..Quid pro quo..
6.0
Når diskussionen omhandler thriller-genren, plejer jeg at fremhæve ”se7en” som min ultimative favorit. Men ikke desto mindre er ”Silence of the Lambs” utvivlsomt meget tæt på den status.
Plottet og strukturen i ”Se7en” er efter min mening overlegent, men til gengæld er karaktererne i denne film mere sammensatte og nuancerede – og kombineret med filmhistoriens mest karismatiske seriemorder, er der simpelthen tale om mesterlig klasse.
Jonathan Demme er efter min mening ikke den mest stabile instruktør, men ”Silence of the Lambs” er dog den ubetinget bedste filmatisering af Thomas Harris’ romaner – og både Michael Mann og Ridley Scott har trods alt været involveret i projekterne.
Efterfølgeren ”Hannibal” var flot og stemningsmættet, men så er det positive vist også sagt. ”Red Dragon” og især ”Manhunter” er udmærkede film i min bog, men blegner utvivlsomt stadig i forhold til ”Silence of the Lambs” som er langt mere velspillet og helstøbt end alle førnævnte.
Og velspillet er næsten en underdrivelse. Jodie Foster er eminent som Clarice Starling – benhård, men også skrøbelig og hjemsøgt af sine indre dæmoner. Scott Glenn er udmærket som FBI-chef og Ted Levine leverer en af sine bedste præstationer som den twistede Buffalo Bill. (Bemærk i øvrigt Dan Butler – Bulldog fra ”Frasier” – som nørdet insektekspert) Men den ultimative perle på rollelisten er naturligvis Anthony Hopkins.
Rollen som den legendariske seriemorder, må betragtes som et absolut højdepunkt i Anthony Hopkins’ karriere – og desuden kan portrættet af Hannibal Lector, næsten kun betegnes som et kapitel for sig selv i filmhistorien. Den charmerende og lynende intelligente psykolog, der gemmer et brutalt udyr bag den civiliserede facade, bliver portrætteret til perfektion. Og netop det faktum, at Lector trækker i trådene, mens han er indespærret, gør karakteren endnu mere intimiderende – noget der gik fuldstændig i glemmebogen i forbindelse med den alt for eksplicitte ”Hannibal”.
”A census taker once tried to test me. I ate his liver with some fava beans and a nice chianti.”
At kunne fyre sådan en replik af, og stadig bevare den kølige og skræmmende karisma omkring sin karakter, må nærmest tale for sig selv.
Udover de mange fine skuespillerpræstationer, er filmen simpelthen et overflødighedshorn af mindeværdige scener. Bl.a. krydsklipningen tilsidst, hvor FBI og Clarice banker på hver deres dør... Men især anstalten hvor Lector er indespærret og hele ”quid pro quo-seancen” er mesterlig. Denne kontinuerlige ping-pong tilfører også Clarice Starling-karakteren langt mere psykologisk dybde og suppleres stærkt af de velkomponerede barndoms-flashbacks.
Clarice’s hemmelighed – de skrigende lam – bliver et fascinerende billede på hendes frygt og mission. Den indre frelse via ydre handling. Hele krimi-aspektet tilføres herved en dobbelthed, eftersom jagten på morderen også er en psykologisk renselsesproces for Clarice. Og dette tiltag bevirker også, at filmen føles langt mere ægte end mange nyere thrillere, hvor ambitionerne ikke strækker længere end et net af konstruerede usandsynligheder.
”Silence of the Lambs” er efter min mening en af de bedste thrillere nogensinde, og med så imponerende skuespil, et hamrende solidt og indholdsrigt plot samt naturligvis Howard Shore’s sublime score, kan jeg næsten kun anbefale filmen betingelsesløst. Overvejede 5 store stjerner, men eftersom filmen er blandt de absolut bedste indenfor sin genre, og efter min mening oppe i samme klasse som ”Se7en”, vil jeg driste mig til 6 stjerner. Det er altid bemærkelsesværdigt, når en thriller ikke bæres af simple overraskelsesmomenter, men derimod af store langtidsholdbare præstationer fra såvel skuespillere som instruktør - og det er unægteligt tilfældet med denne film!
