kvalitativ og berigende

Den Sidste Mohikaner er mesterinstruktøren Michael Manns første (og op til nu også sidste) forsøg med en historisk actiondrama, og da det endelige resultat er så fuldt ud vellykket, kunne man godt ønske, at Mann en dag ville vende tilbage til genren. Der er en verden til forskel mellem denne film og Manns andre stiliserede storbysportrætter med komplekse moderne mennesker, men naturligvis udviser Mann med Den Sidste Mohikaner en sindsoprivende filmkompetence, der står tilbage som en stor inspirationskilde for alle os andre. Hans evidente oprigtighed og engagement er berusende og nærmest velsignende at overvære, og det er i hvert fald lang tid siden, at jeg sidst har følt denne barnlige og uforfalskede glæde over en film.

Daniel Day-Lewis inkasserer endnu engang en overrumplende pragtpræstation (han skulle efter sigende være ret ekstrem i hans forberedelse) gennem hans portrættering af en adopteret mohikaner, der på samme tid både er sammenbidt og følelsesladet, men altid ærefuld overfor naturen og de integritetsfyldte mennesker omkring ham. Kærlighedsfortællingen i Den Sidste Mohikaner er muligvis ikke synderlig original eller banebrydende, men den monumentale gennemslagskraft rammer publikum lige i hjertet, og sjældent har de store følelser virket så ægte på film, da Mann håndterer dem med realisme i stedet for sentimentalitet og manipulative virkemidler. Madeline Stowe er velspillende som den erfaringsmæssige indskrænkede dame, der ser de grusomme realiteter og løgne i krig. Mann formår dog også med stor succes at opbygge en plausibel substans hos bipersonerne, hvor helte/skurke opdelingen er knap så nuanceret som sædvanligvis fra Mann, men skildringen nærmer sig heller ikke det karikerede. Mann undviger naturligvis ikke de episke slagsscener eller mere intense og personlige kampe, men fokus er på de gennemførte og meget relationsvenlige og levende karakterer, der giver Den Sidste Mohikaner et menneskeligt touch. Wes Studi er tilpas ondskabsfuld og hensynsløs som den hævngerrige skurk, mens Jodhi May og Eric Schweig formår at overbevise publikum om deres usagte kærlighed. De to står også for filmens mest rørende og tragiske scene i slutningen, hvor man næsten ikke kan undgå at fælde en tåre over den opofrende kærlighed. Dialogen i filmen er formfuldendt pompøs uden at blive forceret eller poesisøgende.

Mann har altid haft et beundringsværdigt øje for det smukke og naturalistiske (indholdsmæssigt såvel som visuelt), og Den Sidste Mohikaner byder da også på meget smukke og fantastiske naturbilleder (endnu engang tak til Dante Spinotti), hvor de talrige og farverige locations udnyttes til fulde. Mann har altid haft en uopnåelig æstetisk sans, som med denne film også viser sig, at være ganske alsidig. Musikken af Trevor Jones og Randy Edelman er tilpas højtidelig og følelsesladet (uden at krydse grænsen til overdrevne patosfyldt), og løfter flere scener op til det ubeskrivelige. Der er ingen flerlaget subtekst at finde i Den Sidste Mohikaner, der heller ikke er nær så filosoferende og kunstnerisk, som andre af Manns mesterværker, men det er stadig forrygende og absolut seværdig filmpoesi, hvor tiden bare flyver af sted. Storslået og grandios underholdning af højeste kaliber. En så velkomponeret, medrivende og kvalitetsfyldt film, at man hensættes til ren ekstase. Endnu et filmisk pletskud fra Mann, der unægtelig må være en af filmhistoriens bedste og mest innoverende instruktører.