søsyg
4.0
Sporadisk kedsommelig, men hovedsagligt ret så underholdende actioneventyr, der var tæt på at tørlægge Universal studiernes pengekasse. Inden premieren på Waterworld, havde folk med skadefro forventning postuleret, at filmen var et stensikkert flop af dimensioner, men på verdensplan fik Waterworld tjent pengene hjem, og indtægterne kompenserede lige akkurat for udgifterne. Instruktøren Kevin Reynolds (der tidligere har begået den ganske effektive nyfilmatisering af Robin Hood, også med Kevin Costner i hovedrollen) har utvivlsomt indladt sig på et storstilet og meget skrøbeligt projekt, men på trods af det ambitiøse og pengeslugende produktionsskala, så er Waterworld fundamentalt en rendyrket drengerøvsfilm, der både underholder og overbeviser uden overprætentiøse intentioner.
Forklaringen på den fremtidige verdenstilstand (jorden er dækket af vand) er letkøbt og meget hurtigt overstået (finurlig brug af Universals logo dog), men hele filmens fascinerende præmis er nu ikke bygget op omkring ønsket om en samfundsudforskende utopisk skildring, men nærmere en underfundig idé, hvor en actionfilm kan udfoldes i et originalt univers. Waterworld er tydeligvis inspireret af George Millers Mad Max-film, men den lever nu et selvstændigt liv på dens egne kriterier. Kevin Costner er tilpas sammenbidt, egoistisk og misantropisk som anti-helten, der passer ind i den nye vandverden, men som derved ikke kan omgås med ’sande’ mennesker, da han er en muteret ’freak’. Der er Darwinistiske undertoner at finde i Waterworld, men disse berøres fragmentarisk og uden nævneværdig signifikans. Efter et forrygende iscenesat angreb på et selvkreeret flydende fort, begiver Costner sig ufrivilligt ud på en rejse for at finde den sagnomspundne tørlagte jord i tvungent selskab med velspillende, om end lidt anonyme Jeanne Tripplehorn og den søde barneskuespillerinde Tina Marojino. Costner lærer naturligvis noget om næstekærlighed og kommer til at vise mere menneskelige handlinger end de ’rigtige’ mennesker. Handlingen i Waterworld er langtfra innovativ, men der bydes på et overordnet velfungerende og højt tempo, og så er omdrejningspunktet (som førnævnt) yderst fascinerende.
De tårnhøje udgifter til filmen udspringer fra Reynolds’ ønske om at skabe hele dette lettere mytologiske univers i virkeligheden (altså ikke bero sig på computeranimeret hjælp), og dette giver en meget virkningsfuld og troværdig effekt, da scenografien virkelig er sublim. Der bydes på usandsynlig flotte billeder af de uendelige horisonter (Dean Semlers kameraføring er generelt ganske fremragende), og der er noget hypnotiserende og drømmende over det klare vand og uudforsket hav. De overlevende har ingen teknologi, og må derfor sætte deres lid til egen opfindsomhed og praktisk kompetence. Derimod er de morderiske skurke (anført af en herligt overspillende Dennis Hopper, der tydeligvis nyder at agere sin overdrevne karikerede og politisk ukorrekte rolle) i besiddelse af standardteknologi, som Reynolds derved subtilt kritisere. Der langes desuden også et par diskrete slag imod diktaturstyring og naturnedbrydende industrialisering, men Waterworld er intet mere end en actionfyldt og hæsblæsende fornøjelse. Den er virkelig forrygende spændende mange steder, og så besidder den en basal og momentvis uimodståelig charme. De mange uteknologiske opfindelser er fantasifulde, og Reynolds har generelt, sammen med manuskriptforfatterne Peter Rader og David Twohy, været ganske idérig.
Waterworld er let kritisabel på flere punkter; Michael Jeters klovnerier er anstrengende, der er op til flere hamrende ulogiske plothuller (Costners sluttelige redningsforsøg ved brug af bungeyjump er jo rimelig usandsynlig), og blandingen mellem uhøjtidelig action og mere alvorsfuld dramatik er ikke synderlig flydende. Desuden er slutningen kedelig og langsommelig, og det trækker ned i helhedsbedømmelsen, da filmen kommer til at føles overlang. Personligt må jeg dog sige, at filmens legende og humørsmittende kvaliteter (især de mange flotte stunts er seværdige) opvejer de værste kameler, der skal sluges, og jeg forstår ikke helt, hvorfor Waterworld har modtaget så meget kritik, da den fungerer fornemt som uforpligtende underholdning. Kontroverserne mellem Reynolds og Costner under indspilninger, der (som Thomas Nielsen også nævner under sit fremragende indlæg til Costners egen Open Range) førte til at Costner måtte overtage en del af iscenesættelsen, er ikke at mærke på det endelige resultat. En herlig og lettilgængelig film.
