selvmordsforsøg, selvom der overhovedet intet solidt bevis er til rådighed. Det står ham klart, at han bliver drevet til vanvid af ”noget” eller ”nogen” i lejligheden eller hele bygningen.
De andre lejere, samt eller måske især udlejeren Monsieur Zy, er tilpas mareridtsagtige i deres adfærd; den specielle type mennesker, der kan drive en ellers rolig person til enten druk eller pillemisbrug inden for en uge. Den lille lejlighed er samtidig både klaustrofobisk, mørk og deprimerende.
Alt dette leder Trelkovsky til at spekulere på hvorvidt den tidligere lejer overhovedet forsøgte at begå selvmord, eller om det var det de andre lejere, der drev hende til vanvid og derved tvang hende til at ville slå sig selv ihjel.
Var det i virkeligheden mord?
Som seer sidder man desuden med den ide, at det måske bare er Trelkovsky, der hallucinerer eller efterhånden er blevet helt og aldeles vanvittig, og at det hele derfor blot er et resultat af hans egen tiltagende paranoia og hysteri.
The Tenant er i bund og grund en ny bearbejdning af temaerne i Polanski's første engelsksprogede film; Repulsion.
Denne gang set ud fra et mandligt perspektiv.
Denne mand er Trelkovsky, der ender med nærmest at være indespærret i sin lejlighed, ligesom Carol Ledoux i Repulsion, mens han støt, men sikkert bliver indfanget i et spind af løgne, intriger og tiltagende paranoia, hvoraf det meste muligvis kommer fra hans egen sindstilstand.
Filmens fokus er på temaer som vanvid, isolation og fremmedgørelse, mens den underliggende spændingen øges og forstærkes for hver scene.
Jeg glemmer aldrig hallucinationsscenen i kirken, hvor præstens ord føles som syle i Trelkovsky’s hjerne og det psykiske ubehag han gennemgår netop der i høj grad er ét af filmens såvel vendepunkter som højdepunkter.
Dér, hvor præsten siger ”heaven” og det lyder som ”hell”, er virkeligt et skræmmende øjeblik.
Filmen er et bizart, surrealistisk, psykologisk thrillerdrama.
Det, der gør The Tenant til en så forbandet god film ligger ikke decideret i manuskriptet eller i selve historien, men i dén specielle stemning og atmosfære den besidder og formår at skabe på skærmen. Det er en intens følelse af uro og ubehag, ikke ulig de bedste Hitchcock-film.
Den afsluttende scene er noget af det mest underholdende, bizarre og samtidigt dybt ubehagelige der nogensinde er filmet.
Apropos ovennævnte scene er Polanski’s skuespil glimrende. Han leverer en gennemført præstation igennem hele filmen og alle Trelkovsky's facetter, noget der bare gør ham til en endnu større personlighed i mine øjne. Desværre er udvalget af film, hvor Polanski spiller skuespil begrænset. The Tenant er utvivlsomt hans pragtpræstation.
Måske kan valget af sig selv som hovedperson læses som en hentydning til, at Polanski’s egen sindstilstand ikke var så forfærdeligt langt fra den Trelkovsky har i filmen, men det er rene gætterier.
'
Jeg kan kun anbefale The Tenant aldeles, fuldstændigt og uden forbehold.
Samtidig er jeg dog også mere end klar over, at denne perle af Roman Polanski-film ikke vil falde i alles smag. Langt fra. The Tenant er dog i min bog et absolut mesterværk.
(En stor tak til Kristian Mørk for at have oprettet denne film :-)
10/08-2005
