- Der er håb for kærligheden -

Skuespilleren Edward Burns er en ung mand med noget på hjerte. Som instruktør og manuskriptforfatter funkler han i hvert fald mere, end han nogensinde har gjort som skuespiller.

Hans fjerde værk ”Sidewalks Of New York” er en lille men utrolig rammende film indenfor sit område. Den handler kort og godt om parforhold og begrebet kærlighed i en storby, hvor man så følger en række skæbner med hver deres sted i livet. Det bliver aldrig bidende, og filmen fastholder den feel good-stemning, der karakteriserer den, men dermed ikke sagt at den er kønsløs, for det er den bestemt ikke. Uden på noget tidspunkt at træde ud af sin rolle som optimist, så giver Burns alligevel sig selv plads til at være kritisk omkring nogle af de temaer, han arbejder med. Vi kommer både omkring ægteskabet i respiratoren, frygten for ensomhed, den evigt naive utroskab, men så sandelig også den underskønne nyforelskelse. Her er der både falsk og ægte kærlighed at finde.

Men hvad er kærlighed? Det er i virkeligheden det spørgsmål, som filmen hviler på. Og uden at vi ryger over i de helt store eksistensfilosofiske tankebaner, så giver filmen et lavmælt men rigtigt svar om, at enhver er sin egen lykkes smed, og at når det handler om noget så individuelt som kærlighed, hvor der ingen facitliste findes, så må det være førsteprioritet at gå efter det, der gør en mest lykkelig – eller bare lykkelig i det hele taget.

Og således afsluttes denne stilfærdige men på intet tidspunkt tandløse fortælling. Med kærligheden som indsats er der her, som i alle spil, både vindere og tabere når historien er fortalt færdig, men Burns er en fortrøstningsfuld fortæller, og man kan derfor kun komme i godt humør af denne her. En film der hverken glorificerer eller forklejner kærligheden, men blot efterlader et stille men tindrende håb for den.