Forklaringen på den fremtidige verdenstilstand (jorden er dækket af vand) er letkøbt og meget hurtigt overstået (finurlig brug af Universals logo dog), men hele filmens fascinerende præmis er nu ikke bygget op omkring ønsket om en samfundsudforskende utopisk skildring, men nærmere en underfundig idé, hvor en actionfilm kan udfoldes i et originalt univers. Waterworld er tydeligvis inspireret af George Millers Mad Max-film, men den lever nu et selvstændigt liv på dens egne kriterier. Kevin Costner er tilpas sammenbidt, egoistisk og misantropisk som anti-helten, der passer ind i den nye vandverden, men som derved ikke kan omgås med ’sande’ mennesker, da han er en muteret ’freak’. Der er Darwinistiske undertoner at finde i Waterworld, men disse berøres fragmentarisk og uden nævneværdig signifikans. Efter et forrygende iscenesat angreb på et selvkreeret flydende fort, begiver Costner sig ufrivilligt ud på en rejse for at finde den sagnomspundne tørlagte jord i tvungent selskab med velspillende, om end lidt anonyme Jeanne Tripplehorn og den søde barneskuespillerinde Tina Marojino. Costner lærer naturligvis noget om næstekærlighed og kommer til at vise mere menneskelige handlinger end de ’rigtige’ mennesker. Handlingen i Waterworld er langtfra innovativ, men der bydes på et overordnet velfungerende og højt tempo, og så er omdrejningspunktet (som førnævnt) yderst fascinerende.
De tårnhøje udgifter til filmen udspringer fra Reynolds’ ønske om at skabe hele dette lettere mytologiske univers i virkeligheden (altså ikke bero sig på computeranimeret hjælp), og dette giver en meget virkningsfuld og troværdig effekt, da scenografien virkelig er sublim. Der bydes på usandsynlig flotte billeder af de uendelige horisonter (Dean Semlers kameraføring er generelt ganske fremragende), og der er noget hypnotiserende og drømmende over det klare vand og uudforsket hav. De overlevende har ingen teknologi, og må derfor sætte deres lid til egen opfindsomhed og praktisk kompetence. Derimod er de morderiske skurke (anført af en herligt overspillende Dennis Hopper, der tydeligvis nyder at agere sin overdrevne karikerede og politisk ukorrekte rolle) i besiddelse af standardteknologi, som Reynolds derved subtilt kritisere. Der langes desuden også et par diskrete slag imod diktaturstyring og naturnedbrydende industrialisering, men Waterworld er intet mere end en actionfyldt og hæsblæsende fornøjelse. Den er virkelig forrygende spændende mange steder, og så besidder den en basal og momentvis uimodståelig charme. De mange uteknologiske opfindelser er fantasifulde, og Reynolds har generelt, sammen med manuskriptforfatterne Peter Rader og David Twohy, været ganske idérig.
Waterworld er let kritisabel på flere punkter; Michael Jeters klovnerier er anstrengende, der er op til flere hamrende ulogiske plothuller (Costners sluttelige redningsforsøg ved brug af bungeyjump er jo rimelig usandsynlig), og blandingen mellem uhøjtidelig action og mere alvorsfuld dramatik er ikke synderlig flydende. Desuden er slutningen kedelig og langsommelig, og det trækker ned i helhedsbedømmelsen, da filmen kommer til at føles overlang. Personligt må jeg dog sige, at filmens legende og humørsmittende kvaliteter (især de mange flotte stunts er seværdige) opvejer de værste kameler, der skal sluges, og jeg forstår ikke helt, hvorfor Waterworld har modtaget så meget kritik, da den fungerer fornemt som uforpligtende underholdning. Kontroverserne mellem Reynolds og Costner under indspilninger, der (som Thomas Nielsen også nævner under sit fremragende indlæg til Costners egen Open Range) førte til at Costner måtte overtage en del af iscenesættelsen, er ikke at mærke på det endelige resultat. En herlig og lettilgængelig film.
15/08-2005
