De fede film er ej forbi
5.0
"Die Fetten Jahre Sind Vorbei" er sprudlende energisk og idealistisk, og det er derfor svært ikke at blive smittet af filmens energi, hvis man blot kan identificere sig en lille smule med filmens unge hovedpersoner.
Jule (Julia Jentsch) arbejder en gæld af, som hun pådrog sig ved at køre ind i den rige direktør Hardenbergs (Burghaut Klaussner) BMW uden forsikring. Hun bliver nødt til at arbejde de næste otte år af sit liv for at betale gælden, så hun er under pisken som tjenerinde på en fin restaurant fuld af rige svin, der behandler hende som affald. Hendes kæreste Peter (Stipe Erceg) er smårevolutionær sammen med hans ven Jan (Daniel Brühl kendt fra "Good Bye Lenin"), og sammen bryder de ind i rigmandsvillaer og ommøblerer dem med beskeden "Die Fetten Jahre Sind Vorbei".
Da Peter rejser til Barcelona på ferie, falder Jan og kønne Jule for hinanden i en oprørsk rus, mens de sammen bryder ind i villaen hos Hardenberg. Det ender dog galt, og de tre tilsammen ser sig nødsaget til at kidnappe den rige direktør, og resten af filmen udspiller sig ude i et sommerhus i bjergene, hvor de tre idealister konfronteres af rigmanden, som ikke er så entydigt et kapitalistsvin, som de antog ham for at være. Eller hvad? Samtidig udvikler Jan, Jule og Peter også et trekantsdrama, hvilket ikke gør situationen lettere.
Filmens politiske og ideologiske dimensioner er muligvis ikke så dybe og omfattende, men de tre idealister bliver aldrig karikeret eller latterliggjort for deres til dels naive holdninger. Ligesom Hardenberg bryder jeg mig ikke om de tre unges anarkistiske metoder, der i en vis grad bunder i kynisme og nihilisme. Den ekstreme vej er sjældent - om nogensinde - den rette vej. Men de tre unges basale og simple foragt for systemet og den kapitalistiske dagsorden er for mig at se sympatisk nok. Filmen er dog ikke videre nuanceret i sin politik, men det skal den heller ikke nødvendigvis være.
I sidste ende er det en film om ungdom og ung energi, og på dette punkt leverer filmen til fulde. Selv om det sikkert ville være sjovere selv at lave kaos i rigmandsvillaer og forelske sig i sin bedste vens kæreste i virkeligheden, så er det skam ikke uden fornøjelse at gennemleve de følelser igennem et biograflærred. Jeg efterlod i hvert fald biografen med en lyst til at sætte min egen lille kæp i tandhjulet på systemet.
Jule (Julia Jentsch) arbejder en gæld af, som hun pådrog sig ved at køre ind i den rige direktør Hardenbergs (Burghaut Klaussner) BMW uden forsikring. Hun bliver nødt til at arbejde de næste otte år af sit liv for at betale gælden, så hun er under pisken som tjenerinde på en fin restaurant fuld af rige svin, der behandler hende som affald. Hendes kæreste Peter (Stipe Erceg) er smårevolutionær sammen med hans ven Jan (Daniel Brühl kendt fra "Good Bye Lenin"), og sammen bryder de ind i rigmandsvillaer og ommøblerer dem med beskeden "Die Fetten Jahre Sind Vorbei".
Da Peter rejser til Barcelona på ferie, falder Jan og kønne Jule for hinanden i en oprørsk rus, mens de sammen bryder ind i villaen hos Hardenberg. Det ender dog galt, og de tre tilsammen ser sig nødsaget til at kidnappe den rige direktør, og resten af filmen udspiller sig ude i et sommerhus i bjergene, hvor de tre idealister konfronteres af rigmanden, som ikke er så entydigt et kapitalistsvin, som de antog ham for at være. Eller hvad? Samtidig udvikler Jan, Jule og Peter også et trekantsdrama, hvilket ikke gør situationen lettere.
Filmens politiske og ideologiske dimensioner er muligvis ikke så dybe og omfattende, men de tre idealister bliver aldrig karikeret eller latterliggjort for deres til dels naive holdninger. Ligesom Hardenberg bryder jeg mig ikke om de tre unges anarkistiske metoder, der i en vis grad bunder i kynisme og nihilisme. Den ekstreme vej er sjældent - om nogensinde - den rette vej. Men de tre unges basale og simple foragt for systemet og den kapitalistiske dagsorden er for mig at se sympatisk nok. Filmen er dog ikke videre nuanceret i sin politik, men det skal den heller ikke nødvendigvis være.
I sidste ende er det en film om ungdom og ung energi, og på dette punkt leverer filmen til fulde. Selv om det sikkert ville være sjovere selv at lave kaos i rigmandsvillaer og forelske sig i sin bedste vens kæreste i virkeligheden, så er det skam ikke uden fornøjelse at gennemleve de følelser igennem et biograflærred. Jeg efterlod i hvert fald biografen med en lyst til at sætte min egen lille kæp i tandhjulet på systemet.
12/08-2005
