guldsmedens magt
2.0
Med rette udskældt metafysisk romantisk drama, der fuldt ud berettiget ikke fik en dansk biografdistribution. Instruktøren Tom Shadyac har med Dragonfly bevæget sig udenfor komediegenren (dette gjorde han også delvist med den pinlige Patch Adams, hvor Shadyac beviste, at han var en storleverandør i følelsesmanipulerende sødsuppesentimentalitet), som han ellers har beriget med så gennemførte og underholdende komedier som Ace Ventura, The Nutty Professor og den lidt for overnuttede og moralefyldte Liar, Liar. Man kan godt forstå, hvorfor Shadyac har følt sig tiltrukket af dette projekt, da Dragonfly basalt set er en smuk fortælling om evig kærlighed, der krydser de dødelige grænser. Desværre har manuskriptet ikke været synderligt helstøbt eller fokuseret, og den faktuelle og mangelfulde udførelse er heller ikke ligefrem noget at råbe hurra for.
Hele filmens psykologiske fundament omhandlende den store kærlighed mellem to mennesker, præsenteres i løbet af den første halve time alt for overfladisk og uplausibelt, hvorved en del af den troværdighed, som filmen skulle indeholde indenfor dens eget univers, fjernes. Kevin Costner yder en rutinepræget og tør præstation som den muligvis desillusionerede enkemand, der tilsyneladende kontaktes af sin afdøde hustru fra efterlivet. Den skeptiske omverden (blandt andet altid seværdige og velspillende Kathy Bates og Ron Rifkin) afskriver de overnaturlige begivenheder som en alternativ del af Costners sorgbehandling, men naturligvis er der noget sandhed i hans postulater, og resten af filmen omhandler Costners søgen efter sin kones sjæl. Dragonfly er en klichefyldt, overdramatiseret (der i stedet leder til en uophidsende udramatisering) og kedelig fortælling med en yderst spinkel handling, der serveres uelegant og alt for konstrueret. Der er ingen ægte dynamik i filmen, og som publikum følger man uinteresseret og uengageret det trivielle handlingsforløb, der snegler sig af sted i et spændingsforladt tempo.
Ultimativt har Dragonfly begrænset med kvaliteter at byde på, selvom der på produktionssiden intet er at kritisere. Man fænges desværre aldrig, og det karikerede spil hjælper ikke rigtig på indlevelsen. En scene skal dog fremhæves som et fint karaktertouch, hvor Costner efter sin kones død bliver selektiv i sit arbejde som læge. En god sekvens redder dog ikke små to timers dræbende kedsommelighed.
Hele filmens psykologiske fundament omhandlende den store kærlighed mellem to mennesker, præsenteres i løbet af den første halve time alt for overfladisk og uplausibelt, hvorved en del af den troværdighed, som filmen skulle indeholde indenfor dens eget univers, fjernes. Kevin Costner yder en rutinepræget og tør præstation som den muligvis desillusionerede enkemand, der tilsyneladende kontaktes af sin afdøde hustru fra efterlivet. Den skeptiske omverden (blandt andet altid seværdige og velspillende Kathy Bates og Ron Rifkin) afskriver de overnaturlige begivenheder som en alternativ del af Costners sorgbehandling, men naturligvis er der noget sandhed i hans postulater, og resten af filmen omhandler Costners søgen efter sin kones sjæl. Dragonfly er en klichefyldt, overdramatiseret (der i stedet leder til en uophidsende udramatisering) og kedelig fortælling med en yderst spinkel handling, der serveres uelegant og alt for konstrueret. Der er ingen ægte dynamik i filmen, og som publikum følger man uinteresseret og uengageret det trivielle handlingsforløb, der snegler sig af sted i et spændingsforladt tempo.
Ultimativt har Dragonfly begrænset med kvaliteter at byde på, selvom der på produktionssiden intet er at kritisere. Man fænges desværre aldrig, og det karikerede spil hjælper ikke rigtig på indlevelsen. En scene skal dog fremhæves som et fint karaktertouch, hvor Costner efter sin kones død bliver selektiv i sit arbejde som læge. En god sekvens redder dog ikke små to timers dræbende kedsommelighed.
14/08-2005