Plottet og strukturen i ”Se7en” er efter min mening overlegent, men til gengæld er karaktererne i denne film mere sammensatte og nuancerede – og kombineret med filmhistoriens mest karismatiske seriemorder, er der simpelthen tale om mesterlig klasse.
Jonathan Demme er efter min mening ikke den mest stabile instruktør, men ”Silence of the Lambs” er dog den ubetinget bedste filmatisering af Thomas Harris’ romaner – og både Michael Mann og Ridley Scott har trods alt været involveret i projekterne.
Efterfølgeren ”Hannibal” var flot og stemningsmættet, men så er det positive vist også sagt. ”Red Dragon” og især ”Manhunter” er udmærkede film i min bog, men blegner utvivlsomt stadig i forhold til ”Silence of the Lambs” som er langt mere velspillet og helstøbt end alle førnævnte.
Og velspillet er næsten en underdrivelse. Jodie Foster er eminent som Clarice Starling – benhård, men også skrøbelig og hjemsøgt af sine indre dæmoner. Scott Glenn er udmærket som FBI-chef og Ted Levine leverer en af sine bedste præstationer som den twistede Buffalo Bill. (Bemærk i øvrigt Dan Butler – Bulldog fra ”Frasier” – som nørdet insektekspert) Men den ultimative perle på rollelisten er naturligvis Anthony Hopkins.
Rollen som den legendariske seriemorder, må betragtes som et absolut højdepunkt i Anthony Hopkins’ karriere – og desuden kan portrættet af Hannibal Lector, næsten kun betegnes som et kapitel for sig selv i filmhistorien. Den charmerende og lynende intelligente psykolog, der gemmer et brutalt udyr bag den civiliserede facade, bliver portrætteret til perfektion. Og netop det faktum, at Lector trækker i trådene, mens han er indespærret, gør karakteren endnu mere intimiderende – noget der gik fuldstændig i glemmebogen i forbindelse med den alt for eksplicitte ”Hannibal”.
”A census taker once tried to test me. I ate his liver with some fava beans and a nice chianti.”
At kunne fyre sådan en replik af, og stadig bevare den kølige og skræmmende karisma omkring sin karakter, må nærmest tale for sig selv.
Udover de mange fine skuespillerpræstationer, er filmen simpelthen et overflødighedshorn af mindeværdige scener. Bl.a. krydsklipningen tilsidst, hvor FBI og Clarice banker på hver deres dør... Men især anstalten hvor Lector er indespærret og hele ”quid pro quo-seancen” er mesterlig. Denne kontinuerlige ping-pong tilfører også Clarice Starling-karakteren langt mere psykologisk dybde og suppleres stærkt af de velkomponerede barndoms-flashbacks.
Clarice’s hemmelighed – de skrigende lam – bliver et fascinerende billede på hendes frygt og mission. Den indre frelse via ydre handling. Hele krimi-aspektet tilføres herved en dobbelthed, eftersom jagten på morderen også er en psykologisk renselsesproces for Clarice. Og dette tiltag bevirker også, at filmen føles langt mere ægte end mange nyere thrillere, hvor ambitionerne ikke strækker længere end et net af konstruerede usandsynligheder.
”Silence of the Lambs” er efter min mening en af de bedste thrillere nogensinde, og med så imponerende skuespil, et hamrende solidt og indholdsrigt plot samt naturligvis Howard Shore’s sublime score, kan jeg næsten kun anbefale filmen betingelsesløst. Overvejede 5 store stjerner, men eftersom filmen er blandt de absolut bedste indenfor sin genre, og efter min mening oppe i samme klasse som ”Se7en”, vil jeg driste mig til 6 stjerner. Det er altid bemærkelsesværdigt, når en thriller ikke bæres af simple overraskelsesmomenter, men derimod af store langtidsholdbare præstationer fra såvel skuespillere som instruktør - og det er unægteligt tilfældet med denne film!
15/08-2005
